Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af gennemført tvangsauktion. Akkord.
| Sagsnummer: | 295 /2004 |
| Dato: | 20-04-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion
Inkasso - forældelse Inkasso - passivitet Akkord - afslag Inkasso - rentens størrelse Inkasso - hæftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af gennemført tvangsauktion. Akkord. |
| Indklagede: | Lån & Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser imod indklagedes resttilgodehavende hos dem, efter at deres ejendom i 1992 blev solgt på tvangsauktion.
Sagens omstændigheder.
Klagerne, der er ægtefæller (M og H), købte i 1987 en fast ejendom i Jylland for 600.000 kr.
Ejendommen var prioriteret med realkreditlån og to private pantebreve.
Klagerne var kunder hos indklagede, hvor de i 1990 havde en lønkonto, en budgetkonto og fire lån, herunder et statsgaranteret studielån og et billån.
I 1991 mistede M sit arbejde, og klagerne satte derfor ejendommen til salg.
Indklagede udarbejdede et budget for klagerne for perioden 1. december 1991 - 30. november 1992. De samlede faste udgifter var på 204.468,90 kr., som skulle dækkes ved månedlige overførsler til budgetkontoen på 17.720 kr., i alt 212.640 kr.
Klagerne har oplyst, at det i januar 1992 var vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen, og at det derfor blev drøftet med indklagede og realkreditinstituttet at nedsætte salgssummen for ejendommen. Uden forudgående orientering standsede indklagede betalingerne på de to private pantebreve i ejendommen og nedsatte pr. februar 1992 de månedlige overførsler til budgetkontoen til 14.789 kr. Efter at have modtaget rykkerskrivelser fra panthaverne fik de telefonisk meddelelse om budgetændringerne, som de accepterede. De orienterede selv panthaverne om beslutningen og fik en aftale med SU-Styrelsen om henstand vedrørende studielånet. Ifølge indklagedes beregninger kunne de øvrige betalinger bibeholdes, indtil budgetperiodens udløb den 30. november 1992, eller til ejendommen blev solgt. Underskuddet på budgetkontoen ville ydermere blive 4.000 kr. mindre end året før.
Klagerne har yderligere oplyst, at de den 28. maj 1992 blev ringet op af en medarbejde hos indklagede, der anbefalede dem at stoppe alle betalinger. De bad om at få anbefalingen skriftligt og henviste i øvrigt til budgetaftalen. De blev først senere på året klar over, at den pågældende medarbejder var deres nye bankrådgiver. I slutningen af juni 1992 modtog de et nyt budget, som indeholdt flere fejl, bl.a. ydelser på et lån, som næsten var indfriet.
Indklagede har hverken kunnet be- eller afkræfte det af klagerne oplyste.
Under sagen er der fremlagt kontoudskrifter for lånene, budgetkontoen og lønkontoen. De to seneste kontoudskrifter for budgetkontoen er dateret henholdsvis den 1. juni 1992 og den 7. december 1992. De seneste to kontoudskrifter for lønkontoen er dateret henholdsvis den 10. juni 1992 og den 7. december 1992. Den 30. juni 1992 var saldoen på budgetkontoen og lønkontoen henholdsvis 27,49 kr. (positiv) og 7.224,67 kr. (negativ). Den 1. juli 1992 blev der overført 8.400 kr. fra lønkontoen til budgetkontoen, som herefter udviste en saldo på 8.427,49 kr. (positiv). Saldoen på lønkontoen var efter overførslen 15.624,67 kr. (negativ). Der blev herefter gennemført enkelte betalinger, hovedsagelig betaling af låneydelser. Bl.a. juni-terminen til realkreditinstituttet, som var på 19.471,55 kr., blev ikke betalt.
Klagerne har anført, at indklagede meddelte, at de ikke længere kunne hæve på deres konti, og at terminen til realkreditinstituttet ikke ville blive betalt. De så sig derfor nødsaget til at stoppe deres lønoverførsler. Indklagede havde accepteret et underskud på budgetkontoen på 23.000 kr., hvorfor det var uberettiget at afvise terminsbetalingen. Det var en klar aftale, at opgørelsestidspunktet var den 1. bankdag i måneden, hvor lønindtægterne var gået ind. Såfremt terminsbetalingen var blevet gennemført, ville underskuddet på kontoen ikke have været større end det underskud, som kontoen havde udvist ved udgangen af hvert kvartal, og som netop var baggrunden for, at de havde en budgetkonto.
