Afgørelse

Personlig fordring. Overbelåning.

Klageren og hans daværende ægtefælle købte i 1985 en ejerlejlighed og overtog i den forbindelse to lån til det indklagede realkreditinstitut, som var udbetalt i november 1979. I februar 1990 overtog instituttet ejerlejligheden på tvangsauktion for et bud på 631.000 kr. af de samlede fordringer på 666.183 kr. Instituttet gjorde i januar 1995 en personlig fordring på 55.184 kr. gældende mod klageren. Efter kontantomregning efter obligationskursen pr. auktionsdagen og tillæg af 5 års renter udgjorde det samlede krav 135.662 kr. I september 2003 informerede instituttet klageren om, at fordringen var blevet halveret efter indgåelse af aftale med den tidligere meddebitor, således at tabet kunne opgøres til 58.401 kr., inklusive renter. Efter henvendelse fra klageren om en sammentællingsfejl ved opgørelsen blev fordringen reberegnet til 14.469 kr. Klageren afviste efterfølgende at betale det krævede beløb under henvisning til, dels at lånet ud fra hans beregninger var ydet ud over de legale lånegrænser i 1979, og at han derfor ikke kunne hæfte for noget, dels at der var udvist passivitet fra instituttets side. Instituttet fastholdt, at klageren hæftede for lånene, og henviste til forældelsesreglerne.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at fordringen var bortfaldet som følge af passivitet, idet tvangsauktionen fandt sted i 1990, og idet instituttet i 1995 og årene herefter løbende havde gjort klageren opmærksom på mellemværendet. Nævnet henviste til, at realkreditlovgivningens regler om lånegrænser er offentligretlige regler, som har til formål at sikre obligationsejerne, og at der ikke heri er hjemmel til at fritage en låntager for den del af et realkreditlån, der måtte være ydet i strid med de legale lånegrænser. Der er heller ikke grundlag for at tilsidesætte en sådan låneaftale helt eller delvist i medfør af aftalelovens § 36, da der ikke ved sådanne låneaftalen er handlet urimeligt over for låntageren. Dette gælder ifølge Nævnet, uanset om debitor selv har optaget lånet eller er blevet debitor ved gældsovertagelse. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.