Krav om rentekompensation begrundet i mangelfuld rådgivning i forbindelse med udløb af fastrenteperiode på indlånsaftale.
| Sagsnummer: | 23 /2017 |
| Dato: | 04-07-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Kjeld Gosvig-Jensen, Lani Bannach og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Etiske retningslinier
Rente - indlån |
| Ledetekst: | Krav om rentekompensation begrundet i mangelfuld rådgivning i forbindelse med udløb af fastrenteperiode på indlånsaftale. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om rentekompensation begrundet i mangelfuld rådgivning i forbindelse med udløb af fastrenteperiode på indlånsaftale.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Nordea Bank.
Henholdsvis den 17. og 26. september 2012 var klageren og hendes ægtefælle, M, til møde i banken. I den forbindelse udarbejdede banken den 26. september 2012 en investeringsplan for klageren, der var såkaldt Fordel+ kunde. Banken anbefalede blandt andet, at 286.648 kr. af et indestående på 586.648 kr. på en såkaldt Pluskonto, konto nr. -951, blev overført til en ny Pluskonto Fast Rente. Investeringshorisonten for midlerne var kort, svarende til op til tre år.
Den 9. oktober 2012 underskrev klageren en aftale med banken om Pluskonto fast rente, konto nr. -096, med et indskud på 250.000 kr. Af aftalen fremgik blandt andet:
”…
Aftaleperiode
Aftaleperioden er fra indbetalingsdagen til den 09.10.2015. I denne periode er rentesatsen fast, jf. bestemmelserne i vilkårene.
Ved aftaleperiodens udløb vil kontoen automatisk blive opgjort og indestående plus optjent rente siden sidste ordinære rentetilskrivning overført til konto nr. [-951].
…
Rentesats
I aftaleperioden får kontoen en årlig rente på 2,0000 %
Rentesatsen gælder i hele aftaleperioden.
Renten tilskrives ultimo hvert år og bliver efter tilskrivningen automatisk overført til konto nr. [-951].
…”
Den 29. august 2013 sendte banken ”Som aftalt” en e-mail til klageren og M til M’s e-mail adresse med forslag til mødedatoer. Ved e-mail af 1. september 2013 svarede M på egne og klagerens vegne, at der ikke var ”grund til et møde i år”, da de ikke havde haft udfordringer i økonomien.
Ved e-mail af 7. marts 2014 henvendte klageren sig til banken vedrørende nogle betalinger. Under korrespondancen spurgte banken om de skulle aftale ”det årlige møde snart? :o)”. Klageren besvarede ikke spørgsmålet, og banken anførte derfor afslutningsvis: ”Sig endelig til, når I ønsker at holde det årlige møde.”
Banken har anført, at den kontaktede klageren pr. telefon den 8. oktober 2015 om udløbet af fastrenteaftalen, og har til støtte herfor fremlagt en kopi af bankens interne notater. Klageren har bestridt, at banken kontaktede hende, og har til støtte herfor fremlagt en kopi af sin kalender for dagene 5.-11. oktober 2015.
Fastrentekontoen blev opgjort den 9. oktober 2015 og indeståendet blev overført til Pluskonto (nr. -951), der efter det oplyste blev ændret til en såkaldt Premium opsparing. Rentesatsen på Premium opsparing var på daværende tidspunkt 0,10%.
Rentesatsen på Pluskonti Fast Rente for Fordel+ kunder var fra og med den 25. januar 2014 ved bindingsperiode på ét år, to år og tre år henholdsvis 1,00%, 1,25% og 1,50%. Fra og med den 4. april 2016 var muligheden for Pluskonti Fast Rente for Fordel+ kunder begrænset til rentesatsen 0,75% ved en bindingsperiode på tre år.
I november 2016 sendte klageren en klage til bankens klageansvarlige og anmodede om en rentekompensation, hvilket banken afviste.
Parternes påstande
Den 20. januar 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal yde en rentekompensation.
Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken med sine undladelser og overtrædelser af den finansielle lovgivning har optrådt ansvarspådragende. Som følge heraf bør banken yde en rentekompensation, der mindst svarer til, at forrentningen af indeståendet på fastrentekontoen var fortsat efter den 9. oktober 2015.
I 2012 havde hun fået en arv, som hun ønskede at placere uden risiko og til den bedste rente. Pengene blev derfor placeret på en højrentekonto. I november 2016 konstaterede hun, at pengene var placeret til minimal forrentning uden at dette var afstemt med hende. Som følge af placeringen har hun lidt et tab.
Banken har ikke kontaktet hende den 8. oktober 2015, hvilket banken heller ikke har dokumenteret. Bankens interne notater udgør ikke et bevis. Desuden viser notaterne kun en påmindelse om at kontakte hende, ikke at hun faktisk blev kontaktet. Den 8. oktober 2015 tog hun direkte fra arbejde til fitness. Da hun ikke besvarer private telefonopkald i arbejdstiden, var telefonisk kontakt ikke mulig den dag.