Indklagede har anført, at terminsbetalingen blev afvist, idet underskuddet på budgetkontoen ville overskride de tilladte 23.000 kr., såfremt betalingen sammen med de andre betalinger - der også blev afvist - var blevet gennemført i slutningen af juni 1992, uanset om opgørelsestidspunktet var den sidste eller den første dag i måneden. Der var ikke bevilget overtræk på lønkontoen. På baggrund af en samlet vurdering af klagernes økonomi ønskede man ikke at bevilge et overtræk til dækning af klagernes betalinger.
Ved skrivelse af 10. juli 1992 gjorde klagerne indsigelse imod den manglende terminsbetaling.
Klagerne rettede henvendelse til en advokat, som ved skrivelse af 29. juli 1992 meddelte indklagede, at M havde fået arbejde på Sjælland, og at klagerne i samarbejde med deres nye pengeinstitut ville forsøge at afværge en tvangsauktion over ejendommen. Når ejendommen var solgt, og M havde tiltrådt sit nye job, ville der blive udarbejdet et forslag til hel eller delvis betaling af indklagedes tilgodehavende. Advokaten anmodede om, at alle henvendelser om sagen skete til ham.
Ved skrivelse af 30. juli 1992 til klagerne redegjorde indklagede for baggrunden for afvisningen af terminsbetalingen. En kopi af skrivelsen blev fremsendt til advokaten.
Ved skrivelse af 31. juli 1992 indskærpede advokaten, at alle henvendelser om sagen skulle ske til ham.
Den 14. august 1992 fremsendte et firma et købstilbud på 420.000 kr. til den ejendomsmægler, som havde klagernes ejendom til salg. Ved skrivelse af 17. august 1992 blev købstilbuddet forhøjet til 430.000 kr.
Ved skrivelse af ligeledes 17. august 1992 rykkede indklagede klagerne for betaling af forfaldne ydelser på klagernes tre lån (ekskl. studielånet).
Ved skrivelse af 4. september 1992 til klagerne opsagde indklagede engagementet, som var på i alt 163.103 kr. fordelt med 16.702 kr. på lønkontoen, 4.849 kr. på budgetkontoen og henholdsvis 49.753 kr., 94.355 kr. og 444 kr. på de tre lån. Studielånet, som var på 107.560 kr., forudsatte indklagede indfriet i henhold til statsgarantien. Det er anført, at en kopi af skrivelsen er sendt til advokaten.
Ved skrivelse af 10. september 1992 indskærpede advokaten på ny, at henvendelser om sagen skulle ske til ham. Advokaten anførte endvidere, at han ikke som anført i indklagedes skrivelse af 4. september 1992 havde modtaget en kopi.
Indklagede havde pant i klagernes bil og forlangte denne solgt til nedbringelse af billånet. Under sagen er der fremlagt kopi af to købstilbud på henholdsvis 55.000 kr. og 46.000 kr. Indklagede accepterede ikke købstilbuddene og forlangte bilen solgt på auktion. Salget indbragte 58.645 kr., som blev indsat på billånet den 29. oktober 1992. Den 3. december 1992 blev lånet nedbragt med yderligere 1.500 kr. og udviste herefter en saldo på 37.159,53 kr.
Den 21. december 1992 blev ejendommen på begæring af realkreditinstituttet solgt på tvangsauktion for 375.000 kr.
Den 12. januar 1993 afgav klagerne insolvenserklæring i fogedretten, hvor restgælden på billånet inkl. fogedgebyr på 490 kr. og renter blev opgjort til 40.495,03 kr.
Ved skrivelse af 15. maj 2000 rettede indklagede henvendelse til klagerne om restgælden på de tre lån, som ekskl. renter blev opgjort til henholdsvis 40.495,03 kr. (billånet), 49.753 kr. og 444 kr.
Klagerne påpegede, at indklagede trods løfte herom i forbindelse med fogedretssagen ikke var fremkommet med en opgørelse af restgælden. Klagerne redegjorde for deres økonomiske situation, herunder deres gæld til realkreditinstituttet og de private panthavere efter tvangsauktionen. M var som følge af en trafikulykke i 1994 blevet 8 % invalid og havde netop fået åremålsansættelse i fem år.
Ved skrivelse af 7. august 2000 meddelte indklagede, at man på baggrund af klagernes oplysninger var villig til at stille sagen i bero i foreløbig to år.
