Afgørelse

Spørgsmål om forrentning af gavebeløb båndlagt for mindreårig.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om en højere forrentning af sit indestående på en forvaltningskonto.

Sagens omstændigheder.

Den 19. juli 2005 fik klageren, som er født i 2003, en gave af sin oldefar. Af gavebrevet fremgår:

"…

…"

Ved bankens brev af 25. juli 2005 blev klagerens værger orienteret om, at gavebeløbet var indsat på en nyoprettet forvaltningskonto. Vedlagt brevet var depotoprettelsespapirer samt underskriftsblad, som banken bad værgerne returnere i underskrevet stand. Værgerne ville blive kontaktet indenfor de nærmeste dage vedrørende placeringen af midlerne. Brevet er sendt til en anden adresse end den, som er anført på gavebrevet. Efterfølgende breve fra banken er sendt til adressen anført på gavebrevet.

Ved bankens breve af 2. september 2005, 20. marts 2006 og 19. maj 2006 blev klagerens værger rykket for returnering af de fremsendte papirer samt oplysning om eventuelt køb af værdipapirer for gavebeløbet.

Banken har anført, at den 21. juni 2006 blev forvaltningsafdelingen af en anden af bankens afdelinger orienteret om, at klagerens mor havde meddelt, at hun ville kontakte forvaltningsafdelingen, hvilket dog ikke skete. Klagerens bedstefar BF, søn af gavegiveren, har anført, at klagerens far både før og efter den 21. juni 2006 var i telefonisk kontakt med banken vedrørende placeringen af gavebeløbet. Banken ville imidlertid investere beløbet i værdipapirer og accepterede ikke en anbringelse til bankens højeste indlånsrente.

Ved bankens breve af 16. august og 16. november 2006 blev klagerens værger rykket for returnering af de fremsendte papirer.

Ved bankens brev af 22. februar 2007 blev klagerens værger igen rykket for returnering af de fremsendte papirer. Vedlagt brevet var en svarkuvert og en orientering om to nye opsparingskonti i banken. Det fremgår, at indskud over 50.000 kr. kunne forrentes med en fast rente på 4,25 % indtil den 1. marts 2008, og at banken i god tid inden periodens udløb ville tage kontakt angående den fremtidige placering af midlerne. BF har anført, at han, forinden banken sendte brevet til værgerne, havde haft kontakt med bankens forvaltningsafdeling, som kun modvilligt medvirkede hertil.

Sydbank har under sagens forberedelse for Ankenævnet oplyst, at rentesatsen på bankens "Opsparingskonto" i perioden 1. juli 2005 til 1. april 2007 var udtryk for bankens højeste indlånsrente samt rentesatserne for en "Opsparingskonto" og forvaltningskontoen, hvor klagerens midler indestod:

Den 7. marts 2007 modtog banken skriftlig instruktion fra værgerne om, at klagerens midler ønskedes indsat på en opsparingskonto med fast rente til 1. marts 2008 på 4,25 %. Samme dag udstedte banken et bevis for oprettelsen. Det fremgår af beviset, at værgerne senest ved opsparingskontoens udløb ville blive kontaktet angående den videre placering af beløbet.

BF har anført, at klageren i februar 2008 modtog et brev, hvoraf det fremgår, at gavebeløbet ville blive flyttet til en højrentekonto med en rente på 3,75 %, hvis ikke en forlængelse af opsparingskontoen blev aftalt med banken.

Ved bankens brev af 17. marts 2008 blev klagerens værger orienteret om, at gavebeløbet var overført til "en konto med en lavere forrentning". Værgerne blev desuden anmodet om inden den 31. marts 2008 at meddele, hvorvidt aftalen om opsparingskontoen skulle fortsætte. Banken har anført, at værgerne ikke reagerede på brevet, hvorfor beløbet blev indsat på en Højrentekonto med en lavere forrentning.

Ved mail af 18. oktober 2008 til banken klagede BF over forrentningen af gavebeløbet, der blev ønsket overført til et andet pengeinstitut.

