Provision, investeringspakke. Rådgivning i skatteforhold.
| Sagsnummer: | 459 /1989 |
| Dato: | 13-03-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Provision
Rådgivning - skatteforhold |
| Ledetekst: | Provision, investeringspakke. Rådgivning i skatteforhold. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I efteråret 1986 optog klageren, efter at indklagede uopfordret havde henvendt sig til ham herom, et lån hos indklagede på 1.121.000 kr., som medgik dels til køb af nominelt 1 mio. 10% statsobligationer, som forfaldt til indfrielse pr. 20. februar 1987, dels til stiftelsesprovision, stempelomkostninger og forudbetalte renter. Ved indfrielsen af obligationerne pr. 20. februar 1987 og udbetaling af kuponrenter ville der ifølge de af indklagede foretagne beregninger fremkomme et "pakkeoverskud" til klageren på 15.750 kr. ved køb af "investeringspakkelånet".
Obligationerne blev erhvervet til kurs 98,25, og der blev ved etablering af lånet betalt stiftelsesprovision med 2,5% eller 28.025 kr.
Ved skrivelse af 16. august 1989 meddelte amtsskatteinspektoratet klageren, at det agtede at indstille til amtsligningsrådet, at klagerens skatteansættelse blev forhøjet med 17.500 kr. Begrundelsen herfor var, at amtsskatteinspektoratet var af den opfattelse, at et beløb på 17.500 kr. af det som stiftelsesprovision opførte beløb på 28.025 kr. reelt måtte betragtes som en kompensation for, at obligationsposten, hvis officielle kurs var 100, var erhvervet af klageren for kurs 98,25, svarende til en underkurs på 1,75 point eller 17.500 kr.
Efter brevveksling med indklagede har klageren herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham 10.540,25 kr., svarende til skatteværdien af den foretagne forhøjelse på 17.500 kr. af hans skattepligtige indkomst.
Indklagede, der ikke størrelsesmæssigt har bestridt klagerens erstatningskrav, har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede har udviklet den i sagen omhandlede "investeringspakke" og solgt den som et fuldt færdigt produkt til ham. Klageren, som ikke på noget tidspunkt - skriftligt eller mundtligt - var blevet gjort opmærksomt på, at der bestod en risiko for, at engagementet ville blive underkendt af skattemyndighederne, må derfor overfor indklagede kunne rejse krav om at blive stillet, som om forløbet om investeringsaftalen havde været det, som var tilkendegivet fra indklagede. Denne sags faktiske omstændigheder, adskiller sig således fra de omstændigheder som forelå i den af Ankenævnet ved kendelse af 20. marts 1989 afgjorte sag, at der ikke fra den afsagte kendelse kan drages slutninger til nærværende sag.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagedes rolle i sagen alene har været at tilbyde klageren et lån til køb af værdipapirer, således at klageren muligvis af denne vej kunne opnå en skattefordel, som størrelsesmæssigt blev belyst i det regneeksempel, som medfulgte det materiale, som blev fremsendt til klageren. Indklagede har således ikke på noget tidspunkt givet garanti for, at et bestemt skattemæssigt resultat kunne opnås, men tværtimod var indklagedes medarbejder instrueret om at oplyse kunderne om, at konstruktionen på samme måde som enhver anden skatteabitrage var usikker. Den daværende afdelingsdirektør har bekræftet, at klageren under et møde blev orienteret om de skattemæssige konsekvenser i forbindelse med den foretagne investeringsrådgivning. Indklagedes rådgivning til klageren kan ikke opfattes således, at der mellem parterne skulle være indgået en gensidigt bebyrdende kontrakt, som kan medføre, at indklagede bliver erstatningsansvarlig til positiv opfyldelsesinteresse. Dette synspunkt er tiltrådt af Ankenævnet ved den af klageren nævnte afgørelse, og iøvrigt af retspraksis.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at indklagede uopfordret henvendte sig til klageren med henblik på med denne at indgå aftale om et "investeringspakkelån". Størrelsen af provisionen samt kursfastsættelsen af obligationerne i investeringspakken findes usædvanlig, og der er ikke i det materiale, som klageren modtog, taget noget forbehold for skattemyndighedernes godkendelse af arrangementet. På denne baggrund finder Ankenævnet, at indklagede bør godtgøre klageren 10.540,25 kr. således, at klageren stilles som om "investeringspakkelånet" havde fået det forløb, som indklagede havde stillet klageren i udsigt.
Som følge heraf