Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med ombytning af garantbeviser til aktier i bankTrelleborg.
| Sagsnummer: | 37 /2008 |
| Dato: | 11-11-2008 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Dørsalgsloven
Passivitet - værdipapirer/investering Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med ombytning af garantbeviser til aktier i bankTrelleborg. |
| Indklagede: | bankTrelleborg (Sydbank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på aktier i bankTrelleborg tegnet i maj 2007 ved ombytning af garantbeviser.
Sagens omstændigheder.
Den 17. november 2003 underskrev klageren i tilknytning til sit kundeforhold i Sparekassen sparTrelleborg en erklæring, hvorefter han bl.a. gav sparekassen
"… tilladelse til at kontakte mig uopfordret i forbindelse med rådgivning og information om nye produkter og serviceydelser, enten via brev, telefon eller gennem brug af elektroniske medier. Formålet er at sikre den bedst mulige rådgivning og service."
I begyndelsen af 2007 havde klageren garantindskud på i alt 100.000 kr. i sparekassen.
I marts 2007 blev sparekassen omdannet til et bankaktieselskab. I den forbindelse accepterede klageren et tilbud om at ombytte garantikapitalen til aktier, således at der for hver 1.000 kr. garantikapital blev tegnet 4 aktier á nominelt 20 kr., svarende til kurs 250.
Af sagen fremgår, at klageren med handelsdato 3. juli 2007 og 22. oktober 2007 solgte obligationer for ca. 100.000 kr. og obligationsbaserede investeringsbeviser for 155.100 kr. Klageren har anført, at han i den forbindelse blev frarådet salg af bankTrelleborg aktierne.
Af en investeringsaftale udarbejdet i november 2007 fremgår, at klagerens værdipapirdepot havde en værdi af ca. 950.000 kr. Klagerens investeringsmæssige tidshorisont var angivet til mellem 3-7 år, og hans risikoprofil var angivet som "mellem".
I slutningen af januar 2008 blev mindretalsaktionærerne i bankTrelleborg i medfør af § 144 i lov om finansiel virksomhed tvangsindløst, i hvilken forbindelse Sydbank overtog aktiekapitalen i bankTrelleborg. Tvangsindløsningskursen var 59,30. Der er rejst indsigelse mod denne kursfastsættelse, jf. § 144, stk. 4.
Den 13. marts 2008 foretog Finanstilsynet en undersøgelse af bankTrelleborgs rådgivning og information om salg af aktier i forbindelse med omdannelsen af Sparekassen sparTrelleborg til bankTrelleborg A/S. På baggrund af undersøgelsen vurderede tilsynet, at bankTrelleborg i forbindelse med omdannelsen havde fulgt de dagældende regler for rådgivning i forbindelse med handel af aktier, og at der var handlet i overensstemmelse med god skik.
Den 27. marts 2008 blev bankTrelleborg fusioneret med Sydbank.
Sydbank har under sagen fremlagt det informationsmateriale om muligheden for at ombytte garantikapital til aktier, som klageren fik tilsendt i foråret 2007. Heraf fremgår bl.a.:
"Ombytning til aktier
Som garant i bankTrelleborg a/s har du mulighed for at ombytte din garantikapital til aktier. I så fald bliver du medejer af banken. Du har også mulighed for at få din garantikapital udbetalt eller lade den blive stående som hidtil i 5 år, hvorefter den vil blive udbetalt.
Dine muligheder:
- Du kan ombytte garantikapitalen til aktier. For hver 1.000 kr. du har garantikapital får du 4 aktier à nominelt 20 kr., svarende til 250 kr. pr. aktie. Det fremgår af tegningsblanketten nøjagtig, hvor mange aktier dit garantindskud kan ombyttes til.
- Du kan lade garantikapitalen stå uforandret de næste 5 år. Herefter vil pengene blive frigivet. Det er ikke muligt at bibeholde garantindskud i mere end 5 år.
- Du kan få udbetalt din garantikapital. I så fald skal du give besked om dette i ombytningsperioden 30. april 2007 - 14. maj 2007.
Garantfordele
De nuværende garantfordele bliver afløst af et nyt fordelsprogram. Ønsker du din garantikapital udbetalt, bortfalder garantfordelene. Lader du garantikapitalen stå, så beholder du garantfordelene i en periode, hvorefter de udfases og erstattes af det nye fordelsprogram.
Tidsfrister
Du vil have mulighed for at ombytte din garantikapital til akter i perioden: 30. april 2007 - 14. maj 2007. Hvis vi ikke har fået besked senest den 14. maj inden kl. 16.00, vil garantikapitalen blive stående de næste 5 år på samme konto som hidtil og med uændrede rentevilkår.
Besked om ombytning
Der er flere måder, du kan give os besked om, hvorvidt du ønsker at ombytte din garantikapital til aktier:
• | Du kan benytte den vedlagte tegningsblanket og sende den til Aktiebog Danmark i den frankerede svarkuvert. |
• | Du kan aflevere tegningsblanketten i en af vores filialer. |
• | Du kan kontakte din rådgiver og bede hende/ham registrere dit ønske om ombytning af garantikapital til aktier. |
• | Du kan registrere dit ønske om ombytning af garantikapital til aktier på vores hjemmeside www.banktrelleborg.dk." |
Banken har endvidere fremlagt en oversigt over kursudviklingen på bankTrelleborg aktier for perioden fra første handelsdag i juni 2007 til tvangsindløsningen i januar 2008. Det fremgår, at kursen i begyndelsen af perioden oversteg 400 og herefter var faldende. Fra november 2007 var kursen ca. 250.
