Afgørelse

Lånetilsagn i forbindelse med omprioritering.

Klageren ejede en ejendom, der blandt andet var belånt af det indklagede realkreditinstitut samt et efterstående forsikringsselskab. Klageren havde i en periode ikke betalt sine terminsydelser rettidigt, og der var som følge heraf berammet tvangsauktion over ejendommen. I februar 1992 rettede forsikringsselskabet henvendelse til instituttet og anmodede på vegne af klageren dels om en afdragsordning, dels om berostillelse af inkasso, under henvisning til, at der var opnået aftaler med de øvrige rettighedshavere i ejendommen og afværgefrist for tvangsauktionen.

I maj 1992 fremsendte instituttet en beregning og et lånetilbud til klageren, som forudsatte, at forsikringsselskabet ville lade sit pantebrev rykke for det nye lån. I juni 1992 meddelte instituttet klageren, at man var indstillet på at yde et reservefondslån på 21.000 kr. til dækning af restancerne i ejendommen, hvis reservefondspantebrevet kunne få pant efter instituttets omprioriteringslån og forud for pantebrevet til forsikringsselskabet. Dette tilbud blev den 10. september 1992 forhøjet til 45.000 kr. Den 14. september 1992 fremsendte sagsbehandleren et brev til klageren, hvoraf det fremgik, at der snarest muligt ville blive fremsendt et pantebrev på 45.000 kr. Den 15. oktober 1992 afslog realkreditinstituttet efter en fornyet gennemgang af sagen at bevilge omprioriteringslånet og udstedelsen af reservefondspantebrev. Dette skete med henvisning til forsikringsselskabet som efterstående panthaver.

Realkreditinstituttet overtog efterfølgende ejendommen på tvangsauktionen og opgjorde i januar 1993 sit tab til 54.178 kr., som blev gjort gældende som personlig fordring mod klageren.

Klageren nedlagde over for Ankenævnet påstand om, at instituttet ved ikke at overholde indgåede aftaler om omprioritering havde handlet ansvarspådragende og derfor ifaldt et erstatningsansvar. Instituttet påstod frifindelse.

Til brug for sagen blev der indhentet redegørelser fra det efterstående forsikringsselskab, et andet realkreditinstitut samt fra klagerens pengeinstitut.

Nævnet fandt det kritisabelt, at realkreditinstituttet i skrivelsen af 15. oktober 1992 ikke havde givet en reel begrundelse for afslaget på at give omprioriteringslånet samt reservefondslånet. Nævnet fandt imidlertid ikke, at realkreditinstituttet havde handlet ansvarspådragende ved at afslå at give lånene under hensyn til, at klageren undlod at betale ydelser, der skulle betales, efter at tilsagnet om reservefondslånet var givet, og som ikke kunne antages at være omfattet heraf. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.