Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om investering af pensionsmidler, lånefinansieret etablering af pensionsordning.

Sagsnummer: 87 /2003
Dato: 26-08-2003
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Sonny Kristoffersen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Ratepension - lånefinansieret
Nedsparing
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Rådgivning om investering af pensionsmidler, lånefinansieret etablering af pensionsordning.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om klagerne kan gøre et erstatningsansvar gældende over for indklagede i forbindelse med investering af pensionsmidler samt etablering af pensionsordning finansieret ved realkreditlån.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H. M er født i 1944 og H i 1946.

I maj 1997 udfærdigede indklagede for M en investeringsprofil vedrørende M's frie midler i et depot hos indklagede. Investeringshorisonten var angivet til år 3 år; risikoprofilen var angivet mellem til høj. Ved afkrydsning var M's investeringsønsker angivet til obligationer og obligationsbaserede investeringsbeviser. Under supplerende bemærkninger var anført, at indklagede vurderede "nuv. obl. i depot 6%-2026 som høj risiko, men han vil p.t. ikke omlægge".

I maj 2000 indgik M med indklagede aftale om depotpleje af det åbne depot. M's investeringshorisont var angivet til over tre år; risikoprofilen til "Mellem - Accept af moderate kursudsving i investeringsperioden". Depotet skulle investeres med 60 % i obligationer og 40 % i udenlandske aktier. Af aftalen fremgår, at indklagede skulle foretage eftersyn af M's depot årligt, første gang i maj 2001.

Indklagede har anført, at der i september 2000 blev afholdt et møde med klagerne med henblik på at planlægge deres "tredje alder" og vurdere mulighederne for etablering af en eventuel pensionsordning. På mødet blev klagernes ønske til pensionsalder drøftet. Det aftaltes, at deres ejendom skulle vurderes med henblik på at opnå en friværdibelåning til brug for indskud på en pensionsordning.

Efter at indklagede havde modtaget oplysninger fra klagerne om løn, eksisterende pensionsordninger m.v., udarbejdede indklagede forslag til tilrettelæggelse af klagernes pensionsforhold. Ifølge forslaget, der blev drøftet på et møde med klagerne i november 2000, skulle klagerne hjemtage et 7 % 30-årigt obligationslån på 1 mio. kr. i Nordea Kredit, der er koncernforbundet med indklagede. Provenuet skulle anvendes til for M at etablere en ratepension med et indskud på 1.156.000 kr. i år 2000 og herefter årligt 156.000 kr. Rateudbetaling skulle påbegyndes den 1. juli 2009 med en udbetalingsperiode på 20 år. Midlerne skulle placeres i 35 % danske aktier og 65 % udenlandske aktier. På M's eksisterende kapitalpension skulle der i 2000 indbetales 32.200 kr., og placeringen af midlerne skulle ligeledes være 35 % i danske aktier og 65 % i udenlandske aktier. For H's vedkommende skulle der ikke foretages yderligere indbetalinger på en eksisterende kapitalpension. Denne skulle placeres med 35 % i danske aktier og 65 % i udenlandske aktier.

Klagerne tiltrådte det af indklagede udarbejdede forslag.

Den 18. maj 2001 afholdt indklagede årligt møde med M i henhold til depotplejeaftalen for det frie depot. Det aftaltes at placere midlerne med 40 % i aktier og 60% i obligationer. Depotet havde da en værdi på ca. 595.000 kr. og var fordelt med 36% i aktier og 64% i obligationer. Placeringen af klagernes pensionsmidler blev drøftet. Ifølge indklagede var der enighed om at vente med en eventuel ændring i puljefordelingen for midlernes placering. Det aftaltes samtidig at foretage en kvartalsvis gennemgang af klagernes pensionsordning.

På et møde den 14. september 2001 med klagerne blev det drøftet, hvilke økonomiske konsekvenser det ville have, hvis klagerne ophævede de indgåede pensionsaftaler.

Ved skrivelse af 21. september 2001 fremsendte indklagede en beregning af de økonomiske konsekvenser af at ophæve ratepensionen på 1 mio. kr. etableret i 2000 med en samtidig indfrielse af lånet i Nordea Kredit. Beregningen viste, at det samlet ville medføre en negativ likviditet på ca. 75.000 kr.

