Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med finansiering af køb af andelsbolig og bil for et par, der senere gik fra hinanden

Sagsnummer: 1052 /2010
Dato: 09-03-2012
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg og Kjeld Gosvig Jensen
Klageemne: Boligberegning
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Ledetekst: Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med finansiering af køb af andelsbolig og bil for et par, der senere gik fra hinanden
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Danske Bank i forbindelse med finansieringen af køb af andelsbolig og bil for et par, der senere gik fra hinanden, har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder

I december 2007 var klageren og hendes daværende kæreste, M, til møde hos Danske Bank med henblik på at optage et lån til indskud i en lejebolig samt køb af en bil.

Ved gældsbrev af 15. januar 2008 optog klageren og M et lån på 181.811,22 kr. i banken.

Banken fik pant i parrets nyindkøbte bil.

Den 6. marts 2008 fik parret foretaget en økonomiberegning hos banken, idet de overvejede at købe en andelsbolig til ca. 940.000 kr.

Af økonomiberegningen fremgår:

"Økonomiberegning

Økonomiberegningen på de næste sider er udarbejdet på baggrund af de oplysninger om indtægter og udgifter, I har givet os, og som I har bedt om skal med i beregningen.

Beregningen er vejledende og indeholder ikke en bevilling af lånene. Vil I disponere på baggrund af økonomiberegningen, går vi ud fra, at I tjekker, om alle indtægts- og udgiftsposter er med og uden fejl, da selv mindre faktuelle forskelle kan få konsekvenser for jeres fremtidige økonomi. Opdager I en fejl, eller at der mangler en post, er I selvfølgelig velkomne til at få lavet en ny beregning – I skal kontakte jeres rådgiver.

Til brug for beregningen af jeres fremtidige rådighedsbeløb har I valgt, at beregningen tager udgangspunkt i jeres forventede indtægter og udgifter i 2009.



Rådighedsbeløb …[M og K]

Nuværende

Fremtidig

Indtægter

Lønindkomst

420.000

419.000

Øvrige indtægter

0

9.132

Indtægter i alt

420.000

428.132

Skat

Beregnet skat inkl. bruttoskat og særlig pensionsopsparing

137.874-

116.620-

Udgifter

Boliger

91.200-

139.569-

Bil

20.780-

46.301-

Øvrige udgifter og forbrugslån

40.683-

20.913-

Udgifter i alt

152.663-

206.783-

Rådighedsbeløb i alt

129.463

104.729

Rådighedsbeløb pr. måned

10.789

8.727

På de følgende sider finder I en oversigt over

en specifikation af, hvordan indtægterne er beregnet

en skatteberegning, som er grundlaget for den viste skat

en specifikation af, hvordan udgifterne er beregnet

en oversigt over jeres lån i den nuværende og fremtidige situation

en oversigt over udviklingen i jeres rådighedsbeløb

en oversigt over, hvilke forudsætninger der ligger til grund for økonomiberegningen



Specifikation af indtægter



Årlige indtægter

Nuværende

Fremtidige

[M]

[K]

[M]

[K]

Lønindkomst

Lønindkomst

324.000

96.000

324.000

95.000

Øvrige indtægter

Anden skattefri indkomst

0

0

0

9.132

Årlige indtægter i alt

324.000

96.000

324.000

104.132



Her ser I en samlet oversigt over jeres lån i den nye situation



Lån

Långiver

Restgæld

Rentesats

1. års ydelse før skat

Restløbetid

Vanløse

Danske Bank

1.012.346

7,75

86.888

30 år

Colt

DB

180.000

8,10

26.159

9 år 11 måneder

DB

DB

28.000

8,10

2.268

8 år 5 måneder

Lån i alt

1.220.346

115.315



…"

Banken har anført, at der i rådighedsbeløbet på ca. 8.500 kr. ikke blev taget hensyn til, at M’s mor efter det oplyste dækkede 1.000 kr. om måneden til benzin, hvorfor det reelle rådighedsbeløb var tilsvarende større.

Ved gældsbrev af 13. marts 2008 lånte klageren og M 1.027.567,53 kr. i banken og købte en andelsbolig.

I efteråret 2008 gik parret fra hinanden. Banken har oplyst, at parret i den forbindelse spurgte banken, om M kunne overtage den fælles gæld alene, og at banken afslog det den 5. december 2008.