Ved skrivelse af 15. juli 2004 rettede indklagede henvendelse til klagerne om gælden i henhold til de tre lån, lønkontoen og budgetkontoen, svarende til en samlet hovedstol på 110.346 kr. med tillæg af renter 17 % p.a. i fem år, fogedgebyr på 490 kr. og renter på 2.845,50 kr. opgjort i fogedretten den 12. januar 1993.
Indklagede har under sagen foretaget en korrektion for ikke betalte og nu forældede renter. Indklagede har i den forbindelse frafaldet rentekravet på 2.845,50 kr. og nedsat den samlede hovedstol til 107.758,17 kr.
På baggrund af klagernes oplysninger om deres økonomi forlangte indklagede gælden afviklet med 1.500 kr. pr. måned, hvilket klagerne ikke så sig i stand til.
Af indklagedes prisliste fremgår, at indklagedes mora- og overtræksrentesats er på 17 % p.a.
Parternes påstande.
Den 2. november 2004 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand: "En kompensation for manglende/fejlagtig bankrådgivning/frafald af kravstørrelse, så evt. realistisk beløb kan betales."
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede som følge af fejl og mangelfuld rådgivning har et medansvar for tabet på ejendommen. Som følge heraf bør indklagede frafalde tilgodehavendet helt eller delvist. Indklagede bør i hvert fald acceptere en afviklingsordning, som de har realistisk mulighed for at overholde.
I januar 1992 ændrede indklagede uden deres viden den budgetaftale, der var indgået for perioden 1. december 1991 til 30. november 1992, eller når ejendommen var solgt.
I juni 1992 brød indklagede budgetaftalen ved at afvise deres betalinger, herunder betale terminen til realkreditinstituttet. De var på dette tidspunkt ikke klar over, at deres hidtidige rådgiver, som de havde indgået aftalen med, var blevet forflyttet, og at de havde fået en ny rådgiver.
Indklagedes redegørelse for baggrunden for de afviste betalinger i skrivelsen af 30. juli 1992 er forkert, idet indklagede sammenblander tallene for juni, juli og august. Disse regnskabsfejl har de ikke kunnet påpege tidligere, idet de først i 2004 fik udleveret de seneste kontoudskrifter på engagementet. Trods gentagne anmodninger bl.a. i forbindelse med fogedretssagen nægtede indklagede at fremsende dokumentation for bogføringen. Ved fogedretssagen påpegede dommeren dette forhold og meddelte, at han forventede, at indklagede på grund af den sagsbehandling, de havde været udsat for, ikke ville lade høre fra sig.
Som følge af den sene fremlæggelse af kontoudskrifterne er deres mulighed for at huske detaljer, fremskaffe dokumentation m.v. blevet begrænset.
Indklagede modarbejdede deres samarbejde med advokaten ved at fortsætte korrespondancen med dem, selv om advokaten havde anmodet om, at alle henvendelser skulle ske til ham.
I forbindelse med tvangsauktionen konstaterede de, at den pågældende advokat nu var advokat for realkreditinstituttet, og at der i august 1992 havde været afgivet et bindende købstilbud på ejendommen på 430.000 kr. Den pågældende køber var imidlertid af realkreditinstituttet blevet vejledt til køb af en anden ejendom, som realkreditinstituttet havde erhvervet på tvangsauktion. De mistede herefter troen på, at de kunne få hjælp nogen steder. De blev ikke vejledt om muligheden for at klage.
Indklagede modsatte sig, at ejendommen blev udlejet, og afviste en bilforhandlers vurdering af bilen til 72-74.000 kr.
M skulle bruge en bil i sit nye job. De ønskede at beholde bilen frem for at købe en anden brugt bil, der kort efter købet ville falde i værdi. Dette afslog indklagede, selvom de tilbød at genoptage afviklingen af billånet.
Indklagede har udvist passivitet.
Indklagedes krav er urimeligt højt. I 2000 blev kravet opgjort til ca. 90.000 kr. I 2004 var kravet mere end 200.000 kr.
Indklagedes krav om en afvikling af gælden med en månedlig ydelse på 1.500 kr. er urimeligt. Ifølge deres budget er der til to voksne og et hjemmeboende barn 5.600 kr. pr. måned til rådighed, efter at de faste udgifter er betalt. M er åremålsansat til august 2005, og en eventuel forlængelse med tre år er usikker. På grund af invaliditet har M kun begrænsede arbejdsmuligheder. De er begge afhængige af biltransport til arbejde og i arbejdet.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at indklagede er uden ansvar for, at klagernes ejendom blev solgt på tvangsauktion.