I februar 2002 fremsendte indklagede en oversigt over udviklingen i klagernes pensionsordninger pr. 31. december 2001. Det fremgik, at M's ratepension havde haft et negativt afkast på ca. 142.000 kr. med tillæg af puljeprovision eller i alt ca. 150.000 kr.

I april 2002 blev pensionsordningernes placering drøftet. Puljesammensætningen kunne tidligst ændres pr. 1. juni 2002. Indklagede har anført, at det blev aftalt, at klagerne ville overveje situationen, herunder muligheden for eventuelt at reducere aktieandelen.

I efteråret 2002 overførte klagerne engagementet til et andet pengeinstitut.

Ved skrivelse af 9. december 2002 rettede klagerne henvendelse til indklagede og anførte, at indklagedes pensionsrådgivning havde været ekstremt dårlig. De var blevet "totalt hjernevasket" af indklagedes medarbejdere, der havde oplyst, at "det ville være en rigtig god forretning, som kun ville give overskud på min. 5%". Ved skrivelse af 19. samme måned meddelte indklagede, at rådgivningen var foregået efter indklagedes retningslinjer. Indklagede afviste, at der var begået fejl eller forsømmelser, der kunne medføre et erstatningsansvar for indklagede.

Parternes påstande.

Klagerne har den 28. februar 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 150.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med etableringen af ratepensionen anbefalede at optage realkreditlånet, samt at de eksisterende kapitalpensionsordninger blev placeret i pulje med en fordeling på 35 % i danske aktier og 65 % i udenlandske aktier til trods for, at deres investeringshorisont var 9 år, samt at deres risikoprofil hele tiden havde været lav risiko.

Risikoprofilen blev på intet tidspunkt afdækket, men deres bankrådgiver var bekendt med denne.

De fik at vide, at de kun kunne tjene penge/ spare skat med denne løsning, men ikke, at de lånte midler placeret 100 % i aktier ville udgøre en så stor risiko, som det har vist sig at være.

Såfremt deres opsparing havde været placeret i overensstemmelse med deres risikoprofil, ville det negative afkast have matchet deres accept af risiko, og det negative afkast ville have været væsentligt mindre. Korrigeret for den skattemæssige besparelse er deres krav mod indklagede 150.000 kr.

Indklagede har anført, at der i forbindelse med etableringen af ratepensionen i 2000 blev foretaget en grundig vurdering af klagerens økonomi. I hele rådgivningsforløbet forud for etableringen modtog klagerne en indgående rådgivning om pensionsordningen, og der blev holdt flere møder.

M havde allerede i maj 1997 fået fastlagt en investeringsprofil, som var "mellem til høj". Uanset at man tilkendegav, at M's investering i 6 % 2026 obligationer havde en høj risiko, ønskede M ikke at omlægge denne.

M ønskede en udbetaling af ratepensionen fra det fyldte 65. år. På tidspunktet for etableringen af ordningen var der 9 år til første udbetaling. Udbetalingsperioden var fastsat til 20 år. Der var derfor tale om en lang investeringshorisont.

Klagerne ønskede deres kapitalpensioner udbetalt ved det fyldte 70. år. På tidspunktet for valg af puljefordeling var investeringshorisonten således 14 år og 16 år.

Man har ved drøftelserne om placeringen af klagernes pensionsformue på intet tidspunkt givet udtryk for, at pensionerne blev forrentet risikofrit.

Klagerne har af egen vilje og ud fra grundig rådgivning truffet valget om placeringen af pensionsmidlerne. Det er indklagedes opfattelse, at klagerne var fuldt indforstået med alle forhold omkring etableringen og placeringen af pensionsordningerne.

Den valgte risikoprofil på klagernes pensionsopsparing skete ud fra en total vurdering af klagernes formue, hvor man tog hensyn til værdien af klagernes frie midler samt øvrige arbejdsmarkedspensioner. Den lange investeringshorisont sammenholdt med forrentningen af klagernes formue betød, at den samlede risiko må betragtes som lav/mellem.

Indklagede har ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede begik ansvarspådragende fejl ved rådgivningen af klagerne i forbindelse med placeringen af klagernes pensionsopsparing, herunder ved optagelsen af realkreditlånet til brug for indskuddet på ratepensionen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.