Efter misligholdelse af andelsboliglånet blev det opsagt og efterfølgende taget til inkasso.

Andelsboligen blev ultimo 2009 solgt for 475.000 kr. via ejendomsmægler. Klageren og M underskrev formidlingsaftale den 13. august 2009, mens salgsaftalen blev underskrevet af andelsboligforeningens bestyrelse, da klageren og M på det tidspunkt var blevet ekskluderet af foreningen.

Restgælden på andelsboliglånet blev pr. 15. september 2010 opgjort til 741.812,49 kr.

Saldoen på klagerens og M’s andet fælles lån blev pr. 31. december 2010 opgjort til 138.337,15 kr.

Parternes påstande

Den 28. december 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, atDanske Bankskal eftergive hendes gæld.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke blev informeret om den store risiko hun løb ved at optage lån til køb af lejlighed m.v.

Hun har ikke på noget tidspunkt fået rådgivning og blev ikke i forbindelse med købet af andelsboligen rådet til at søge advokatbistand.

Da hun fraflyttede lejligheden, blev der indgået en aftale med Danske Bank om, at M skulle overtage hele engagementet, så hun ikke hæftede for noget. Dette ville banken iværksætte efter et halvt år.

Banken valgte efter kun tre måneders salgsperiode at acceptere et meget lavt købstilbud på andelsboligen, idet den blev solgt for 475.000 kr. Den var sat til salg for 940.000 kr. ifølge mæglervurdering. Hun medvirkede ikke ved salget.

Banken bør frafalde hendes hæftelse for billånet, der blev optaget til finansiering af M’s bilkøb. Banken har ikke gjort noget for at tvangsrealisere pantet, selvom lånet er misligholdt.

Danske Bank har anført, at banken har ydet fyldestgørende rådgivning af klageren i forbindelse med optagelsen af de to lån. Det er fast rutine at anbefale kunder at anvende advokat ved bolighandler.

Klageren var bekendt med, at der ved bevilling af andelsboliglånet blev lagt vægt på parrets fælles økonomi og en forventning om, at hun ville stige i løn efter endt uddannelse.

Økonomiberegningen viste et samlet månedligt rådighedsbeløb på ca. 8.800 kr., hvorfor bankens tilsagn om finansiering af andelsboligen var forsvarlig. Parret indhentede en bekræftelse fra M’s arbejdsgiver på, at M’s indtægter fremover ville være højere end forudsat af banken på baggrund af hans lønsedler, således at parret kunne godkendes til købet af andelsboligen.

Banken havde på rådgivningstidspunktet ikke grundlag for at forudse, at klageren og M ville gå fra hinanden kort tid efter.

Banken er ikke ansvarlig for, at andelsboligen måtte sælges med tab.

Det forhold, at det M der efter det oplyste anvender den bil, som klageren har medfinansieret, er banken uvedkommende. Banken er ikke forpligtet til at tvangsrealisere sit pant, hvilket banken for nærværende har valgt ikke at gøre.

Banken bestrider, at andelsboligen blev tvangsrealiseret. Den blev solgt af klageren og M i fri handel. Da der ved salget ikke var dækning til banken, blev banken som panthaver anmodet om at acceptere, at andelsboligen blev solgt for 475.000 kr. Banken har ikke haft indflydelse på prisfastsættelsen.

Klageren har underskrevet lånedokumenter for begge lån. Hun hæfter derfor for hele gælden.

Betingelserne for at pålægge banken et erstatningsansvar i form af en eftergivelse af gælden er ikke til stede.

Ankenævnets bemærkninger

Det kan ikke lægges til grund, at Danske Bank ved rådgivningen af klageren i forbindelse med optagelsen af lån til køb af bil sammen med M og i forbindelse med købet af andelsboligen og finansieringen af denne har begået fejl eller forsømmelser, der medfører et erstatningsansvar for banken.

Det findes ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at banken i forbindelse med klagerens fraflytning af andelslejligheden gav et løfte om at frigøre klageren for hæftelsen for billånet og andelsboliglånet.

Det kan efter det oplyste ikke lægges til grund, at det beror på forhold i banken, at salget af andelsboligen ikke indbragte et provenu, der var tilstrækkeligt til at dække restgælden på andelsboliglånet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.