Rådgivning vedrørende placering af båndlagt formue.
| Sagsnummer: | 298 /2003 |
| Dato: | 06-04-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hanen, Anne Dehn Jeppesen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Båndlæggelse
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende placering af båndlagt formue. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes forvaltning af klagerens båndlagte formue.
Sagens omstændigheder.
Klagerens far døde i oktober 1999.
Bobestyreren i klagerens fars dødsbo fremsendte i juli 2000 til indklagedes forvaltningsafdeling klagerens arv, der ifølge testamente er båndlagt til klageren fylder 35 år i april 2014. De båndlagte midler udgjorde nom. 445.000 kr. 4% Unikredit 2009, 70.000 kr. 4% Nordisk Investeringsbank 1996/02, 1.555.000 kr. 4% Øresundsforbindelsen 1997/04 og 2.173 investeringsbeviser i Uni-Invest Aktier. Værdien af de båndlagte midler var ca. 2,3 mio. kr.; heraf udgjorde værdien af investeringsbeviserne ca. 360.000 kr.
Den 4. juli 2000 deltog klageren i et møde hos indklagede, hvor placeringen af midlerne blev drøftet. På baggrund af drøftelserne blev det besluttet at omlægge depotets indhold således, at alle obligationer blev solgt. For provenuet blev der købt nom. 1.235.000 kr. 7% Nykredit 2022 samt yderligere investeringsbeviser i Uni-Invest Aktier. Efter omlægningen indeholdt depotet:
Kursværdi | %-andel | |||
Nykredit 2022, 7% | Nom. 1.235.000 kr. | 1.199.185,00 | kr. | 51,8% |
Uni-Invest Aktier | 6.593 stk. | 1.114.480,72 | kr. | 48,2% |
På indklagedes foranledning blev der den 13. november 2001 afholdt et møde med klageren, hvor depotets indhold blev drøftet. På mødet anbefalede indklagede salg af Nykredit obligationerne, der var købt til kurs 97,20, og hvis kurs nu var 101,5. Klageren fulgte rådet. For provenuet på ca. 1.150.000 kr. med tillæg af yderligere kontant 100.000 kr. købte klageren 11.275 investeringsbeviser i Uni-Invest Lange Obligationer til kurs 110,90. På mødet forelagde indklagede klageren en aftale om investeringsrådgivning.
Klageren underskrev den 27. december 2001 aftalen om investeringsrådgivning, hvoraf fremgår:
"Denne aftale giver mulighed for:
- | At du kan kontakte din personlige investeringsrådgiver, når du ønsker det |
- | Gennemgang af din værdipapirportefølje på fastlagte tidspunkter |
- | Periodiske oversigter over porteføljens værdi |
- | At banken har mulighed, men ikke pligt, til at kontakte dig, såvel telefonisk som skriftligt vedrørende investeringsforslag |
- | At du modtager publikationen "Investeringsnyt" |
- | At du modtager information om udvalgte emissioner |
…
Gennemgang:
Der vil være gennemgang af porteføljen hvert halvår.
Der vil blive fremsendt oversigt over porteføljens værdi hvert halvår,
første gang den 01.05.2002.
Aktivfordeling:
Der er aftalt følgende aktivfordeling for porteføljen:
Aktivtype | Fordeling |
Kontanter | 0-100% |
Obligationer | 0-80% |
Aktier | 0-40% |
Prisvilkår:
Gebyr for denne aftale udgør 750 kr. per halvår."
På et møde i marts 2002 blev depotets indhold drøftet. Værdien af investeringsbeviserne i Uni-Invest Aktier var da faldet væsentligt.
I december 2002 indgav klageren en skriftlig klage til forvaltningsafdelingen. Klageren anførte blandt andet, at depotets aktuelle kursværdi var på ca. 1,8 mio. kr. og fandt, at indklagede havde forvaltet det uforsvarligt, hvorfor han krævede erstatning. Havde han beholdt den oprindelige beholdning af værdipapirer, ville værdien af depotet praktisk talt have været intakt.
Ved skrivelse af 17. januar 2003 afviste indklagede klagen.
