Spørgsmål om der var lidt et tab ved en fejlagtig beregning af rådighedsbeløb.
| Sagsnummer: | 1040 /2009 |
| Dato: | 01-12-2010 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas. |
| Klageemne: |
Boligberegning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om der var lidt et tab ved en fejlagtig beregning af rådighedsbeløb. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører om klageren har lidt et tab på grund af fejl begået af Nordea Bank Danmark ved beregning af klagerens rådighedsbeløb.
Sagens omstændigheder.
Klageren var kunde i Nordea Bank Danmark.
I august 2007 købte klageren en fast ejendom på T-vej med overtagelsesdag den 1. marts 2008. Købesummen var 3.095.000 kr. Hun ejede i forvejen en ejendom på H-vej, som hun medio august satte til salg for 3,6 mio. kr. Klageren nedsatte i oktober 2008 udbudsprisen til 2,5 mio. kr.
Den 10. november 2008 var klageren til møde hos banken, hvor banken udførte en beregning af klagerens rådighedsbeløb i tilfælde af, at hun solgte ejendommen på H-vej for 2,1 mio. kr. Mødet var kommet i stand, fordi hun havde modtaget et bud på ejendommen.
Beregningen viste fejlagtigt et for højt månedligt rådighedsbeløb på 4.251 kr.
Ved købsaftale af 12. november 2008 solgte klageren ejendommen for 2,1 mio. kr.
Den 25. november 2008 blev klageren kontaktet af banken, der oplyste, at det beregnede månedlige rådighedsbeløb var for stort. Det korrekte rådighedsbeløb var minus 210 kr. I den oprindelige beregning havde banken fejlagtigt ikke medtaget udgiften til det nye realkreditlån på T-vej.
Ved brev af 16. december 2008 erkendte banken beregningsfejlen og tilkendegav, at den var indstillet på at belåne friværdien i den nye ejendom, så klageren kunne blive boende så længe som muligt i den nye ejendom på T-vej.
Klageren har under sagen opgjort sit krav til 10 år med et månedligt rådighedsbeløb på 4.500 kr., i alt 540.000 kr. samt 380.000 kr., der udgør klagerens træk på sin kassekredit som følger af, at hendes månedlige rådighedsbeløb er negativt.
Banken har under sagen fremlagt en beregning af klagerens månedlige rådighedsbeløb, hvis hun i stedet for at sælge den gamle ejendom havde solgt den nye ejendom på T-vej. Beregningen viser, at klageren i så fald havde haft et månedligt rådighedsbeløb på 175 kr. I den forbindelse er det lagt til grund, at salget af ejendommen på T-vej ville kunne ske uden tab.
Klageren har anført, at beregningen ikke tager højde for en mulig lejeindtægt på H-vej.
Den 8. januar 2009 sendte klagerens advokat en klage til Pengeinstitutankenævnet. Klageren ønskede, at Ankenævnet fastslog bankens ansvar for den fejlagtige beregning af det månedlige rådighedsbeløb. Under sagen tog Nordea Bank Danmark bekræftende til genmæle samtidig med, at banken bestred, at klageren havde lidt et tab. Sagen blev herefter afsluttet.
Parternes påstande.
Klageren har den 25. september 2009 på ny indbragt sagen for Ankenævnet. Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank Danmark skal betale 920.000 kr.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at boligberegningen i november 2008 skulle bruges som grundlag for hendes vurdering af det bud, der var kommet på hendes ejendom på H-vej.
Hvis hun ikke havde modtaget fejlagtig rådgivning om sit rådighedsbeløb, havde hun ikke accepteret at sælge ejendommen for 2,1 mio. kr.
Hvis hun i stedet havde solgt sin nye ejendom, og var blevet boende i den gamle, så kunne hun have udlejet en del af denne og derved have fået sin økonomi til at hænge sammen. Det er ikke muligt at udleje dele af ejendommen på T-vej.
Nordea Bank Danmark har anført, at bankens beregning af et rådighedsbeløb på 4.251 kr. ikke er en garanti for, klageren ville have det anførte beløb, hverken i al fremtid eller i en begrænset periode.
Klageren har fået skuffet sine forventninger, men har ikke lidt et tab.
Klagerens træk på sin kassekredit skyldes ikke fejlberegningen, men at hun i en periode har haft dobbelte boligudgifter, og at friværdien i den gamle ejendom viste sig at være væsentlig mindre end forventet.
Klagerens manglende rådighedsbeløb skyldes ikke fejlberegningen, men at hun købte en ny ejendom, inden den gamle var solgt.
Beregningen har kun været bestemmende for, hvilken af de to ejendomme klageren ville sælge.
Klageren har ikke godtgjort, at hendes økonomiske situation havde været bedre, hvis hun havde solgt ejendommen på T-vej i stedet for ejendommen på H-vej.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Nordea Bank Danmark har erkendt, at det var bankens fejl, at klagerens månedlige rådighedsbeløb blev beregnet for højt.
Beregningen skulle bruges i klagerens overvejelser vedrørende salg af ejendommen på H-vej.
Ankenævnet finder, at klagers lave rådighedsbeløb efter salget af H-vej, var resultatet af faldende boligpriser og ikke et resultat af bankens beregningsfejl.
Bankens fejl med hensyn til beregning af rådighedsbeløbet medførte således ikke, at klageren blev påført et egentligt tab, men at hun blev skuffet i sine forventninger til resultatet af ejendomssalget.
Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, hvorvidt der er begået fejl i forbindelse med klagerens køb i august 2007 af ejendommen på T-vej.
Som følge heraf træffes følgende
">a f g ø r e l s e :Klagen tages ikke til følge.