Afgørelse

Medhold klager


Ved en den 15. marts 1989 afsagt kendelse bestemte Ankenævnet, at en kautionsforpligtelse, som klageren den 24. juni 1987 havde påtaget sig overfor indklagedes Skive afdeling, ikke kunne gøres gældende imod ham.

Klageren, der den 4. februar 1988 havde indfriet kautionsforpligtelsen med 112.978,50 kr., modtog ved skrivelse af 28. april 1989 fra indklagedes advokat dette beløb retur "til fuld og endelig afgørelse af sagen".

I slutningen af maj 1989 afregnede indklagede yderligere 7.088,89 kr., svarende til en forretning af det af klageren indbetalte beløb med 5% p.a. fra den 4. februar 1988 til udgangen af maj 1989.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham et yderligere beløb på 29.593,37 kr.

Beløbet fremkommer således:

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede uberettiget har stillet krav i henhold til kautionen, hvorfor han må stilles, som om kautionsløftet ikke var afgivet. Indklagede må derfor godtgøre ham de omkostninger, der har været forbundet med at skulle indfri kautionsforpligtelsen, herunder omkostninger til optagelse af lån af indfrielsesbeløbet.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at det er indklagede uvedkommende, hvorledes en kautionist klarer en kapitalfremskaffelse.

Det fremgår af § 16, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, at ingen af parterne betaler omkostninger til den anden part, hvorfor indklagede tillige afviser kravet om godtgørelse af advokathonorar.

Indklagede har ansat forrentningen af indfrielsesbeløbet til højeste indlånsrente 5% p.a., idet denne sats svarer til forrentningen ved deponering hos f.eks. en advokat. Da klageren har haft mulighed for at foretage deponering til højeste indlånsrente i stedet for at foretage faktisk betaling, kan klagerens krav om en forretning på 11,25%, svarende til den af klageren betalte rentesats i eget pengeinstitut, ikke imødekommes.

Spørgsmålet om sagsomkostninger, der er påløbet sagen forinden ankenævnsbehandlingen, er under den gennemførte fogedsag afgjort af Vestre Landsret.

Ankenævnets bemærkninger:

Da Ankenævnet ved kendelse af 15. marts 1989 har fastslået, at den kautionsforpligtelse, klageren havde påtaget sig overfor indklagede, ikke kan gøres gældende imod ham, bør han for så vidt stilles, som om kautionsløftet ikke var afgivet. De udgifter til optagelsen og forretning af lån til indfrielsen af kautionen, som klageren har haft, bør derfor refunderes ham.

Ankenævnet er derimod efter § 16 i sine vedtægter afskåret fra at tilkende klageren sagsomkostninger vedrørende behandlingen af klagerne i Ankenævnet, ligesom spørgsmålet om godtgørelse af de advokatomkostninger, som er påført klageren ved behandlingen af den iværksatte fogedsag, falder uden for Ankenævnets kompetence.

Der tilkommer herefter klageren i renter m.v. 17.576,37 kr. som påstået med fradrag af det af indklagede tidligere betalte rentebeløb 7.088,89 kr., eller i alt 10.487,48 kr.

Som følge heraf