Ved brev af 29. oktober 2008 indgav BF en klage til bankens klageansvarlige. BF stillede krav om en bedre forrentning af klagerens gavebeløb tilbage fra tidspunktet, hvor beløbet blev indsat på forvaltningskontoen. Desuden ønskede BF, at klagerens indestående blev udbetalt til værgerne, så de herefter havde mulighed for at anbringe gavebeløbet udenfor banken. BF har anført, at han senere rykkede både skriftligt og telefonisk for svar på klagen.

Ved brev af 6. januar 2009 anerkendte banken modtagelsen af klagen fra BF. Banken beklagede den lange sagsbehandlingstid og anførte, at hverken BF eller gavegiver i henhold til gavebrevet kunne disponere over gavebeløbet. Banken oplyste desuden, at værgernes accept til den videre behandling ville blive indhentet, hvilket skete ved brev af samme dato.

Ved brev af 8. januar 2009 til banken tiltrådte klagerens værger klagen fra BF.

Ved brev af 15. januar 2009 til BF anførte banken, at klagerens værger trods bankens opfordringer gennem årene desværre havde valgt ikke tage stilling til placeringen af gavebeløbet, hvilket banken ikke anså sig erstatningsansvarlig for. Banken oplyste desuden, at den variable forrentning på Højrentekontoen havde været:

3,7500 % i perioden 01.03.2008 – 30.09.2008
4,2500 % i perioden 01.10.2008 – "til dato" [brevets datering den 15. januar 2009]

Under en senere korrespondance oplyste banken ved brev af 26. februar 2009 til BF, at klageren ikke havde krav på en bedre rente end den gennem årene tilskrevne. Banken oplyste desuden at have modtaget kopi af en generelfuldmagt fra gavegiveren til BF, på hvilken baggrund gavebeløbet ville blive overført til en af BF opgivet konto til disposition for klagerens værger i overensstemmelse med værgemålslovens regler.

Ved brev af 1. april 2009 til BF anførte banken, at gavebeløbet ikke uden samtykke fra klagerens værger kunne overføres til den af BF angivne konto.

Ved brev af 3. april 2009 til banken tiltrådte værgerne overførslen til den af BF angivne konto.

Parternes påstande.

BF har på vegne af klagerens værger den 6. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Sydbank skal tilpligtes at forrente klagerens gavebeløb med bankens bedste indlånsrente i perioden fra gavetidspunktet til den 7. marts 2007 og herefter med 4,25 %, indtil banken af BF blev anmodet om at frigive gavebeløbet. Sydbank skal desuden erstatte et rentetab på ca. 5 % i et år som følge af langsom frigivelse af gavebeløbet og beklage dårlig sagsbehandling som følge af manglende reaktion på rykkerbreve.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at værgerne i henhold til gavebrevet er berettiget til at bestemme placeringen af gavebeløbet. De har hele tiden ønsket beløbet placeret på en konto med bankens højeste indlånsrente forstået som den højeste rente, banken tilbød.

Det fremgår af bankens brev af 25. juli 2005, at værgerne ville blive kontaktet af en af bankens lokale afdelinger. Værgerne oplyste da, at de ikke ønskede en placering af gavebeløbet i værdipapirer. Den lokale afdeling henviste værgerne til bankens forvaltningsafdeling. Forvaltningsafdelingen ville ikke forrente beløbet med højeste indlånsrente.

Bankens overformynderiske optræden var baggrunden for, at værgerne ikke svarede på de fleste henvendelser.

Klagerens far har dog senere på ny fremsat ønsket om højeste indlånsrente.

Den lokale afdeling har bekræftet, at en investering af gavebeløbet ville kunne være blevet ekspederet af denne afdeling. Selve kontakten til bankens forvaltningsafdeling er dermed beviset for, at værgerne oprindeligt har fremsat et ønske om en placering af gavebeløbet til højeste indlånsrente.

Først da BF kontaktede forvaltningsafdelingen, blev tilbuddet om de højtforrentede opsparingskonti fremsat i bankens brev af 22. februar 2007. Da den ønskede placering af beløbet nu endelig kunne opnås, accepterede værgerne tilbuddet. Uden BF’s indblanding havde beløbet fortsat stået placeret til en skamfuld lav rente.