Indklagede har oplyst, at klageren betaler et gebyr på 4½ % af det årlige afkast (obligationsrenter og udbytter af aktier/investeringsbeviser).
På forespørgsel fra Ankenævnets sekretariat har Civilretsdirektoratet i en skrivelse af 13. november 2003 udtalt, at investeringerne efter det foreliggende ses at være foretaget i overensstemmelse med de gældende regler om anbringelse af myndiges båndlagte midler, og at direktoratet ikke anser sig for kompetent til at behandle klager over pengeinstitutters konkrete rådgivning.
Parternes påstande.
Klageren har den 15. august 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 490.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagedes medarbejder ved mødet i juli 2000 rådede til salg af alle depotets obligationer, da det var "uklogt" at beholde dem. For provenuet skulle der købes Uni-Invest Aktier for et større beløb samt en ny obligation for resten.
Hans indsigt i værdipapirmarkedet var da minimal, og på indklagedes medarbejdere lød handlerne som en formalitet, hvorfor han indvilgede i disse. Efterfølgende viste det sig, at de solgte obligationer var solgt på det laveste kursniveau.
Selv om aktiemarkedernes nedture var begyndt i foråret 2000, blev han uforståeligt rådet til at købe flere aktiebaserede investeringsbeviser, der efterfølgende har givet store tab. Hvorfor rådede indklagede ham ikke i januar 2001 til at sælge investeringsbeviserne og købe obligationer i stedet. Det virker påfaldende, at indklagede rådede ham til at købe både obligationer og aktier i indklagedes egen investeringsforening, således at ansvaret nu ligger hos investeringsforeningen og ikke hos indklagede.
Han bestrider, at baggrunden for i juli 2000 at foretage obligationssalgene var at sikre, at hans indkomst ikke blev større end, at han som studerende ville modtage fuld SU i 2000. På mødet i juli 2000 rådede indklagede til at vente til det nye år med at træffe langsigtede beslutninger.
Han bestrider, at det ved mødet i juli 2000 blev aftalt at sammensætte depotet således, at der var halvt aktier og halvt obligationer, og at handelen blev gennemført ud fra hans ønske om at maksimere afkastet. På det tidspunkt var han ikke klar over, at handlerne indebar, at depotet blev sammensat med halvt aktier og halvt obligationer. Han blev heller ikke informeret herom på mødet.
Næste møde med indklagedes medarbejder fandt sted i januar 2001, hvor han blev forelagt to muligheder, nemlig enten at have forholdsvis få aktier og mange obligationer eller halvt aktier og halvt obligationer. Hans ønske var at inflationssikre formuen, men til gengæld sikre, at dens reelle værdi forblev intakt. Han valgte derfor forslaget med halvt aktier og halvt obligationer. Da indholdet af depotet var i overensstemmelse hermed, blev der ikke foretaget handler. Det var indklagedes vurdering, at aktiemarkederne ville rette sig i løbet af året på trods af den økonomiske nedtur i det forgangne år.
I starten af 2002 kunne han konstatere, at han havde tabt betydelige beløb som følge af, at Uni-Invest Aktiers kursværdi var blevet halveret. Han stillede sig tillige uforstående over for anbefalingen om køb af investeringsbeviser i Uni-Invests Lange Obligationer, da købskursen var over pari. På et møde i marts 2002 anmodede han indklagedes medarbejder om at redegøre for baggrunden for rådgivningen gennem de seneste to år, herunder særligt salget af Nykredit obligationerne i november 2001, ligesom han anmodede indklagede om at oplyse, hvorfor man intet havde gjort for at forhindre, at formuen svandt ind. Han havde endvidere nogle spørgsmål vedrørende boopgørelsen, som han bad indklagede undersøge, men indklagedes medarbejder oplyste, at han ikke havde ressourcer hertil.
Han kan nu konstatere, at hver eneste handel, som indklagede har rådet ham til, har medført et kurstab. De obligationer, der blev solgt i juli 2000, blev solgt med et kurstab til følge, ligesom købet af de aktiebaserede investeringsbeviser medførte et voldsomt tab, hvilket også gør sig gældende for de obligationsbaserede investeringsbeviser.
