Afgørelse

Inkonverterbare lån. Rådgiveransvar.

Efter ansøgning fra klagerne fremsendte det indklagede realkreditinstitut i december 1985 et forhåndslånetilbud på et 30-årigt 11 pct. obligationslån. Efter seriebetegnelsen i lånetilbudet var angivet ”Inkonvertible obligationer”, og det fremgik af forsiden af et medsendt pantebrev, at lånet kun kunne indfries ved indlevering af obligationer. Lånet blev i henhold til kurskontrakt med klagernes pengeinstitut udbetalt i juni 1986 til kurs 110 3/8. Klagernes advokat rejste i december 1997 erstatningskrav over for instituttet, idet han henviste til, at instituttet havde forsømt at give klagerne alle relevante oplysninger om de lån, der blev tilbudt, herunder om inkonvertibilitetsvilkåret med deraf følgende konsekvenser i form af indfrielse til overkurs. Instituttet afviste erstatningskravet, dels fordi det af lånetilbud og pantebrev var fremgået, at lånet var inkonverterbart, dels fordi pengeinstituttet havde bistået klagerne med finansieringen. Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring af sagen.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle anerkende, dels a) indfrielse af det inkonverterbare lån til kurs 100, dels b) at instituttet havde handlet i strid med god realkreditskik og tilsidesat sine forpligtelser som låneformidler ved ikke at have rådgivet om alternativer til og konsekvenser af det afgivne lånetilbud. Vedr. påstand a) påstod instituttet principalt frifindelse, subsidiært og mere subsidiært frifindelse mod betaling af klagernes tab opgjort efter nærmere angivne principper. Vedr. påstand b) påstod instituttet frifindelse.

Nævnet henviste til, at det af instituttets lånetilbud fremgik, at lånet var inkonverterbart, ligesom det fremgik af det udstedte pantebrev, at lånet kun kunne indfries med obligationer. Instituttet havde efter sine egne oplysninger ikke rådgivet klagerne om valg af låntype. Det var vanskeligt nærmere at fastlægge det øvrige rådgivnings- og ekspeditionsforløb, herunder pengeinstituttets rolle, og om realkreditinstituttet rettelig havde kunnet forvente, at pengeinstituttet rådgav klagerne i lånesagen. Nævnet fandt imidlertid, at det i 1985 ikke i sig selv fremstod som ufornuftigt at tilbyde inkonverterbare lån med et provenu, der var baseret på en kurs, der var væsentlig højere end kursen på tilsvarende konverterbare obligationer, således at der ved låneudbetalingen realiseredes en på daværende tidspunkt skattefri kursgevinst. Nævnet kunne derfor ikke tage nogen af klagernes påstande til følge og frifandt instituttet.