Uanset årsag kan banken ikke tillade sig at lade beløb stå til så lave renter. Det er utilbørlig omgang med betroede midler, hvorved andre påføres et formuetab, mens banken opnår en gevinst.

Tabet er indtil den 7. marts 2007 forskellen mellem renten på forvaltningskontoen og bankens dengang bedste rente.

Gavegiveren havde ligesom klageren en opsparingskonto i banken, som udløb den 1. marts 2008. Af bankens brev fra februar 2008 til gavegiver fremgår, at kontoen fortsætter med en variabel rente på 4,25 %, hvis gavegiveren ikke foretager sig noget. I brevet til klageren kræves en aktiv handling for at opretholde forrentningen på 4,25 %, hvilket er en fejl. Gavebeløbet burde fortsat være blevet forrentet med 4,25 % i perioden den 1. marts - 1. oktober 2008.

Endelig har klageren lidt et tab ved, at værgerne ikke har kunnet placere gavebeløbet udenfor banken fra tidspunktet for den første anmodning herom den 18. oktober 2008. Det var da muligt at placere beløbet til en fast rente på over 6 % i en anden bank.

Banken har undladt at reagere på rykkerne fra BF, hvilket ønskes beklaget.

Sydbank har anført, at banken har forrentet gavebeløbet korrekt i henhold til bankens gældende vilkår herfor.

Det fremgår af gavebrevet, at gaven var båndlagt indtil klagers fyldte 18. år og skulle placeres i forvaltningsafdelingen. Bankens lokale afdeling kunne ikke disponere over kontoen i forvaltningsafdelingen uden forvaltningsafdelingens medvirken, uanset hvordan gavebeløbet skulle placeres.

Banken har adskillige gange rykket værgerne for en stillingtagen til, hvorledes gavebeløbet skulle placeres.

Forrentningen af gavebeløbet har alene beroet på værgernes manglende stillingtagen til placeringen af gavebeløbet.

Banken har ikke andre interesser end at anbringe kundernes midler i overensstemmelse med deres ønsker.

Det bestrides, at bankens brev af 22. februar 2007 blev sendt til værgerne på baggrund af en forudgående henvendelse fra BF. Banken lancerede derimod et nyt produkt.

Der er ikke noget ansvarsgrundlag i forhold til banken. Der er heller ikke dokumenteret et tab, idet klageren ikke har godtgjort, at en forrentning som påstået var mulig.

Banken er ikke enig i BF’s fremstilling af sagen. Bevisførelse i sagen herunder afhøringer er ikke egnet til prøvelse ved Ankenævnet.

Den lange sagsbehandlingstid hos bankens klageansvarlige er tidligere beklaget.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet bemærker, at det følger af § 45, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 927 af 5. september 2006 om værgemål, at en forvaltningsafdeling skal indsætte kontante midler på opsigelse til højeste almindelige indlånsrente eller på værgens begæring på anfordring. Reglen er ikke til hinder for, at en aftale om en højere forrentning kan indgås, hvilket skete den 7. marts 2007.

Ankenævnet lægger til grund, at Sydbank i perioden 26. juli 2005 - 7. marts 2007 har opfyldt kravet om forrentning som beskrevet i § 45, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 927 af 5. september 2006 om værgemål, idet bemærkes, at klagerens indskud blev forrentet med rentesatsen på bankens forvaltningskonto, som i perioden har været højere eller har svaret til bankens højeste indlånsrente. Klageren har ikke godtgjort at have indgået en aftale med banken om en højere forrentning før den 7. marts 2007. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren har krav på en højere rente af gavebeløbet end den faktisk tilskrevne.

Ankenævnet bemærker, at klageren ikke har godtgjort at have lidt et tab i forbindelse med Sydbanks sene frigivelse af gavebeløbet, idet en alternativ placering af beløbet til en højere rente end den faktisk tilskrevne ikke er dokumenteret af klageren.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.