Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tilbageførsel af overført løn ikke berettiget. Lønoverførselsoverenskomstens pkt. 4.

Sagsnummer: 48 /1988
Dato: 04-11-1988
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn
Klageemne: Lønoverførsel
Tilbageførsel
Ledetekst: Tilbageførsel af overført løn ikke berettiget. Lønoverførselsoverenskomstens pkt. 4.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Under denne klagesag er der spørgsmål om, hvorvidt en af indklagedes Brædstrup afdeling den 31. december 1987 bogført tilbageførsel til arbejdsgiveren af løn fra klagerens konto, hvorpå lønnen var indgået den 30. december 1987, er i strid med pkt. 4 i lønoverførselsoverenskomsten, der har følgende ordlyd: "Eventuel tilbagekaldelse af et lønbeløb skal ske direkte til afdelingen/filialen, i det pengeinstitut, hvor lønmodtagerens konto føres, og skal være kommet frem inden kl. 12 på bogføringsdagen. Efter dette tidspunkt vil der kun kunne ske tilbagekaldelse med lønmodtagerens samtykke."

Af en under klagesagen fremlagt fotokopi af klagerens lønkontobog med afdelingen fremgår, at klagerens løn den 30. december 1987 blev bogført på kontoen med 2.756,20 kr. Den 31. december 1987 blev bogført en tilbageførsel med 2.000 kr.

Klagen omfatter endvidere det forhold, at der samme dato blev overført et beløb på 100 kr. fra klagerens boligsparekonto i afdelingen til lønkontoen, fra hvilken beløbet er hævet af en anden end klageren.

Klageren har nedlagt påstand om retablering af lønkontoen for så vidt angår de nævnte beløb på henholdsvis 2.000 kr. og 100 kr. Klageren har for såvidt angår beløbet på 2.000 kr. henvist til, at det af ordlyden af lønoverførselsoverenskomstens pkt. 4 må følge, at afdelingen må have registreret den begærede tilbageførsel senest på bogføringsdagen kl. 12. For så vidt angår beløbet på 100 kr., har klageren henvist til, at han savner dokumentation for, at afdelingen har været berettiget til som sket at udbetale beløbet til en anden end kontohaveren.

Indklagede har påstået frifindelse og har til støtte herfor for så vidt angår beløbet på 2.000 kr. oplyst, at afdelingen den 30. december 1987 kl. 9.02.55 har registreret en forespørgsel på klagerens lønkonto. Afdelingen har oplyst, at denne forespørgsel blev foretaget af klagerens arbejdsgiver, der ved denne lejlighed begærede tilbageførsel af et beløb på 2.000 kr. under henvisning til, at klageren efter arbejdsgiverens opfattelse var arbejdsgiveren dette beløb skyldig. Anmodningen om tilbageførsel af lønbeløbet er således fremsat overfor afdelingen inden kl. 12 på bogføringsdagen, og det må være uden betydning for retmæssigheden af den skete tilbageførsel, at denne - i overensstemmelse med afdelingens faste praksis - først er bogført dagen efter.

For så vidt angår beløbet på 100 kr., har indklagede gjort gældende, at udbetalingen af dette beløb til arbejdsgiveren er i overensstemmelse med en mellem klageren og dennes arbejdsgiver indgået mundtlig aftale. Såfremt klageren nu vil fastholde, at beløbet uberettiget er tilbageført fra boligsparekontoen, vil beløbet påny blive indsat.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det fremkomne kan det ikke lægges til grund, at klagerens arbejdsgiver rettidigt, jf. lønoverførselsoverenskomstens § 4, har anmodet om tilbageførsel af det omtvistede beløb på 2.000 kr. Efter klagerens påstand findes indklagede endvidere - i overensstemmelse med sin tilkendegivne villighed dertil - at måtte indsætte et beløb på 100 kr. på klagerens boligsparekonto.

Som følge heraf

Inden 4 uger betaler klageren til indklagede 2.100 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.