Parternes påstande.
Den 28. januar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale erstatning.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke tidligere havde investeret i aktier, idet han ikke er risikovillig. Han blev kontaktet af bankens medarbejder og stærkt opfordret til at konvertere sit garantindskud til aktier.
Han fik den opfattelse, at fordelen ved at konvertere ville være meget stor, mens det modsatte ville være meget "dumt". Det blev fra medarbejderens side ikke nævnt, at han kunne "studere uafhængige analyser", men derimod blev han varmt anbefalet at købe aktierne.
Hans samlede investeringer var på ca. 1 mio. kr., og det var således ca. 10 %, som han satsede. Han henviser i den forbindelse til sin risikoprofil, der i november 2007 blev fastlagt til "mellem". Han mener ikke, at 100.000 kr. i bankTrelleborg aktier var en behørig spredning.
Senere i løbet af 2007 skulle han bruge en del midler, hvorfor han med sin "rådgiver" drøftede et eventuelt salg af bankTrelleborg aktierne. Han fik hele tiden at vide, at aktierne var meget sikre og gode og rådet til at undlade at sælge bankTrelleborg aktierne.
Sydbank har anført, at den skriftlige information om muligheden for at ombytte garantindskud til aktier blev fulgt op af klagerens daglige rådgiver, der kontaktede klageren telefonisk.
Rådgivningen skete med udgangspunkt i, at klageren allerede var garant i sparekassen. Ved købet af garantbeviserne havde klageren accepteret risikoen ved at lade garantikapitalen hæfte for sparekassens forpligtelser sammen med sparekassens øvrige reserver.
Hovedformålet med opringningen var at få sikkerhed for, at klageren havde forstået indholdet af det fremsendte skriftlige materiale og herunder konsekvenserne af at undlade at ombytte sine garantbeviser til aktier. Det fordelsprogram, som klageren havde kendt i forbindelse med garantprogrammet, ville falde bort, men fordelene ville kunne opnås ved deltagelse i aktionærprogrammet.
Banken havde ikke en generel instruks om salg af egne aktier. Fra ledelsens side blev der lagt op til, at rådgivere ikke kunne anbefale køb og salg af bankens egne aktier, men alene henvise kunderne til at studere uafhængige analyser af bankens anslåede værdi.
Hertil kommer, at der var poststrejke i den periode, hvor informationsmaterialet blev udsendt, og man kunne derfor ikke være sikker på, at samtlige garanter havde modtaget det skriftlige informationsmateriale.
Finanstilsynet har efter sin undersøgelse konkluderet, at de dagældende regler for rådgivning ved handel med aktier blev fulgt, og at der var handlet i overensstemmelse med god skik.
Med hensyn til den investeringsprofil, som er fremlagt af klageren bemærkes, at denne blev udarbejdet i henhold til reglerne om MIFID, som trådte i kraft med virkning fra 1. november 2007, hvorfor reglerne ikke fandt anvendelse på konverteringstidspunktet. Klagerens henvisning til investeringsprofilen er derfor ikke relevant.
Kursen på bankTrelleborg aktier var på et tidspunkt over kurs 400. Helt frem til den 26. november 2007, hvor aktiekursen var 247, svarende til lidt under klagerens købskurs, havde klageren mulighed for at sælge aktierne uden tab. Herefter fortsatte kursen med at ligge på dette niveau indtil tvangsindløsningen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren reagerede ikke på det skriftlige materiale med tilbuddet om ombytning af garantindskud til aktier i bankTrelleborg, og på et tidspunkt inden 14. maj 2007 rettede klagerens bankrådgiver telefonisk henvendelse til klageren, som herefter besluttede at gøre brug af tilbuddet. Ved erklæringen af 17. november 2003 havde klageren givet tilladelse til, at banken uopfordret kunne kontakte ham telefonisk "i forbindelse med rådgivning og information om nye produkter og serviceydelser". Da klageren ikke herved havde givet udtrykkeligt samtykke til uanmodet telefonisk henvendelse om investeringer eller lignende, finder Ankenævnet, at bankens telefoniske henvendelse til klageren vedrørende muligheden for at ombytte garantindskud til aktier var i strid med § 6 i lov om visse forbrugeraftaler. Efter lovens § 7 indebærer dette, at aftalen ikke er bindende for klageren, men Ankenævnet finder, at klageren, som først påberåbte sig forholdet i forbindelse med sagens indbringelse for Ankenævnet i januar 2008, som følge af passivitet har fortabt sin ret til at gøre ugyldigheden gældende. Ankenævnet har herved - ud over, at der er forløbet mere end et halvt år, før forholdet blev gjort gældende - lagt vægt på, at aftalen vedrører værdipapirer, og at den telefoniske henvendelse skete efter forudgående tilsendelse af informationsmateriale.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at bankens medarbejder har gjort sig skyldig i ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med dennes beslutning om at ombytte sine garantindskud til aktier. Det bemærkes herved, at klageren i forvejen havde påtaget sig den risiko, som bestod i, at garantindskuddene var ansvarlig lånekapital, og at børskursen på aktierne gennem en længere periode efter ombytningen var højere end den kurs på 250, som aktierne ved ombytningen var erhvervet til.
Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at bankens medarbejder har gjort sig skyldig i ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klagerne i forbindelse med klagerens henvendelse om eventuelt salg af aktierne i starten af juli 2007 og slutningen af oktober 2007.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.