Afgørelse

Indsigelse vedrørende dekort ved opsigelse af fastrentekonto

Indledning

Denne sag vedrører, hvorvidt klageren kan gøre et erstatningskrav gældende mod Sydbank som følge af bankens opkrævning af dekort ved klagerens opsigelse af en fastrentekonto.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans ægtefælle Æ var kunder i Sydbank, hvor de både havde privat- og erhvervsengagement.

I efteråret 2012 ønskede klageren og Æ at forhøje deres erhvervskreditter. Bankens accept heraf var betinget af en nedbringelse af klagernes private gæld i banken.

På den baggrund solgte klageren og Æ i februar 2013 deres private ejendom pr. 1. april 2013. Parret var i den forbindelse til møde i banken.

Den 18. april 2013 fik klageren og Æ oprettet en fastrentekonto i banken til brug for provenuet for ejendomshandlen. Af aftaledokumentet fremgår blandt andet følgende:

”…

Vi bekræfter hermed, at du den 18. april 2013 har oprettet Fast Rente 31.03.2014 II nr. […]-305.

For kontoen gælder følgende betingelser:

…”

Fastrentekontoen blev deponeret til sikkerhed for parrets engagement i banken. Samtidig blev udlånsrenten på parrets erhvervskreditter med tilbagevirkende kraft pr. 27. marts 2013 ændret til en markedsrelateret dag-til-dag-sats, CIBOR 3 + 3 %.

I juni 2013 var klageren og Æ til møde i banken, da de ønskede at købe et boligprojekt. Banken afslog imidlertid at medvirke til finansieringen heraf.

Klageren og Æ besluttede herefter at skifte bank til pengeinstituttet P. I den forbindelse skrev klageren blandt andet følgende i en e-mail til banken den 6. august 2013:

”…

I den forbindelse vil jeg bede Jer undlade at beregne dekort på Fastrentekontoen, idet vores flytning jo skyldes, at I ikke ville indfri Jeres del af aftalen om skift af vores bolig.

I bad os sælge, men ville så ikke finansiere et nyt køb – og fik så blot sikret Jeres kreditter 100% og stod dermed med alle kortene på hånden. En elegant manøvre men ikke særlig etisk – så det vil klæde Jer ikke at beregne dekort.

…”

Hertil svarede banken blandt andet følgende i en e-mail til klageren den 7. august 2013:

”…

For god ordens skyld vil jeg lige kort ridse op, hvordan jeg opfatter forløbet:

1)

I bliver kunder i juni 2011 på baggrund af bankens vurdering af tilfredsstillende økonomi (erhverv+privat) og god sikkerhed (ejerpantebrev i jeres privatbolig).

2)

Efter eget ønske bliver jeres privatbolig solgt i foråret 2013. Familien flytter til leje og har planer om at gøre dette i et par år. Bankens sikkerhed, ejerpantebrev, bliver – set i lyset af jeres planer – erstattet af en fastrentekonto, bundet foreløbig til 31.3.2014.

3)

Banken modtager jeres 2012-regnskabsmateriale m.v. (erhverv+privat) juni 2013. Banken vurderer det som ikke tilfredsstillende. Med udgangspunkt i dette kunne vi ikke give tilsagn om finansiering af et konkret boligprojekt […].

…”

Den 13. august 2013 opgjorde banken fastrentekontoen. Banken beregnede i den forbindelse en dekort på 15.375 kr.

Klageren var efterfølgende til møde i banken vedrørende forløbet, uden at parterne derved nåede til enighed.

Parternes påstande

Den 27. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale 15.375 kr.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at de i efteråret 2012 havde to butikker samt et agentur under solvent nedlukning. De havde kraftig stigende omsætning i butikkerne og bad derfor banken om forøgelse af deres kreditter.

Banken rådede dem i den forbindelse til at sælge deres private bolig og købe en billigere.

De sad relativt billigt i deres daværende bolig og de lagde derfor adskillige gange overfor banken tydelig vægt på, at de ikke ville risikere at stå i en situation, hvor de ikke kunne købe en anden bolig til familien.

Efter salget af deres bolig flyttede de på grund af den korte overtagelsesfrist i en midlertidig lejebolig, så de i ro og mag kunne finde en anden ejerbolig.

På et møde i banken den 18. marts 2013 blev det aftalt at etablere en pantsat konto til deres private indestående. De skulle herefter betale en lav rentemarginal mellem deres nu lige store indlån og udlån, da banken havde sikkerhed i det kontante indestående.

Banken ønskede at etablere dette som en CIBOR-baseret sats på deres erhvervsudlån og en fastrentekonto til deres private indlån, fordi det passede bedst i bankens systemer.

