Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tilbageførsel af indsat beløb sket med urette.

Sagsnummer: 272 /2004
Dato: 15-02-2005
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen
Klageemne: Tilbageførsel
Ledetekst: Tilbageførsel af indsat beløb sket med urette.
Indklagede: BRFbank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører en tilbageførsel den 11. juni 2004 af 13.657,81 kr., som den 13. februar 2004 blev indsat på klagernes konto hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagernes køb og salg af fast ejendom ydede indklagede ved kassekreditkontrakt af 12. september 2003 klagerne en kredit på 275.000 kr. i tilknytning til en nyoprettet boligskiftkonto.

Ejendomskøbet blev finansieret af BRFkredit, der er koncernforbundet med indklagede. Efter krav fra BRFkredit blev der indsat 75.000 kr. på en spærret konto til sikkerhed for terminsbetalingerne det første år.

Ved skrivelse af 8. januar 2004 til klagerne meddelte indklagede, at deponeringen vedrørende ejendomssalget var frigivet. Indklagede meddelte endvidere, at provenuet på boligskiftkontoen var på 41.519,82 kr., og at der på klagernes foranledning var overført 10.000 kr. til klagernes konti i et andet pengeinstitut. Skrivelsen var vedlagt kontoudskrifter på deponeringskonto og boligskiftkonto samt indfrielsesafregning.

Den 13. og 30. januar 2004 blev der overført yderligere i alt 10.500 kr. fra boligskiftkontoen til klagernes konti i et andet pengeinstitut.

Den 16. januar 2004 blev der af BRFkredit indsat en check på 13.657,81 kr. på boligskiftkontoen. Checken var udstedt af ejendomsmægleren i ejendomssalget og udgjorde restudbetalingen.

Ved skrivelse af 30. januar 2004 til klagerne meddelte indklagede, at boligskiftkontoen var opgjort, og at provenuet, 44.692,71 kr., var overført til en nyoprettet konto (kontonr. -404).

De 44.692,71 kr. svarede til saldoen den 8. januar 2004 på 41.519,82 kr. med fradrag af de efterfølgende overførsler på i alt 10.500 kr. og med tillæg af de 13.657,81 kr. og rentetilskrivning på 15,08 kr.

Den 13. februar 2004 overførte BRFkredit 13.657,81 kr. til klagerne. Beløbet blev indsat på konto -404.

Den 11. juni 2004 blev beløbet tilbageført til BRFkredit. Ved skrivelse af samme dato meddelte BRFkredit klagerne, at checkbeløbet på 13.657,81 kr. fra ejendomsmægleren ved en fejl var blevet overført to gange, og at fejlen nu var rettet ved en tilbageførsel.

Den 14. juni 2004 fremsendte indklagede en kontoudskrift for konto -404 til klagerne.

Den 15. juni 2004 blev 13.000 kr. af indeståendet på 75.000 kr. på den spærrede konto frigivet og indsat på konto -404, som herefter udviste en saldo på 24.042,71 kr.

Ved skrivelse af 19. august 2004 redegjorde BRFkredit nærmere for forløbet. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

I forbindelse med salget af jeres ejendom [adresse] blev der oprettet en Boligskiftkonti i [indklagede]. Den 16. januar modtog vi fra [ejendomsmægler] en check på 13.657,82 kr., som udgjorde restudbetalingen til indsættelse på jeres Boligskiftkonto. Beløbet blev indsat på kontoen 16. januar jf. kopi af vedlagte kontoudskrift.

Den 30. januar blev Boligskiftkontoen opgjort og saldoen 44.692,71 kr. (inkl. ovennævnte 13.657,81 kr.) blev overført til en nyoprettet konto. Til dette tidspunkt er ekspeditionerne overfor jer udført korrekt.

Desværre bogførte vi internt på vores mellemregningskonto overførslen forkert, hvorfor vores sagsbehandler 13. februar overførte de 13.657,81 kr. til jer igen, nu blot til den nye konto, da Boligskiftkontoen var afsluttet. I har herved fået restudbetalingen 2 gange, hvilket vi naturligvis beklager meget.

Den dobbelte udbetaling til jer opdagede vi ved en revision 11. juni af vores mellemregningskonto. […]

For at imødekomme jeres ønske om at have de 13.000 kr. yderligere til disposition på den nye konto, accepterede vi 15. juni, at overføre dette beløb til jer fra jeres deponeringskonto."

Parternes påstande.

Den 28. september 2004 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de ikke havde mulighed for at opdage, at der var overført for meget til deres konto. De modtog ikke kontoudskrifter for konto -404, og deres økonomi efter ejendomshandlerne var endnu ikke faldet helt på plads.

Fejlen skete den 13. februar 2004, men blev først rettet ca. fire måneder efter.

De anmodede ikke selv om ekstraordinær frigivelse af 13.000 kr. på den spærrede konto, men modtog telefonisk tilbud herom. Da beløbet på den spærrede konto er bestemt til terminsbetalinger, medfører fejlen reelt, at de bliver tvunget til at låne det manglende beløb med deraf følgende renteomkostninger.

Indklagede bør bære ansvaret for fejlen ved at acceptere, at beløbet ikke kan kræves tilbagebetalt.

Indklagede har anført, at tilbageførslen af de 13.657,81 kr. skete efter anmodning fra BRFkredit, som oplyste, at man som følge af en posteringsfejl på interne mellemregningskonti havde overført beløbet to gange.

Klagerne har ikke lidt noget tab som følge af tilbageførslen, idet de alene har krav på at modtage beløbet én gang.

Ved at frigive 13.000 kr. af indeståendet på den spærrede konto har BRFkredit afhjulpet den likviditetsmæssige belastning, som tilbageførslen måtte have medført.

Klagerne blev orienteret skriftligt om fejlen straks efter, at denne blev opdaget.

Klagerne har opnået renter af beløbet i perioden 30. januar - 11. juni 2004.

Hvis klagerne telefonisk har indhentet oplysninger om saldoen på konto -404, burde de have undersøgt, hvorfor saldoen var 13.657,81 kr. større end forventet. Hvis klagerne ikke har haft kendskab til saldoen på konto -404 før meddelelsen om fejlposteringen, har klagerne ikke haft nogen berettiget forventning om, at det omhandlede beløb tilkom dem.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Indklagede er uden ansvar for, at der efter det oplyste ved en fejl blev overført 13.657,81 kr. fra BRFkredit til klagernes konto hos indklagede. En eventuel klage vedrørende BRFkredits tilbagesøgningskrav i den anledning er ikke omfattet af Ankenævnets kompetence, men må i givet fald indgives til Realkreditankenævnet.

Indklagede var den 11. juni 2004 ikke uden klagernes samtykke berettiget til at efterkomme BRFkredits anmodning om tilbageførsel af overførslen på 13.657,81 kr., som var gennemført den 13. februar samme år.

Indklagede skal derfor genindsætte 13.657,81 kr. på klagernes konto med valør den 11. juni 2004. Da det er uklart, om klagerne reelt accepterer BRFkredits krav om tilbageførsel, bestemmes, at genindsættelsen på klagerne konto kun skal ske, såfremt klagerne anmoder indklagede herom inden fire uger efter afsigelsen af kendelsen.

Ankenævnet har ikke taget stilling til BRFkredits krav mod klagerne, såfremt de vælger at anmode indklagede om at genindsætte de 13.657,81 kr. som ovenfor anført.

Som følge heraf

Indklagede skal indsætte 13.657,81 på klagernes konto med valør den 11. juni 2004, såfremt klagerne anmoder indklagede herom inden fire uger fra afsigelsen af kendelsen. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.