Afgørelse

Modregning i indestående på frigørelseskonto. Krav om er-statning.

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes modregning i indeståendet på klagerens frigørelseskonto samt klagerens krav om erstatning.

Sagens omstændigheder.

I 1988 ydede indklagede klageren et lån på 150.000 kr. og en kredit med maksimum på 50.000 kr. Engagementet blev efterfølgende misligholdt.

Ifølge kontoudskrifter, der er fremlagt under sagen, afskrev indklagede den 28. november 1991 150.163,44 kr. på lånet og 90.159,41 kr. på kreditten.

Den 10. juni 1992 blev klageren ved dom afsagt af retten i Hvidovre vedrørende kreditten dømt til at betale 90.159,41 kr. med tillæg af procesrente fra den 2. marts 1992 og sagens omkostninger med 4.500 kr. Domsbeløbet blev forgæves søgt inddrevet via fogedretten.

Den 30. oktober 1992 blev et omkostningsbeløb på 3.525 kr. afskrevet af indklagede.

Ved skrivelse af 2. august 1993 meddelte indklagede, at indeståendet på klagerens frigørelseskonto, som udgjorde 16.822,48 kr., var blevet stillet til fri disposition, og at provenuet, som udgjorde 10.457,04 kr. efter afregning af afgift, var overført til nedskrivning på det misligholdte engagement, som herefter udgjorde 233.390,81 kr. (150.163,44 kr. + 90.159,41 kr. + 3.525 kr. - 10.457,04 kr.).

I 1996 afslog indklagede en anmodning om at deltage i en frivillig akkordordning mellem klageren og dennes kreditorer, som indebar en udlodning til indklagede på 21.686 kr. til fuld og endelig afgørelse af gælden.

Ved skrivelse af 10. juni 1999 forsøgte klageren på ny at få etableret en frivillig ordning med sine kreditorer. Indklagede blev tilbudt 4.144 kr. til fuld og endelig indfrielse af gælden, idet der ved opgørelsen blev foretaget "fradrag af uhjemlet modregning".

Ved skrivelse af 14. juni 1999 meddelte indklagede afslag på akkordanmodningen. Gælden blev samtidig opgjort til 445.071,23 kr. svarende til 233.390,81 kr. med tillæg af 5 års renter.

Den 26. juli 1999 fremsendte klageren en check på 4.153 kr. til indklagede under henvisning til skrivelsen af 10. juni 1999. Ved skrivelse af 2. august 1999 returnerede indklagede checken under henvisning til skrivelsen af 14. juni 1999.

Ved skrivelse af 25. august 1999 meddelte klageren, at han ikke havde modtaget indklagedes skrivelse af 14. juni 1999, og at de to øvrige kreditorer (Realkredit Danmark og Byggeriets Realkreditfond), der var omfattet af ordningen, havde givet saldokvittering henholdsvis den 19. og 20. august 1999.

Ved skrivelse af 30. august 1999 fastholdt indklagede sit afslag på akkordanmodningen.

Ved skrivelse af 1. september 1999 til indklagede rejste klageren krav om betaling af 104.504,70 kr. Af skrivelsen fremgår blandt andet:

Send mig en ck. og denne sag er afsluttet."

Ved skrivelse af 6. september 1999 meddelte indklagede, at man stillede sig uforstående over for indholdet af skrivelsen af 1. september 1999 og anmodede klageren om at fremkomme med et forslag til afvikling af gælden på 445.071,23 kr.

Henholdsvis den 22. januar 2001 og 30. januar 2002 fremsendte klageren en skrivelse med et tilsvarende indhold som skrivelsen af 1. september 1999.

Parternes påstande.

Den 13. december 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes "at få sagen afsluttet", jf. skrivelsen af 1. september 1999 og efterfølgende skrivelser.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det var ulovligt, at indklagede tog penge fra hans bundne pension, der skulle udbetales, når han fyldte 60 år, men som blev frigivet af folketinget i 1992/93.

Indklagede har anført, at det var berettiget at foretage modregning i forbindelse med udbetalingen af indeståendet på klagerens frigørelseskonto.

Det følger af § 3 i lov om tilbagebetaling af afgift af renter af forbrugslån mv. af 25. juni 1993, der trådte i kraft den 1. juli 1993, at indeståendet på frigørelseskonti med fradrag af en statsafgift på 40 % skulle udbetales til kontohaver fra den 2. august 1996. Frigørelseskonti var herefter ikke længere at betragte som pensionskonti, og det var derfor berettiget at foretage modregning i indeståendet på frigørelseskonti fra og med det af loven fastsatte udbetalingstidspunkt.

Retsplejelovens § 512, stk. 3, som i forbindelse med ordinær frigivelse af indeståendet på en pensionskonto ved bindingsperiodens udløb antages at afskære modregning i en periode på 3 måneder efter frigivelsestidspunktet, finder ikke analog anvendelse i dette tilfælde, jf. Ankenævnets kendelse nr. 452/1993.

Den 2. august 1993, hvor modregningen i indeståendet på klagerens frigørelseskonto blev foretaget, havde indklagede et større forfaldent tilgodehavende hos klageren, og modregningsbetingelserne var således opfyldt.

Indklagede var og er ikke forpligtet til at acceptere et frivilligt forlig.

Indklagede er uden kendskab til den af klageren påståede fejlrådgivning, og det af klageren opstillede regnestykke er uforståeligt. Der er ikke grundlag for at tilkende klageren erstatning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af de af indklagede anførte grunde

Klagen tages ikke til følge.