Pantebrev i fast ejendom opbevaret i sikkerhedsdepot i pengeinstitut. Spørgsmål om ansvar for manglende oplysning om tvangsauktion over den pantsatte ejendom.
| Sagsnummer: | 431 /1997 |
| Dato: | 06-05-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion
Depot - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Pantebrev i fast ejendom opbevaret i sikkerhedsdepot i pengeinstitut. Spørgsmål om ansvar for manglende oplysning om tvangsauktion over den pantsatte ejendom. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I efteråret 1986 solgte klageren sin ejerlejlighed, i hvilken forbindelse køberen udstedte et 10% sælgerpantebrev på 44.963,50 kr. til klageren.
Pantebrevet blev indlagt i depot hos indklagede til sikkerhed for klagerens engagement. Der blev i den forbindelse tinglyst en meddelelsespåtegning til indklagedes Valby afdeling.
På grund af misligholdelse opsagde indklagede ved skrivelse af 8. oktober 1991 pantebrevet over for debitor. Restgælden var 39.560,45 kr.
På begæring af BRFkredit blev lejligheden solgt på tvangsauktion den 5. november 1992 for 87.000 kr. til Nykredit. Hæftelserne forud for klagerens pantebrev udgjorde i alt 214.535,36 kr. Et lån til BRFkredit opgjort til ca. 102.000 kr. med prioritet forud for klageren opnåede ikke dækning. Ifølge salgsopstillingen, der er dateret 9. september 1992, er fordringen i henhold til klagerens pantebrev afsat med pantebrevets hovedstol, idet rekvirenten ikke havde modtaget nærmere opgørelse. Prioritetsopgørelse blev fremsendt af indklagede ved telefax af 10. september 1992 til rekvirentens advokat.
Det fremgår, at klagerens engagement med indklagede i december 1992 blev drøftet med klageren.
I efteråret 1993 blev der mellem klageren og indklagede samt klageren og skattemyndighederne korresponderet om pantebrevet, idet indklagede fejlagtigt i udskrifterne for depotet havde anført, at klageren havde modtaget ydelser på pantebrevet efter den 11. juni 1991. Der var samtidig blevet indberettet en renteindtægt til skattemyndighederne, som klageren ikke havde oppebåret.
I skrivelse af 16. august 1993 til indklagede om den fejlagtige registrering af ydelser på pantebrevet anførte klageren bl.a.:
"Når sagen er ordnet, må du godt orientere mig, så jeg kan hente pantebrevet, eftersom det ikke behøver at være i depot længere."
Ifølge klageren blev han i november 1995 opmærksom på, at pantebrevet var blevet slettet på tvangsauktion.
Den 26. november 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning svarende til pantebrevets restgæld med tillæg af rente 10%.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede undlod at oplyse ham om tvangsauktionen, og at han derfor ikke fik mulighed for at varetage sine interesser i forbindelse hermed. Ved opsigelsen af pantebrevet blev det aftalt at se tiden an og afvente en reaktion fra de øvrige panthavere. Han var løbende i kontakt med indklagede dels vedrørende den fejlagtige registrering af ydelser på pantebrevet, som første gang blev konstateret primo 1992, dels ved løbende forlængelser og ændringer af engagementet, hvor pantebrevet blev omtalt som værende en realitet, der indgik til sikkerhed for engagementet. Han anmodede om udlevering af pantebrevet for at spare depotafgift og for at undgå yderligere fejlregistreringer vedrørende pantebrevsydelsen. Såfremt han havde været bekendt med tvangsauktionen, havde han haft mulighed for at generhverve lejligheden og videresælge denne med en sandsynlig gevinst, der kunne dække tabet på pantebrevet. Tvivlen om disse gevinstmuligheder og tabets størrrelse i øvrigt bør under hensyntagen til sagens omstændigheder komme indklagede til skade.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren i oktober 1992, eller i hvert fald inden tvangsauktionen fandt sted, blev orienteret om, at indklagede ikke ville byde på tvangsauktionen, da det måtte forventes, at der ikke kunne opnås dækning. Klageren var enig i vurderingen og gav udtryk for, at han heller ikke selv havde tænkt sig at byde. Det fremgår af klagerens skrivelse af 16. august 1993, at han var bekendt med, at pantebrevet ikke havde nogen værdi og derfor lige så godt kunne udleveres. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse af sagen på grund af parternes modstridende opfattelse af handlingsforløbet forudsætter en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises.
Ankenævnets bemærkninger:
Allerede fordi det ikke findes sandsynliggjort, at klageren har lidt noget tab som følge af, at han ikke fra indklagede modtog underretning om den omhandlede tvangsauktion, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagen til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.