En eventuel telefonopringning dagen før en aftale om fast forrentning udløber, opfyldte endvidere ikke de krav til kunderådgivning, som banken var forpligtet til at følge i henhold til både MIFID-reglerne og god skik reglerne for finansiel virksomhed.
Banken har i det hele tilsidesat sine forpligtelser i forhold til forbrugerbeskyttelsesreglerne i den finansielle lovgivning.
Banken har konsekvent tilsidesat § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, hvorefter en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder og bekendtgørelsens § 4, hvorefter en finansiel virksomhed ikke må anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, hvis dette er egnet til mærkbart at forvride kundernes økonomiske adfærd på markedet. Derudover har banken tilsidesat § 8, stk. 2, 2. pkt., hvorefter virksomheden af egen drift skal yde rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor.
Den omstændighed, at hun efter opgørelsen af fastrentekontoen, som banken selv foretog, havde cirka en halv million kr. stående på en konto uden forrentning, var netop en situation, hvor banken var forpligtet til af egen drift at yde rådgivning.
Banken kan ikke frigøre sig fra sin rådgivningsforpligtelse med henvisning til oplysningerne i en årsopgørelse. I den konkrete sag var der alene tale om én årsopgørelse efter ændringen af kontoforholdet.
Som Fordel+ kunder skulle banken invitere hende og M til årlige rådgivningssamtaler. Hun og M modtog ingen invitation til årligt møde i 2014 og frem. Bankens bemærkning i e-mail korrespondancen med hende i marts 2014 kunne ikke betragtes som en invitation til det årlige møde og heller ikke frigøre banken fra at vende tilbage med en mødeinvitation på et senere tidspunkt i løbet af 2014 eller 2015, hvor det især ville have været aktuelt.
Banken behandlede ikke hendes klage på en saglig måde. Hun måtte rykke for et skriftligt svar på klagen, da banken insisterede på i stedet at afholde et møde i afdelingen.
Nordea Bank har anført, at klageren var eller burde være bekendt med, at indeståendet på fastrentekontoen ville blive overført til Pluskontoen den 9. oktober 2015, da dette var anført i aftalen. Banken var ikke forpligtet til at varsle klageren om overførslen.
Den 8. oktober 2015 var banken i telefonisk kontakt med klageren. Det blev aftalt, at midlerne på fastrentekontoen indtil videre skulle indsættes på Pluskonto -951, hvilket under alle omstændigheder ville ske ved udløbet af aftaleperioden. Det blev samtidig aftalt, at klageren skulle tage kontakt til banken om genplacering af midlerne. Endvidere blev Pluskontoen omdannet til en opsparing for Premium kunder. Dette fremgår af rådgiverens såkaldte arbejdsseddel, der blev oprettet den 10. marts 2015 og tilrettet den 8. oktober 2015 kl. 14.09.
Det fremgik endvidere af årsopgørelsen for 2015, at midlerne fra fastrentekontoen var overført opsparingskontoen.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren.
Klageren har ikke lidt et tab. Klageren har modtaget renter i henhold til bankens generelle rentevilkår for Fordel+ kunder med en Premium opsparingskonto.
Klageren modtog et skriftligt svar fra bankens klageansvarlige, da hun ikke ønskede at følge en opfordring fra banken til at deltage i et møde med rådgiveren og filialdirektøren.
Ankenævnets bemærkninger
To medlemmer – Kjeld Gosvig-Jensen, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 16, stk. 1 er tillagt to stemmer, og Eva Hammerum – udtaler:
Den 9. oktober 2012 indgik klageren en aftale med Nordea Bank, hvor klageren er såkaldt Fordel+ kunde, om en Pluskonto Fast Rente med et indskud på 250.000 kr. til en fast rente på 2 % om året i tre år.
Banken var i perioden fra den 9. oktober 2015, hvor aftalen udløb, ikke forpligtet til at forrente indeståendet med 2 % om året. Midlerne blev efter det oplyste forrentet i henhold til bankens generelle rentevilkår for Fordel+ kunder med en Premium opsparingskonto. Det kan ikke lægges til grund, at banken var forpligtet til at yde en højere forrentning.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Lani Bannach og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Vi finder, at det efter udløbet af fastrenteperioden påhvilede banken at rådgive klageren om en eventuel ny placering af midlerne.
Vi finder endvidere, at det må lægges til grund, at klageren, der for tiden ikke skulle bruge midlerne, ville have valgt at indgå en aftale om yderligere binding, hvis banken havde ydet fyldestgørende rådgivning.
Vi finder herefter, at banken bør betale en rentekompensation til klageren.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.