Det var berettiget at afvise klagernes betalinger, idet der ikke var dækning herfor. Det påhvilede klagerne at påse, at der var tilstrækkelig dækning for de aftalte betalinger. Det var ikke afvisningen af terminsbetalingen, men klagernes manglende betalingsevne, der var årsag til tvangsauktionen.
Tvangsauktionen blev gennemført på begæring af realkreditinstituttet.
Indklagede havde ikke pant i klagernes ejendom, og det er derfor usandsynligt, at man skulle have afslået, at klagerne udlejede denne.
Det beklages, såfremt klagerne i foråret 1992 ikke blev informeret om, at de var blevet tildelt en ny bankrådgiver.
Engagementet var misligholdt den 4. september 1992, hvor opsigelsen fandt sted. Som følge af misligholdelsen kunne klagerne ikke kræve, at billånet blev reetableret, og det var berettiget at kræve den pantsatte bil solgt for den bedst mulige pris. Af de fremlagte bilag fremgår, at klagerne fik tilbudt 55.000 kr. for bilen. Det var berettiget at afvise tilbuddet, idet bilen forventedes at kunne indbringe mere på auktion, hvilket viste sig at være korrekt.
I 1992 blev posteringsoversigter automatisk fremsendt til kunderne for hver 30 bevægelser. Da der i perioden juni/juli-december 1992 ikke var 30 bevægelser på klagernes konti, fik de ikke automatisk tilsendt posteringsoversigter i denne periode. Efter en edb-omlægning i 1995 har man ikke kunnet udskrive posteringsbilag, som de under sagen fremlagte. Det må derfor antages, at klagerne i 1992 eller 1993 har modtaget udskrifterne fra december 1992. Klagerne har i perioden 1992-2000 heller ikke anmodet om at få tilsendt posteringsoversigter.
I maj 2000 valgte man alene at rykke for gælden i henhold til de tre lån. Dette var imidlertid ikke et udtryk for, at man havde frafaldet gælden i henhold til lønkontoen og budgetkontoen. Ved opgørelsen i 2004 blev samtlige gældsposter medtaget, ligesom der blev beregnet renter i fem år.
Gælden er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4, mens renterne af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908. Den omstændighed, at man gennem en årrække undlod at rette henvendelse til klagerne vedrørende gælden, kan derfor ikke medføre, at fordringerne anses for bortfaldet.
Indklagede er ikke forpligtet til at indgå en aftale med klagerne om, at de kan frigøre sig ved betaling af et mindre beløb.
På baggrund af klagernes nuværende økonomiske situation har man vurderet, at klagerne er i stand til at betale 1.500 kr. pr. måned.
Klagerne har udvist passivitet ved først nu at gøre indsigelse.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at sagen er uegnet til behandling i Ankenævnet, da en afklaring af handlingsforløbet kræver afhøring af vidner under strafansvar.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må anses for uafklaret, om klagerne kunne have undgået tabet på ejendommen, såfremt terminsbetalingen i sommeren 1992 ikke var blevet afvist af indklagede. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke, at indklagede som følge af afvisningen er forpligtet til at betale erstatning. Ankenævnet finder heller ikke, at klagerne har godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar.
Gælden er omfattet af den 20-årige forældelse i medfør af Danske Lovs 5-14-4 og er derfor ikke forældet.
Ved den fornyede opgørelse under sagen har indklagede frafaldet ikke betalte renter, som nu er forældede efter den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908.
Der er ikke grundlag for at tilsidesætte morarentesatsen på 17 % p.a. som urimelig.
Det bemærkes, at forældelsen af renterne må anses for afbrudt den 13. december 2004, da Ankenævnet modtog indklagedes svarskrift med påstand om frifindelse, jf. Ankenævnets kendelse af 30. november 1998 i sag nr. 169/1998.
Sammenholdt med forældelsesreglerne kan den forløbne tid ikke i sig selv begrunde, at kravet skulle være fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder endvidere ikke, at indklagede har bibragt klagerne en berettiget forventning om, at fordringerne ikke ville blive gjort gældende. Indklagede har derfor ikke udvist retsfortabende passivitet.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere en akkord eller en bestemt afviklingsordning.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.