De understregede, at de var ligeglade med, hvordan banken valgte at etablere denne balance mellem to konti, så længe to for dem afgørende forudsætning var opfyldt:

For det første, at rentemarginalen ikke skulle ændre sig så længe dette arrangement løb, uagtet eventuelle renteændringer fra bankens side. Og for det andet, at de selv skulle kunne råde over deres private indlån, når de skulle købe en ny bolig til familien, idet de selvsagt ikke ville være stækket, såfremt den rette ejendom skulle dukke op.

Da de i juni 2013 fandt en ny ejendom, der ville nedbringe deres gæld sammenlignet med deres tidligere bolig betragteligt, brød banken sin del af aftalen.

Bankens afslag var begrundet i deres regnskabstal for 2012, der stort set havde levet op til deres budgetter og løbende udmeldinger til banken og således havde været kendt for banken under hele forløbet. Banken inddrog hverken 2011- eller 2013 resultater og havde end ikke besigtiget den pågældende ejendom.

Banken afviste dermed at finansiere deres virksomhed yderligere og at forbedre deres privatøkonomi væsentligt, så de også selv kunne finansiere virksomheden yderligere. De var derfor tvunget til at finde et andet pengeinstitut.

Ved overførslen af deres engagement valgte banken mod alle aftaler at beregne dekort på deres indlån. Det er selvindlysende, at de ikke ønskede at binde deres midler mod en højere rente, som normalt er formålet med en fastrentekonto. De skulle alene stille sikkerhed for deres kreditter med en marginal til banken. Det var bankens valg at skabe dette ”lukkede kredsløb” med denne kontoform, fordi det passede bedst i bankens systemer.

Banken skal derfor tilbagebetale dekorten.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der mellem parterne er uenighed om, hvorvidt banken havde givet klageren og Æ tilsagn om finansiering af et boligprojekt, ligesom der er uenighed om, hvorvidt det var aftalt, at klageren til en hver tid kunne hæve fastrentekontoen uden betaling af dekort.

Dokumentation af sagens faktum vil derfor kræve bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan finde sted ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, jf. vedtægterne § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Sydbank gjort gældende, at parterne i efteråret 2012 drøftede muligheden for et salg af parrets private ejendom til nedbringelse af den private gæld, således at erhvervsgælden kunne øges.

Parret solgte efter eget ønske ejendommen. Banken gav ikke i den forbindelse tilsagn om at ville finansiere et nyt boligprojekt.

Banken accepterede, at provenuet fra ejendomssalget blev sat ind på en indlånskonto i stedet for at indfri parrets engagement i banken. Det blev således aftalt at indsætte provenuet på en fastrentekonto. Klageren var oplyst om, at kontoen var bundet indtil den 31. marts 2014 samt, at en hævning før tid ville medføre en dekort. I forbindelse med kontoens oprettelse modtog parret det fremlagte aftaledokument, hvoraf det ligeledes fremgår, at der ved udbetaling fra fastrentekontoen ville blive beregnet dekort.

På møde i banken oplyste parret blandt andet, at de ville afvente deres datters valg af uddannelse efter 9. klasse samt driftsudviklingen i deres virksomhed. De ønskede derfor at vente med at købe ny bolig og havde i stedet valgt at bo i lejebolig i et par år.

Et eventuelt fremtidigt boligprojekt blev drøftet, men banken gav ikke bindende tilsagn om finansiering heraf.

Banken var derfor berettiget til ved et fremtidigt boligprojekt at vurdere, hvorvidt banken ville finansiere dette. I det konkrete tilfælde i juni 2013 vurderede banken, at parrets gearing blev for høj i forhold til bankens interne kreditvurdering, hvorfor banken afviste at stå for finansieringen af det ønskede boligprojekt.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hans ægtefælle Æ ønskede i efteråret 2012 at forhøje deres erhvervskreditter i Sydbank. Bankens accept heraf var betinget af en nedbringelse af parrets private gæld i banken.

På den baggrund solgte klageren og Æ pr. 1. april 2013 deres private ejendom. Parret fik i den forbindelse oprettet en fastrentekonto i Sydbank, hvorpå provenuet fra ejendomssalget blev sat ind.

Af aftaledokumentet fremgår, at indeståendet på kontoen var bundet til den 31. marts 2014 og indtil da kunne hæves mod betaling af en dekort.

I juni 2013 afslog banken at finansiere et boligprojekt, som klageren og Æ ønskede at købe.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken havde givet klageren og Æ bindende tilsagn om finansiering af en ny ejendom.

Klageren og Æ valgte i august 2013 at skifte bank og betalte i den forbindelse en dekort på 15.375 kr. ved opgørelse af fastrentekontoen.

På baggrund af aftaledokumentets ordlyd finder Ankenævnet ikke, at klageren og Æ kunne have en berettiget forventning om at kunne hæve indeståendet på fastrentekontoen før den 31. marts 2014 uden betaling af dekort.

Klageren får derfor ikke medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.