Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod lån ydet til dækning af betaling for behandling mod hårtab.

Sagsnummer: 3 /2008
Dato: 03-06-2008
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Dørsalgsloven
Kreditaftaleloven - trepartsforhold
Ledetekst: Indsigelse mod lån ydet til dækning af betaling for behandling mod hårtab.
Indklagede: EkspresBank (HandelsFinans)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod et lån på 38.000 kr. ydet af EkspresBank til dækning af klagerens betaling for en behandling mod hårtab.

Sagens omstændigheder.

Den 13. november 2007 underskrev klageren en aftale med et firma, F, om en behandling mod hårtab. Aftalen omfattede 47 behandlinger over en periode på 12 måneder, og den samlede pris var 38.000 kr. Til finansiering af behandlingen underskrev klageren samme dag hos F en låneaftale om et lån i EkspresBank på 38.000 kr., som skulle afvikles med månedlige ydelser på 1.583,34 kr., første gang den 1. januar 2008. Rentesatsen var variabel 0 % p.a., og lånet blev ydet uden stiftelsesomkostninger. Af låneaftalen fremgår bl.a.:

"…

Låntager giver EkspresBank A/S fuldmagt til at udbetale lånets hovedstol fratrukket eventuelle indfrielser, renter og betalte afdrag til forhandlerens konto.

Låntager erkender herved at skylde EkspresBank A/S det lånte beløb med tillæg af renter, eventuelle gebyrer og omkostninger.

Låntager kvitterer samtidig for at have modtaget kopi af låneaftalen og almindelige forretningsbetingelser.

…"

Af EkspresBanks almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"…

10. Fortrydelsesret

Ifølge forbrugeraftalelovens § 17 kan låntager fortryde en aftale om en finansiel tjenesteydelse indenfor 14 dage, hvis aftalen er:

-

En fjernsalgsaftale, hvilket er en aftale indgået ved brug af fjernkommunikation, eksempelvis via telefon eller internet.

-

Indgået f.eks. ved et møde på låntagers bopæl.

Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, låntager har modtaget den aftalte ydelse.

Låntager har efter forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger, blandt andet om fortrydelsesretten og det produkt låntager har bestilt. Fortrydelsesfristen løber ikke, før låntager har modtaget disse oplysninger på skrift (f.eks. på papir, elektronisk post eller i en kreditaftale).

Såfremt låntager udnytter fortrydelsesretten skal låntager tilbagelevere det låneprovenu låntager har modtaget, samt betale et ekspeditionsgebyr på 500,00 kr.

…"

Lånet blev udbetalt den 16. november 2007.

Ved brev af 6. december 2007 anmodede klageren EkspresBank om at annullere lånet.

Ved brev af 7. december 2007 til F meddelte klageren, at han ønskede at annullere aftalen, idet han ikke havde tillid til F's produkter og behandlingsmetoder. Klageren returnerede nogle produkter, som han havde fået udleveret af F.

EkspresBank afslog klagerens anmodning, men erklærede sig indstillet på at sætte afdragsbetalingen i bero frem til den 1. marts 2008 med henblik på, at klageren kunne få afklaret sit mellemværende med F. Banken oplyste, at den skriftligt havde opfordret F til at tilbagebetale lånebeløbet til klageren.

Parternes påstande.

Den 4. januar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at EkspresBank skal annullere lånet.

EkspresBank (HandelsFinans) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han efter indgåelsen af aftalen med F via dagspressen blev bekendt med, at F's behandlinger ikke havde nogen effekt. Han ønskede derfor ikke at gennemføre behandlingen som aftalt.

Det må formodes, at F reelt ville gennemføre en virkningsløs behandling efterfulgt af en behandling med påsætning af kunstigt hår, som indebærer vedvarende konsultationer hos F.

F gav ikke fyldestgørende oplysninger om hverken behandlingen, de produkter han fik udleveret eller betingelserne for lånet. Han føler sig misinformeret og ført bag lyset både for så vidt angår behandlingen og for så vidt angår lånet.

Ifølge en advokat, som han har taget kontakt til, har banken med den låneaftale, som blev udskrevet af F, ikke opfyldt nogle nye og strammere bankregler, som trådte i kraft den 1. september 2007.

Han modtog kun udskriften af låneaftalen fra F og har aldrig pr. post modtaget noget fra banken.

EkspresBank har anført, at klageren ved låneoptagelsen modtog en kopi af låneaftalen og bankens forretningsbetingelser, jf. klagerens kvittering herfor med sin underskrift på låneaftalen.

Klageren blev således ved låneoptagelsen den 13. november 2007 oplyst om fortrydelsesretten, jf. lov om forbrugeraftaler og bekendtgørelse nr. 972 af 2004 vedrørende oplysning om fortrydelsesret i henhold til lov om forbrugeraftaler. Klageren rettede først henvendelse til banken den 6. december 2007, på hvilket tidspunkt fortrydelsesfristen på 14 dage var udløbet.

Aftalegrundlaget opfylder gældende krav til låneaftaler som fastlagt i kreditaftaleloven, hvorfor låneaftalen med klageren er fuldt ud gyldigt indgået.

Låneoptagelsen skete i sammenhæng med købet af en hårbehandlingskur hos F. Der er derfor tale om et trepartsforhold som beskrevet i kreditaftalelovens § 33. En eventuel mangelindsigelse over for F kan derfor også gøres gældende over for banken.

Mangelspørgsmålet vedrører en køberetlig problemstilling, der rettelig bør løses mellem klageren og F ved Forbrugerklagenævnet eller om nødvendigt ved domstolene.

De af klageren under nærværende sag fremlagte artikler opfylder ikke de krav, der må stilles til dokumentation for en hævebegrundende mangel.

Banken er indstillet på at stille opkrævningerne af ydelserne på lånet i bero, indtil klagerens mangelindsigelser er blevet prøvet ved rette myndighed.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

EkspresBank har anført, at klageren ved låneoptagelsen blev oplyst om sin fortrydelsesret med hensyn til lånet, jf. bankens almindelige forretningsbetingelser, hvori der oplyses om retten til inden for 14 dage at fortryde en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse. Ved sin underskrift på låneaftalen kvitterede klageren for modtagelsen af de almindelige forretningsbetingelser, og klageren har ikke under sagen bestridt, at han blev informeret om fortrydelsesretten.

Det lægges herefter til grund, at fortrydelsesfristen var udløbet, da klageren ved brev af 6. december 2007 gjorde indsigelse mod lånet over for banken, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1 og 2.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om de under sagen fremlagte almindelige forretningsbetingelser i sig selv opfylder kravene til oplysning om fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser, ligesom Ankenævnet ikke har anledning til at tage stilling til de konkrete konsekvenser ved en eventuel udnyttelse af fortrydelsesretten.

Med henvisning til, at der er tale om et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2, har banken accepteret, at klageren jf. § 33 kan gøre eventuelle indsigelser om mangler eller urimelige aftalevilkår gældende over for banken. Dette spørgsmål må søges afklaret i en sag mellem klageren og F ved Forbrugerklagenævnet eller om nødvendigt ved domstolene. Banken har erklæret sig indstillet på at stille opkrævningen af ydelserne på lånet i bero herpå.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.