Afgørelse

Spørgsmål om tilbageførsel af disposition foretaget af konto-havers fuldmægtig, efter at fuldmægtig var fratrådt som ad-ministrator.

Indledning.

Denne klage vedrører en konto tilhørende en ejerforening, hvortil ejerforeningens administrator havde fuldmagt. Efter sin fratræden overførte administrator beløb fra foreningens konto, inden indklagede var bekendt med administrators fratræden.

Sagens omstændigheder.

Klageren under denne sag er en ejerforening. Ejerforeningen fik på et ikke nærmere angivet tidspunkt bevilliget en kassekredit på 150.000 kr. af et pengeinstitut, der efterfølgende er fusioneret med indklagede. Kopi af udateret, men af ejerforeningen underskrevet kassekreditkontrakt er fremlagt under sagen.

Af skrivelse af 23. juli 1997 til ejerforeningen fremgår, at kassekredittens maksimum blev nedskrevet til 50.000 kr., der skulle være gældende indtil videre.

Ejerforeningen har oplyst, at på foreningens ordinære generalforsamling den 13. november 1997 nedlagde foreningens administrator T sit mandat. T havde fuldmagt til ejerforeningens kassekredit.

Ved skrivelse dateret 13. november 1997 meddelte ejerforeningen indklagede, at T's adgang til at disponere over foreningens konto skulle spærres med omgående virkning. Skrivelsen blev telefaxet natten mellem den 13. og den 14. november 1997 til indklagede samt ejerforeningens øvrige pengeinstitut. Af skrivelsen fremgår, at ejerforeningen forbeholdt sig ret til at kræve erstatning "i videst muligt omfang for sine tab, såfremt spærringen for [T's] dispositionsret ikke gøres effektiv med omgående virkning."

Ejerforeningens kredit var tilsluttet indklagedes teleservice, og T kunne på denne måde disponere over kontoen.

Den 14. november 1997 klokken 7.39 overførte T via teleservicesystemet 34.693,57 kr. fra ejerforeningens konto til en anden konto hos indklagede, ifølge det oplyste T's egen konto. Saldoen på ejerforeningens konto var herefter 38.650,87 kr. (positiv).

Den 14 november 1997 klokken 8.56 foretog indklagede spærring af ejerforeningens konto.

Ejerforeningen har anført, at man samme dag klokken 10 kontaktede afdelingen med forespørgsel om spærringen. Kontoens saldo blev oplyst til 76.981,94 kr., ligesom det blev oplyst, at T intet havde hævet inden for de sidste tre dage. Indklagede har anført, at man stiller sig uforstående her over for, idet hævningen den 14. november 1997 var sket online og mere end 2 timer før ejerforeningens henvendelse.

Under sagen er fremlagt kontoudtog pr. 31. december 1997 og pr. 31. marts 1998, der begge er stilet til T.

Ejerforeningen har anført, at man primo april 1998 blev bekendt med T's hævning den 14. november 1997, idet man først på dette tidspunkt fik udleveret papirer med videre fra T. Ejerforeningen anmodede herefter forgæves afdelingen om at tilbageføre hævningen.

Ved skrivelse af 12. oktober 1998 rettede ejerforeningen henvendelse til indklagedes direktion med anmodning om tilbageførsel af det af T hævede beløb. Ved skrivelse af 22. s.m. afviste indklagede kravet.

Ved skrivelse af 7. november 2002 rettede ejerforeningen på ny henvendelse til indklagedes direktion med anmodning om betaling af det i november 1997 af T hævede beløb. Ejerforeningen anførte blandt andet:

"Men vi har ikke forståelse for, at banken ikke selv generelt er opmærksom på, at der efter en spærring senere kan dukke transaktioner op, som skal udelades, herunder bliver opmærksom på [T's] overførsel og ikke omgående af egen drift forsøger at tilbageføre beløbet og i øvrigt ikke på nogen måde, hverken pr. telefon, fax eller brev giver ejerforeningen besked herom.