Indklagedes medarbejder har optrådt manipulerende ved i sin facon alene at indgyde falsk tryghed og virke tillidsvækkende, så han accepterede handler og rådgivningsaftaler.
Reelt har han ikke haft noget andet valg end at følge medarbejderens rådgivning. Det er slående, at alle indklagedes råd har været en ulempe for ham. Havde medarbejderen ikke optrådt med en overbevisende autoritet, men i stedet givet udtryk for, at det var højrisikabelt at investere i de pågældende aktier, ville han ikke have accepteret investeringen.
Indklagede har anført, at alle dispositioner om investeringer er foretaget af klageren. Man har rådgivet om placeringen på grundlag af klagerens behov og risikoprofil, men det har stedse stået klageren frit for, om han ville følge rådgivningen.
Ved mødet i juli 2000 blev klageren orienteret om rammerne for investering af båndlagte midler, jf. herved bekendtgørelse nr. 1179 af 1996, ligesom man redegjorde for den maksimale grænse for placering i aktier og aktiebaserede investeringsforeninger. Det blev oplyst, at man anbefalede en fordelingsnøgle med 40% i aktier og 60% i obligationer ved investering af en formue med en tidshorisont på mere end tre år.
Klageren ønskede maksimal eksponering i aktier, hvorfor fordelingen på 50/50 mellem aktier og obligationer blev aftalt.
Klageren havde tre overordnede ønsker til den fremtidige investering, nemlig at han ønskede likvide midler med det samme, ligesom hans mulighed for at modtage SU ikke skulle begrænses. Endelig ønskede han hurtigst mulig tilvækst i formuen.
På denne baggrund rådgav man klageren til at sælge den eksisterende obligationsbeholdning, idet salget ville realisere godt og vel et halvt års vedhængende renter.
Med henblik på at opnå udbetalinger af et båndlæggelsesfrit afkast, som nogenlunde matchede indkomstgrænsen i SU-systemet, foreslog man køb af 7% Nykredit 2022, som yderligere ville kunne give en kursgevinst ved et fremtidigt rentefald. Med henblik på at opnå den ønskede fordeling på 50/50 i aktier og obligationer foreslog man en forøgelse af beholdningen af investeringsbeviser i Uni-Invest Aktier.
Baggrunden for mødet i november 2001 var, at kursen på Nykredit obligationerne var over kurs pari med risiko for kurstab ved udtrækning, og at der var stor konverteringsaktivitet i realkreditlånemarkedet.
Man tager afstand fra klagerens forskellige påstande om at være blevet manipuleret til at træffe dispositionerne, og at disse er foretaget helt eller delvist uden hans samtykke og indforståelse.
Alle handler er udført på et fuldt oplyst grundlag, og klageren har modtaget notaer på gennemførte handler uden at reagere herpå.
Klagerens utilfredshed bærer præg af efterrationaliseringer i lyset af de seneste års samlede negative markedsudvikling.
Man har ikke garanteret klageren nogen bestemt kursudvikling vedrørende de købte værdipapirer. Det må have stået klageren klart, at indklagedes rådgivning hvilede på forventninger til den fremtidige markedsudvikling, og at der var risiko for, at disse forventninger ikke blev realiseret.
Den altovervejende årsag til, at formuen er reduceret i værdi, er, at de aktiebaserede investeringsbeviser er faldet fra et kursniveau på 169 primo juli 2000 til 88-89 ved udgangen af 2003. Klagerens kurstab er imidlertid urealiseret.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at forvaltningen af klagerens midler er sket inden for de rammer, der gælder for anbringelse af myndiges båndlagte midler, jf. bekendtgørelse nr. 1179 af 13. december 1996, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren. Det må lægges til grund, at det beroede på klagerens eget ønske, at muligheden for at anbringe op til 50% af midlerne i aktier eller aktiebaserede investeringsbeviser fuldt ud blev udnyttet, og klageren kunne ikke være ubekendt med den risiko, som var forbundet hermed. Indklagedes anbefaling i november 2001 af, at beholdningen af 7% Nykredit 2022 obligationer blev omlagt til investeringsbeviser i Uni-Invest Lange Obligationer, kan efter Ankenævnets opfattelse ikke kritiseres.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.