Klageren og dennes ægtefælle foretog i perioden fra den 24. januar 1980 og frem til den 16. februar 1988 indskud på etableringskonti hos indklagede. Pr. 2. januar 1989 udgjorde indeståendet på etableringskontiene 1.240.257,50 kr. Den 14. september 1990 blev kontiene ophævet.
Renten i årene 1989 og 1990 var således:
29.06.1988 til 08.01.1989 : 8,5%
09.01.1989 til 17.11.1989 : 7,5%
18.11.1989 til 01.04.1990 : 8,25%
03.04.1990 til 07.05.1990 : 7,75%
08.05.1990 til 03.07.1990 : 7,25%
04.07.1990 til 31.05.1991 : 6,75%
Den 5. januar 1991 rettede klageren henvendelse til indklagede og henledte opmærksomheden på, at hans etableringskonti indtil ultimo 1988 blev forrentet med en rente svarende til pengeinstitutternes inter bank rente. I årene 1989 og 1990 opnåede klageren derimod kun en rente, der var henholdsvis 1,8% og 3,65% lavere end inter-bank renten. Klageren anmodede på baggrund heraf indklagede om at regulere forrentningen på indskuddet med i alt 54.076,95 kr. omfattende perioden 2. januar 1989 til 14. september 1990.
Efter at klageren og indklagede har brevvekslet herom, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes i den nævnte periode at forrente klagerens og ægtefællens indskud med en rente, der minimum svarer til indklagedes særforrentning af større indskud.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i slutningen af 1990 foretog kontrolberegning af rentesatsen for årene 1989 og 1990. Ved den lejlighed blev han opmærksom på, at rentesatsen havde været faldende i en periode, hvor inter-bank renten havde været stigende. Indklagede har således forrentet hans etablerings konti 1,3% og 3% lavere i henholdsvis 1989 og 1990 end tidligere. Indklagede har overfor klageren oplyst, at indklagede altid tilbyder en særforrentning af større indskud, dvs. indskud over 250.000 kr. Klageren har indhentet tilbud fra to andre banker, der begge har tilbudt en væsentligt højere rente. Indklagede fører således en rentepolitik, der er væsentligt afvigende fra andre pengeinstitutters. Klageren finder ikke, at indklagede er berettiget til at forskelsbehandle større etableringskontoindskud og større aftaleindskud. Etableringskonti bør endda give en højere rente, når den lange bindingsperiode tages i betragtning.
Indklagede har anført, at de omhandlede etableringskonti er oprettet i overensstemmelse med de vilkår, der er gældende for etableringskonti hos indklagede, og til stadighed er blevet forrentet med den for etableringskonti gældende rentesats. Der er ikke indgået nogen særaftale vedrørende forrentningen, idet det alene er aftalt, at kontiene skulle forrentes med den til enhver tid gældende rentesats for sådanne konti hos indklagede. Klageren har løbende haft mulighed for at holde sig orienteret om indklagedes rentesatser samt ændringer i disse, dels ved skiltning i indklagedes lokaler om gældende rentesatser, dels ved den sædvanlige annoncering i dagspressen ved renteændringer.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at de omhandlede investeringskonti er blevet forrentet med den hos indklagede til enhver tid gældende rentesats for sådanne konti, og klageren og dennes ægtefælle findes i mangel af særlig aftale ikke at kunne gøre krav på en højere rente.
Som følge heraf