Antal af indsatte ydelser på indlånskonto.
| Sagsnummer: | 246 /1993 |
| Dato: | 27-10-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Børnefamilieydelse
|
| Ledetekst: | Antal af indsatte ydelser på indlånskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale børnefamilieydelse indsat på hendes indlånskonto i indklagedes Esbjerg afdeling siden 1991. Kontoens saldo udgjorde pr. 20. april 1993 17.636,44 (negativ).
Indklagede har efter sagens indbringelse for Ankenævnet efterkommet klagerens påstand for så vidt angår seks ydelser à 1.450 kr. udbetalt i perioden 17. januar 1992 til 20. april 1993. Indklagede har derudover nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hendes børnefamilieydelse siden januar 1991 er indgået på kontoen, hvorfor indklagede også bør udbetale hende børnetilskud for 1991.
Indklagede har henvist til kontoudtog, hvoraf fremgår, at der den 20. november 1990 er debiteret rente på kontoen med 533,32 kr., hvorefter saldoen udgjorde 22.268,61 kr. (negativ). Den 30. november 1991 er der på ny debiteret renter på kontoen med 3.967,83 kr., hvorefter saldoen var 26.236,44 kr. Der er således ikke i 1991 indgået beløb på kontoen. Indklagede ser sig ikke i stand til at være klageren behjælpelig med en afklaring af børnefamilieydelserne for 1991, hvorfor klageren bør henvende sig til sin bopælskommune vedrørende spørgsmålet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af kontoudtog vedrørende klagerens konto, at der ikke har været bevægelser på kontoen i 1991, og det må derfor lægges til grund, at klagerens børnefamilieydelse ikke er indgået på kontoen dette år. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at udbetale mere end de seks børnefamilieydelser, i alt 8.700 kr., der allerede er udbetalt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.