Afgørelse

Opsigelse af lån. Differencerente.

Klageren ejede en blandet ejendom til henholdsvis beboelses- og industriformål. Klageren beboede ejendommen og drev fra denne gravørvirksomhed. I ejendommen indestod der lån til det indklagede realkreditinstitut. Efterfølgende blev industridelen af ejendommen udlejet til et af klageren ejet anpartsselskab. Forud for en af instituttet begæret tvangsauktion over ejendommen blev det aftalt, at anpartsselskabet skulle overtage ejendommen på tvangsauktionen, og at der efterfølgende skulle foretages låneomlægning. Efter tvangsauktionen opstod der en diskussion mellem parterne om, hvordan de på tvangsauktionstidspunktet værende restancer skulle afvikles. Klageren var af den opfattelse, at restancerne skulle indgå i låneomlægningen, mens instituttet forlangte restancerne berigtiget kontant. Efter en længere dialog mellem parterne blev restancerne berigtiget delvis kontant og delvis ved oprettelse af et reservefondslån hos instituttet. Låneomlægningen blev gennemført den 13. december 1996. Ved indfrielsen af de to indestående lån betalte klageren differencerente på i alt 31.395 kr. for perioden 13. december 1996 til 31. marts 1997. Klagerens advokat protesterede efterfølgende forgæves over differencerentebeløbet, som han fandt var opkrævet med urette, idet instituttet burde have foretaget låneomlægningen i direkte tilslutning til tvangsauktionen, og herunder have opsagt det gamle lån eller rådgivet klageren om, at en sådan opsigelse skulle foretages.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbagebetale ham den opkrævede differencerente. Instituttet påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Nævnet anså sig for kompetent til at behandle klagen, jf. nævnsvedtægternes § 2, stk. 2. Efter Nævnets opfattelse havde klageren ikke godtgjort, at instituttet havde givet selskabet eller dets advokat tilsagn om eller på anden måde forpligtet sig til, at der skulle ske låneomlægning i direkte forlængelse af tvangsauktionen. Det kunne heller ikke kritiseres, at instituttet ikke tog initiativ til at rådgive selskabet - der var repræsenteret ved advokat - med hensyn til opsigelse af lånene. Der var ikke i øvrigt anført noget i sagen, der kunne begrunde tilbagebetaling af den opkrævede differencerente, og Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.