Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar i forbindelse med udarbejdelse af boligberegning.

Sagsnummer: 475 /1999
Dato: 24-05-2000
Ankenævn: Peter Blok, Lars Christensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Boligberegning
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar i forbindelse med udarbejdelse af boligberegning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med udarbejdelse af en boligberegning forud for klagernes køb af en fast ejendom.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H.

Klagerne rettede i sommeren 1997 henvendelse til indklagede i forbindelse med købet af en bestemt fast ejendom.

Indklagede udarbejdede den 1. og 7. august 1997 to rådighedsberegninger. Beregningerne viste et månedligt rådighedsbeløb på henholdsvis 5.592 kr. og 7.860 kr.

Indklagede har anført, at man på grundlag af den første beregning afviste at medvirke til at finansiere boligkøbet. Klagerne foreslog herefter at udskifte deres bil med en billigere. Dette i kombination med omlægning af et banklån medførte den ændrede beregning med et større rådighedsbeløb.

I beregningerne, der er fremlagt under sagen, er klagernes indkomst i begge anført med henholdsvis 233.000 kr. for M og 130.000 kr. for H. Beregningerne angives at være vejledende og "foretaget på baggrund af Deres egne oplysninger og skøn over indkomst og udgifter. Er oplysningerne forkerte, er banken ikke ansvarlig".

Klagerne har anført, at indklagede modtog kopi af deres lønsedler. Heraf fremgik, at H modtog sygedagpenge i forbindelse med en graviditet. Efter endt barsel modtog hun den lave dagpengesats, uanset at hun var fuldtidsforsikret. Ifølge indklagede gav klagerne udtryk for, at der skulle anvendes højeste understøttelse, og man var ikke bekendt med H's lave understøttelse. Man modtog ikke kopi af lønsedler, idet lønindtægter blev budgetteret på grundlag af mundtlige oplysninger.

I april 1998 opnåede H beskæftigelse, og senere på året blev der foretaget en omlægning af klagernes gæld til indklagede samt omlægning af realkreditlån.

I sommeren 1999 satte klagerne efter råd fra indklagede ejendommen til salg med henblik på at flytte til en lejet bolig. Ved årsskiftet 1999/2000 flyttede klagerne til et lejet rækkehus.

Parternes påstande.

Klagerne har den 19. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at dække et forventet underskud ved salget af ejendommen samt betale erstatning på 30.000 kr. som kompensation for ødelæggelse af deres ægteskab/familieliv.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede i forbindelse med udarbejdelse af beregningerne modtog kopi af lønsedler. De gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at H var fuldtidsforsikret, men kun modtog den lave understøttelse.

Efter købet af ejendommen blev de i løbet af et par måneder opmærksomme på, at deres faktiske rådighedsbeløb var mindre end forudsat. De kontaktede indklagede og indklagedes medarbejder indrømmede, at han havde begået en regnefejl.

I foråret 1999 fik de en anden bankrådgiver, som de orienterede om sagsforløbet. Den nye rådgiver kontaktede den tidligere rådgiver, som bekræftede deres fremstilling af sagen.

Indklagede har begået en fejl ved udfærdigelsen af beregningerne. Indklagede bør som følge heraf betale erstatning svarende til det tab, som de forventer opstår i forbindelse med et formentligt tvangssalg af ejendommen.

Indklagede bør herudover betale dem et kompensationsbeløb som følge af den belastning, det har været for deres ægteskab. Den ene af dem har måttet søge psykiatrisk hjælp.

Indklagede har anført, at klagerne på grundlag af indklagedes beregning besluttede sig for købet af huset.

Beregningerne blev udfærdiget i overensstemmelse med klagernes oplysninger om forventede indtægter. Skriftlig dokumentation i form af lønsedler kræves kun, hvis man ikke har anledning til at tro, at de modtagne oplysninger er korrekte.

Indtægterne viste sig ikke at være korrekte som følge af, at de oplyste indtægter ikke blev realiserede.

Det bestrides, at indklagede var i besiddelse af oplysninger om, at H ikke kunne få fuld understøttelse.

Beregningerne udviser ikke regnefejl, ligesom der ikke er udeladt udgiftsposter. Der er således ikke udvist ansvarspådragende adfærd fra indklagedes side.

Af beregningerne fremgår, at disse er vejledende og foretaget på grundlag af klagernes egne oplysninger og skøn over indkomst og udgifter.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende lægger Ankenævnet til grund, at indklagede ved udarbejdelsen af boligberegningerne lagde de oplysninger vedrørende klagernes forventede indtægter til grund, som mundtligt blev oplyst af klagerne. Hertil kommer, at det måtte påhvile klagerne selv at kontrollere beregningernes oplysninger om indtægter m.v. Der er heller ikke påvist andre fejl i de af indklagede udfærdigede beregninger. Der er herefter ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.