Afgørelse

Indsigelse om garanti mod tab i forbindelse med placering af kontantindestående i investeringsforeningsbeviser

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav om kompensation i anledning af et tab klageren led ved investering af kontante midler i investeringsforeningsbeviser i en obligationsbaseret afdeling.

Sagens omstændigheder.

Ved skrivelse af 27. maj 1998 rettede indklagede henvendelse til klageren med invitation til at deltage i et møde med henblik på at drøfte klagerens kundeforhold. I skrivelsen bemærkede indklagede, at klageren havde et større beløb stående på sin totalkonto, og at man gerne ville drøfte en eventuel investering af indeståendet.

Klageren reagerede ikke på henvendelsen. Ca. 2 måneder senere rettede indklagede ny skriftlig henvendelse til klageren; kopi af denne er ikke fremlagt.

Klageren har anført, at den medarbejder (E), der havde sendt de skriftlige henvendelser til ham, efterfølgende uopfordret rettede telefonisk henvendelse. Indklagede har anført, at E ikke erindrer at have kontaktet klageren telefonisk.

Indklagede har yderligere anført, at der blev aftalt et møde med klageren til den 29. september 1998. Klageren ringede imidlertid afbud. I forbindelse hermed blev der oprettet en aftalekonto med en binding på en måned. Aftalekontoens indestående var ½ mio. med en rente på 4¼% p.a.

Den 30. oktober 1998 blev aftalekontoen forlænget til 26. november 1998.

Den 26. november 1998 drøftede klageren telefonisk en forlængelse af aftalekontoen med indklagedes medarbejder J. Drøftelserne førte til, at klageren i stedet for en forlængelse købte 4.500 stk. investeringsbeviser i Jysk Invest Danske Obligationer til kurs 111,25 svarende til et afregningsbeløb på 503.128,13 kr.

Den 19. april 1999 modtog klageren 31.500 kr. i udbytte fra investeringsforeningsbeviserne.

Den 20. august 1999 solgte klageren investeringsforeningsbeviserne til kurs 103,95, svarende til et afregningsbeløb på 463.098,12 kr.

Ved skrivelse af 29. marts 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede med krav om kompensation. Klageren anførte, at baggrunden for, at han havde haft et større beløb stående på totalkontoen var, at det skulle være til rådighed med kort varsel til brug for en patentanmeldelse. Dette havde han oplyst over for indklagede, da indklagedes medarbejder J telefonisk kontaktede ham om kontoen. Da aftalekontoen udløb ultimo november 1998, var situationen imidlertid ændret, idet der nu ville gå ca. 1 år, før beløbet skulle være til rådighed. Til medarbejderens forslag om at sætte beløbet i værdipapirer anførte han, at investeringen ikke måtte indebære den mindste risiko. Medarbejderen oplyste, at ved investering i de foreslåede investeringsforeningsbeviser var den maksimale risiko, at kapitalen efter 1 år ikke var større, end hvis den havde været bundet på aftalekonto for en måned af gangen.

Ved skrivelse af 4. april 2000 besvarede indklagedes medarbejder J klagerens henvendelse og anførte, at klagerens umiddelbare tab forstået som differencen mellem købesum og salgssum var 40.030,01 kr. Herfra skulle fratrækkes udbytte på 31.500 kr., således at tabet var reduceret til 8.530,01 kr. Af skrivelsen fremgår yderligere:

"Dette beløb [8.530,01] reduceres yderligere med 4.842,01 kr. i kurtage og 2.338,- kr. i stempel til staten. Jeg oplyste Dem nøje om disse beløb før køb, og De bør derfor trækkes fra tabet. Deres "tab" er nu reduceret med yderligere 7.180,01 kr. og er herefter 1.350,00 kr."

Efter at klageren ved skrivelse af 14. april 2000 havde gjort indsigelse mod indklagedes skrivelse af 4. s.m., anførte indklagede i skrivelse af 2. juni 2000:

"Ved købet diskuterede vi risikoen en del. Jeg anbefalede Dem en forsigtig investering, hvilket jeg stadig synes, at Jyske Invest Danske Obligationer er. De spurgte hvad De kunne forvente efter 1 år. Jeg sagde, at jeg ville tro, at De efter 1 år ville have en nulforrentning af Deres formue. Jeg har aldrig lovet noget bestemt beløb, men prøvede ærligt at give Dem et svar. De har haft Jyske Invest Danske Obligationer i ca. 10 måneder, hvilket er en meget kort periode.

Kompensation for hvad beløbet "kunne" være blevet til kan jeg ikke imødekomme Dem med."

Den 29. juni 2000 indsatte indklagede 2.503,13 kr. på klagerens konto.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. september 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 18.179 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede uopfordret rettede henvendelse til ham om indeståendet på totalkontoen, hvilket er i strid med dørsalgsloven. Var henvendelsen ikke sket, havde han ikke lidt noget tab.

Ved indklagedes telefoniske henvendelse i november 1998 om forlængelse af aftalekontoen benyttede indklagede uopfordret lejligheden til at agitere for anden anbringelse, nemlig i de omhandlede investeringsforeningsbeviser.

Ved overgangen fra aftalekontoindestående til investering i investeringsforeningsbeviserne afgav indklagedes medarbejder telefonisk garanti for, at han ikke ville få et tab derved.

I sin skrivelse af 29. marts 2000 redegjorde han for, hvad indklagede havde lovet ham. Indklagede gjorde i sin svarskrivelse hertil ikke indsigelser, og han opfattede det derfor som en bekræftelse på, at indklagede ikke var uenige i det beskrevne hændelsesforløb.

Hans krav er, at indklagede betaler erstatning, således at han stilles, som om beløbet havde været placeret på aftalekonto med en måneds binding. Indklagede lovede en kapitaltilvækst på 4½% p.a.

Indklagede har anført, at man ved investeringen i investeringsforeningsbeviser ikke blev bekendt med de forudsætninger, som klageren har anført i sin skrivelse af 29. marts 2000.

Der er ikke afgivet garanti over for klageren om, at investeringen var fuldstændig risikofri. Indklagedes medarbejder gav alene klageren et kvalificeret gæt med hensyn til status efter 1 år. Klageren blev samtidig orienteret om, at han skulle regne med en tidshorisont på mindst 3 år for at opnå det mest gunstige resultat.

Aftalekontoen havde ikke en fast kapitaltilvækst på 4½%. Kontoens forrentning er variabel og har varieret mellem 2½-5% i perioden 1998-2000. Kapitaltilvæksten havde været ca. 3-3¼%, såfremt klageren havde beholdt aftalekontoen.

Klagerens tabsopgørelse bestrides.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke klarlagt, hvem af parterne, der først tog telefonisk kontakt til den anden part vedrørende indeståendet på klagerens Totalkonto med henblik på at ændre placering af dette beløb. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at anvende bestemmelsen i dørsalgsloven om tilsidesættelse af de indgåede aftaler.

Det må anses for godtgjort, at omlægningen af klagerens kontantindestående på ca. ½ mio. kr. til i første omgang indeståendet på en aftalekonto og siden hen omlægning til obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser skete på grundlag af indklagedes rådgivning og med klagerens accept. Det kan ikke anses for godtgjort, at indklagede tilsikrede klageren, at denne ikke ville lide tab ved investeringen i investeringsforeningsbeviserne. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at investeringsforeningsbeviserne, som han valgte at købe, efterfølgende kunne vise sig at falde i kursværdi.

Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at indklagede begik fejl i forbindelse med rådgivningen af klageren om at foretage en ændret placering af midlerne på Totalkontoen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.