Budgetkonto, terminsbetaling, tilbageførsel.
| Sagsnummer: | 300 /1990 |
| Dato: | 05-12-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Tilbageførsel
Budgetkonto - tilbageførsel |
| Ledetekst: | Budgetkonto, terminsbetaling, tilbageførsel. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 28. maj og den 28. juni 1990 overførtes fra klagerens privatkonto hos indklagedes Agtrupvej afdeling, Kolding, 2 X 19.600 kr. til klagerens budgetkonto hos samme afdeling. Saldoen på privatkontoen var forud for begge overførsler negativ, nemlig med henholdsvis ca. 44.000 kr. og ca. 32.000 kr.
Onsdag den 4. juli 1990 tilbageførte afdelingen to PBS betalinger foretaget fredag den 29. juni 1990 på henholdsvis 10.539,92 kr. og 34.091,24 kr. til to forskellige kreditforeninger. Betalingerne var foretaget fra klagerens budgetkonto. Denne udviste efter tilbageførslen en positiv saldo på 30.225,35 kr. Den 5. juli 1990 overførte afdelingen fra budgetkontoen 30.000 kr. til klagerens indlånskonto hos indklagede. Indlånskontoen udviste herefter et overtræk på 13.160,76 kr.
Ved skrivelse af 5. juli 1990 fra afdelingen orienteredes klageren om de foretagne tilbageførsler, ligesom det meddeltes, at afdelingen havde afmeldt samtlige PBS betalinger.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 30.000 kr. til budgetkontoen med henblik på betaling af de omhandlede terminer.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at privatkontoen var en kassekredit med et kreditmaksimum, der ikke var nået på det omhandlede tidspunkt. Hertil kommer, at der forelå en aftale mellem afdelingen og klageren om, at løn m.v. blev indsat på privatkontoen, hvorfra afdelingen i nødvendigt omfang skulle overføre beløb til budgetkontoen til betaling af terminer. Efter at klageren havde oplyst afdelingen om, at han var blevet arbejdsløs, aftaltes et møde til den 4. juli 1990 i afdelingen, hvor han fik at vide, at afdelingen havde tilbagekaldt terminsbetalingerne. Det må være i strid med god bankskik at tilbageføre aftalte prioritetsbetalinger.
Indklagede har anført, at til trods for, at det anerkendes, at der ikke kan modregnes i et "øremærket" indestående på en budgetkonto, er det praksis, at den manglende modregningsadgang ikke er til hinder for, at der kan foretages tilbageførsel af overførsler til budgetkontoen fra andre konti, forudsat at der ikke var dækning på overførselstidspunktet, og at overførslen er sket indenfor den sidste måned før tilbageførselstidspunktet. Indklagede var derfor berettiget til den 5. juli at tilbageføre overførslen af 28. juni 1990. Da der herefter ikke var tilstrækkelige midler til terminsbetalingen, var det ubetænkeligt at tilbageføre de resterende 10.400 kr. af overførslen af 28. maj 1990, for hvilken der heller ikke havde været dækning på overførselstidspunktet. Indklagede bestrider i denne forbindelse, at privatkontoen var en kassekredit. Kontoen havde tidligere været aftalt med et kreditmaksimum, men i forbindelse med omlægning til et omlægningslån ultimo december måned 1988 bortfaldt kreditmaksimum. Igennem længere tid havde der ikke været dækning for overførslerne fra privatkontoen til budgetkontoen, og afdelingen havde forgæves forsøgt at kontakte klageren på hans arbejdsplads, men erfarede, at han var blevet arbejdsløs og havde fået en fratrædelsesgodtgørelse på 3 måneders løn, som klageren imidlertid havde meddelt, at indklagede ikke skulle forvente at se noget til. Man havde herefter aftalt et møde med klageren den 28. juni 1990, men da klageren ikke kom til dette møde, aftaltes et nyt møde til den 4. juli. På dette møde opnåedes imidlertid ingen løsning.
Ankenævnets bemærkninger:
Medlemmerne Peter Blok, Niels Busk og Lars Pedersen udtaler:
I tilfælde, hvor der efter aftale med en kunde sker overførsel fra en konto tilhørende kunden til en anden konto tilhørende samme kunde, findes en adgang for pengeinstituttet til uafhængigt af almindelige modregningsregler at tilbageføre det overførte beløb som følge af manglende dækning på den førstnævnte konto i hvert fald at måtte forudsætte, at tilbageførslen sker inden for meget kort tid efter, at overførselen har fundet sted. Denne betingelse findes ikke at være opfyldt i det foreliggende tilfælde, ej heller i relation til den seneste overførsel, der fandt sted den 28. juni 1990, medens tilbageførslen skete den 5. juli 1990.
Herefter, og da indklagede - som også erkendt af denne - efter almindelige modregningsregler må anses at have været uberettiget til at foretage modregning i indeståendet på budgetkontoen, som efter aftale med klageren skulle anvendes til betaling af terminsydelser, stemmer disse medlemmer for at tage klagerens påstand til følge.
Medlemmerne Arnold Kjær Larsen og Erik Sevaldsen udtaler:
Vi er enige i, at indklagede ikke har været berettiget til at tilbageføre 10.400 kr. af det den 28. maj 1990 overførte beløb. For så vidt angår det beløb, der blev overført den 28. juni 1990, må der lægges vægt på, at der var aftalt et møde med klageren til den samme dag. Da klageren ikke kom til dette møde, aftaltes et nyt møde til den 4. juli, på hvilket der ikke opnåedes nogen løsning på de opståede problemer. Under disse omstændigheder findes indklagede at have været berettiget til den 5. juli at tilbageføre overførselen af 28. juni. Vi stemmer derfor for alene at tage klagen til følge for så vidt angår 10.400 kr.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf