Indsigelse mod overførsler på grundlag af udlæg for krav vedrørende børnebidrag og skat.
| Sagsnummer: | 53 /2010 |
| Dato: | 11-05-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Carsten Holdum og Ole Jørgensen. |
| Klageemne: |
Udlæg
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod overførsler på grundlag af udlæg for krav vedrørende børnebidrag og skat. |
| Indklagede: | Fjordbank Mors (Morsø Sparekasse) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod overførsler i årene 1985-1992.
Sagens omstændigheder.
I årene 1985-1988 foretog Morsø Kommune følgende udlæg for børnebidrag og skat i klagerens konti i Morsø Sparekasse:
Dato | Beløb |
9. juli 1985 | 28.078,00 kr. |
19. juni 1986 | 27.835,70 kr. |
19. juni 1986 | 2.460,00 kr. |
21. juli 1988 | 18.736,00 kr. |
16. december 1988 | 50.276,00 kr. |
I alt | 127.385,70 kr. |
På grundlag af udlæggene foretog sparekassen overførsler af klagerens indeståender til kommunen.
Ved brev af 10. januar 1989 til klageren meddelte sparekassen, at man havde solgt klagerens beholdning af nominelt 10.000 kr. Danske Statsobligationer og anvendt provenuet, der udgjorde 10.867,78 kr., til inddækning af overtræk på klagerens løbende konto.
I 1992 indgav klageren en klage over Morsø Sparekasse til Ankenævnet med påstand om, at sparekassen bl.a. skulle anerkende, at man ikke havde været berettiget til at realisere obligationerne uden forinden at rette henvendelse til ham. Der henvises til Ankenævnets sag nr. 34/1992. Ved afgørelse af 15. juni 1992 anførte Ankenævnet bl.a., at sparekassen "ikke var berettiget til uden klagerens samtykke at sælge de omhandlede statsobligationer, der lå i åbent depot, men da indklagede tilbød at tilbageføre salget og under sagens behandling for Ankenævnet har gentaget dette tilbud, foreligger der ikke nogen formueretlig tvist mellem parterne". Klagen blev i det hele ikke taget til følge.
Ved brev af 18. december 1992 henvendte Morsø Kommune sig til sparekassen om et ejerpantebrev på 71.500 kr., som var tinglyst på klagerens faste ejendom med meddelelse til sparekassen. Sparekassen blev anmodet om at notere et udlæg på 214.110 kr., som kommunen havde foretaget den 20. november 1992 og at udlevere ejerpantebrevet ved låneforholdets ophør.
Ved brev af 21. december 1992 sendte sparekassen ejerpantebrevet til kommunen med meddelelse om, at "Pantebrevet er ubelånt hos os".
Ved brev af 11. november 1998 til Morsø Kommune gjorde klageren via en revisor indsigelse imod kommunens skatteopkrævninger navnlig med henvisning til, at klageren som følge af ophold i udlandet ikke havde været skattepligtig i Danmark i perioden 1964-1989 bortset fra en kortvarig periode i 1982-83.
Den 21. januar 2010 indgav klageren en klage over Morsø Sparekasse, nu Fjordbank Mors, til Ankenævnet.
Klageren har under sagen fremlagt bl.a. skattemæssige årsopgørelser for årene 1983, 1985-1988 og 1990-1991 samt udskrifter fra cpr-registeret.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Fjordbank Mors (Morsø Sparekasse) skal betale 209.753,48 kr. (127.385,70 kr. + 10.867,78 kr. + 71.500 kr.) med tillæg af renter.
Fjordbank Mors (Morsø Sparekasse) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at sparekassen uberettiget overførte hans penge og ejerpantebrev til kommunen og solgte hans Danske Statsobligationer. Sparekassen bør derfor tilbageføre midlerne med tillæg af renter.
Han var bosiddende i udlandet og ikke skattepligtig til Danmark, hvilket er dokumenteret ved de udskrifter, som han har fremlagt under sagen.
Ved de fremlagte årsopgørelser er det endvidere dokumenteret, at han ikke skyldte i skat. Han har aldrig skyldt skat til hverken Morsø Kommune eller andre kommuner.
Sparekassen burde have aflyst eller returneret ejerpantebrevet til ham i 1979, hvor et byggelån i sparekassen, som ejerpantebrevet lå til sikkerhed for, blev indfriet med et realkreditlån.
Obligationerne på 10.000 kr. blev solgt af sparekassen uden hans viden og underskrift.
Fjordbank Mors (Morsø Sparekasse) har anført, at overførslerne skete på baggrund af pantefogedens udlæg, som sparekassen var forpligtet til at efterkomme.
Det påhvilede ikke sparekassen at tage stilling til udlæggenes berettigelse.
Klagen vedrører forhold, som nu er forældede.
Sparekassen er ikke i besiddelse af dokumenter, korrespondance og bilag tilbage til år 1985-1988.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at klagen for så vidt angår salget i 1989 af klagerens statsobligationer blev afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 15. juni 1992 i sagen nr. 34/1992. Der er ikke grundlag for at genoptage denne sag.
Det må lægges til grund, at sparekassens overførsler af kontantbeløb fra klagerens konti til Morsø Kommune i årene 1985-1988 samt sparekassens udlevering af ejerpantebrevet på 71.500 kr. skete efter anmodning fra kommunen på grundlag af de foretagne udlæg, som sparekassen var forpligtet til at efterkomme.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår salget i 1989 af klagerens statsobligationer, idet denne del af klagen blev afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 15. juni 1992 i sag nr. 34/1992.
Klagen tages i øvrigt ikke til følge.