Afgørelse

Rådgivning. Inkonverterbart lån. Kurssikring.

I 1987 overtog klageren ejendom 1 med et inkonverterbart lån til det indklagede realkreditinstitut. Af såvel slutseddel og skøde som det for lånet udstedte pantebrev fremgik det, at lånet havde særlige indfrielsesvilkår og kun kunne indfries med obligationer. Klageren overvejede salg af ejendom 1 og forespurgte instituttet, om det inkonverterbare lån kunne overflyttes til en ny ejendom. Dette gav instituttet tilsagn om, hvis en række betingelser blev opfyldt, herunder at klageren ikke fik del i provenuet, at efterstående rettighedshavere kvitterede deres tilgodehavender, at klageren underskrev frivilligt forlig, og at myndighederne godkendte overførslen. Klageren indgik en købsaftale, som indeholdt en ydelsesreguleringsklausul. I april 1994 godkendte Boligministeriet generelt låneoverførsler, hvis lånets forholdsmæssige andel af pantets værdi ikke var større end før overførslen. Instituttet afgav herefter lånetilbud i ejendom 1, betinget af, at det eksisterende lån var overført til en ny ejendom, og med udbetalingsfrist den 22. juli 1994. Tilbudet indeholdt ingen oplysning om muligheden for at kurssikre lånet. Instituttet godkendte i maj 1994 klagerens køb af ejendom 2 på betingelse af, at klageren udstedte et sælgerpantebrev på 180.000 kr. i ejendom 2. Som følge af en negativ kursudvikling bad klageren om forlængelse af udbetalingsfristen, hvilket blev bevilget. Køberne accepterede i september 1994, at ejerskiftelånet blev udbetalt som et 10 pct. lån, og at ydelsesreguleringsbeløbet blev fastsat til 100.000 kr. Klageren indgik i september 1994 en fastkursaftale. Instituttet tiltrådte ligeledes i september 1994, at ydelsesreguleringsbeløbet blev taget af handelsprovenuet, mod at der blev udstedt et pantebrev på 117.000 kr. i ejendom 2. I juni 1996 protesterede klageren forgæves over, at instituttet ved hans køb af ejendom 1 ikke havde orienteret ham tilstrækkeligt om konsekvenserne af et inkonvertibelt lån. Klageren fandt, at instituttet havde handlet ansvarspådragende, hvilket kunne afhjælpes ved at lade ham indfri lånet til pari.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, dels at instituttet
skulle lade ham indfri det inkonvertible lån til pari, dels at instituttet var erstatningsansvarlig for det kurstab på 100.000 kr. Instituttet påstod principalt sagen afvist, da Realkreditankenævnet ikke var rette klageinstans, subsidiært frifindelse.

Nævnet fandt, at indfrielsesvilkårene med den fornødne klarhed fremgik af såvel pantebrevet for lånet samt slutsedlen og kunne ikke give klageren medhold i, at han ikke var bundet af indfrielsesvilkårene. Nævnet fandt det ikke bevist, at instituttet havde afvist eller forsinket en kurssikring af ejerskiftelånet og kunne derfor heller ikke give klageren medhold vedrørende dette klagepunkt. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.