Afgørelse

Opkrævning af tinglysningsafgift. Condictio indebiti.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte i august 2002 et tilbud til klageren vedrørende låneomlægning med tillægslån. Af lånetilbudet fremgik det, at der skulle betales i alt 3.200 kr. i tinglysningsafgift. Klageren indgik i september en tinglysningsaftale med instituttet vedrørende ekspeditionerne i forbindelse med låneomlægningen. Af aftalen fremgik det, at klageren var gjort bekendt med de med sagen forbundne omkostninger. Det nye lån blev udbetalt den 16. september 2002, og provenuet af det nye lån blev efter fradrag af stiftelsesomkostninger overført til klagerens afregningskonto hos instituttet, som herefter blev afsluttet ved udbetaling af 103.824 kr. til klageren. Efterfølgende betalte instituttet tinglysningsafgiften på 3.200 kr. I oktober 2002 bad instituttet klageren om at indbetale de 3.200 kr., idet beløbet ved en fejl ikke var blevet bogført på hans afregningskonto. Efter henvendelse fra klageren i marts 2003 oplyste instituttet, at fremgangsmåden ved opkrævning af omkostninger afhang af beløbets størrelse og bestod i enten at fremsende et girokort og derefter – i tilfælde af manglende betaling - at tilføje beløbet på terminsopkrævningen, eller at kontakte kunden for en aftale. Instituttet opkrævede tinglysningsafgiften via BetalingsService sammen med ydelsen for marts termin 2003.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne opkræve tinglysningsafgiften efter lånesagens afslutning, subsidiært at dette ikke kunne ske via BetalingsService. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at det af instituttets lånetilbud fremgik, at der skulle betales 3.200 kr. i tinglysningsafgift, og at dette beløb ikke var medtaget i låneafregningen, hvorfor klageren modtog 3.200 kr. for meget. Instituttet rettede henvendelse til klageren ca. 1 måned efter fremsendelse af låneafregning, og Nævnet fandt, at instituttet på den baggrund havde haft krav på tilbagebetaling. Under henvisning til, at klageren på forhånd havde fået oplyst, at beløbet ville blive opkrævet sammen med terminen, og at kravet var særlig specificeret og fremgik af betalingsoversigten, uden at klageren havde afvist betalingen, fandt flertallet ikke grundlag for at tilsidesætte instituttets opkrævning via BetalingsService, selv om der ikke forelå en specifik aftale om dette træk. Mindretallet henviste til, at aftalen om BetalingsService ikke omfattede andre betalinger end terminsydelser, morarenter m.v. Da klageren imidlertid havde været forpligtet til at tilbagebetale de 3.200 kr., fandt mindretallet ikke, at det uautoriserede træk kunne føre til, at instituttet skulle tilbageføre beløbet. Som følge af det anførte blev instituttet frifundet.