Ej heller i tiden herefter bliver ejerforeningen orienteret om transaktionen, - selv efterfølgende kontoudtog blev fortsat sendt alene til [T] , som vi af gode grunde ikke fik nogen information fra (ligesom vi i øvrigt måtte kæmpe gennem flere måneder for at få udleveret ejerforeningens papirer] "

Ved skrivelse af 3. december 2002 afviste indklagede, at der var begået fejl og henviste ejerforeningen til at kræve beløbet betalt af T.

Den 14. november 2002 indgav ejerforeningen klage til Ankenævnet.

Parternes påstande.

Ejerforeningen har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 34.693,57 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Ejerforeningen har anført, at foreningen ikke er en erhvervsdrivende forening, men en sammenslutning af private personer. Ved kassekredittens oprettelse blev der intet oplyst om, at foreningens retsstilling ved lånoptagelsen var ringere end privates retsstilling. Det fremgår ikke af den fremlagte - svært læselige -kopi af kreditten, at der skulle være tale om en erhvervskredit.

Efter ejerforeningens telefoniske henvendelse den 14. november 1997, om hvorvidt spærringen var igangsat undlod indklagede at gøre opmærksom på, at T havde hævet det omstridte beløb, ligesom indklagede fortsatte med at sende kontoudtog til T. Selv om medarbejderen ved den telefoniske henvendelse ikke kunne se hævningen, burde pågældende, når edbkørslen var sket, have kontaktet ejerforeningen.

Det bestrides, at der er udvist passivitet. Man har først senere af en tidligere ansat hos indklagede fået oplyst, at indklagedes regler ikke ville have været til hinder for, at beløbet kunne have været ført tilbage, såfremt det var sket inden for meget kort tid og helst samme dag og særligt, da der var tale om overførsler mellem konti i samme bank.

Da man ikke hurtigt modtog besked om hævningen, var man afskåret fra at handle hurtigt over for T. I februar 1998 måtte ejerforeningen antage ekstern bistand for at få papirer udleveret fra T.

Ejerforeningen havde først behov for kontoudtog i forbindelse med rekonstruktion af regnskaber, hvilket først kunne ske efter at man havde modtaget papirer fra T.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører overførslen fra en erhvervskredit bevilliget på erhvervsvilkår, ligesom indklagedes teleservice kun kan anvendes af erhvervskunder og kun i erhvervsmæssig sammenhæng.

Klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold og adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klagen bør derfor afvises efter Ankenævnets vedtægters §2, stk. 2. og stk. 3.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der er gået mere end fire år, siden man afviste ejerforeningens krav ved skrivelsen af 22. oktober 1998. Klageren har udvist passivitet ved i forlængelse heraf at have undladt at forfølge kravet yderligere.

Indklagede registrerer alene spærringer af konti/tilbagekaldelse af fuldmagter indenfor åbningstiden. Straks efter at indklagede var åbnet den 14. november 1997 registrerede man klokken 8.56 spærringen. Tilbagekaldelsen af fuldmagten til T kunne således først få virkning fra dette tidspunkt.

T's disposition over kreditten skete via teleservicesystemet og var en konto til kontooverførsel og var sket forinden, nemlig samme dag klokken 7.39.

Indklagede kan ikke uden modtagerens accept tilbageføre en overførsel, der allerede er bogført på modtagerens konto.

Det er ikke godtgjort, at ejerforeningen har lidt et tab som påstået, og det er heller ikke godtgjort, at beløbet blev hævet med urette.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke efter det oplyste grundlag for at anse klageren for at være erhvervsdrivende. Allerede som følge heraf tages indklagedes afvisningspåstand ikke til følge.

Via indklagedes teleservicesystem overførte T den 14. november 1997 klokken 7.39 det omstridte beløb fra foreningens konto til en anden konto hos indklagede. Da overførslen således ved indklagedes sædvanlige åbningstid var sket og bogført på modtagerens konto, ville det være uberettiget af indklagede at tilbageføre beløbet i forhold til modtageren af beløbet.

Da der heller ikke i øvrigt er påvist fejl eller forsømmelser hos indklagede, der kan medføre et erstatningsansvar,

Klagen tages ikke til følge.