Afgørelse

Differencerente. Størrelsen af godtgørelsesrenten.

Klagerne havde et lån hos det indklagede realkreditinstitut. Af pantebrevet for lånet fremgik det under punkt 8 c, at lånet kunne paristraksindfries ved betaling af obligationsrestgælden til kurs 100 samt obligationsrenter frem til indfrielsesdagen. Det fremgik endvidere, at realkreditinstituttet ville betale debitor en godtgørelsesrente af det modtagne indfrielsesbeløb frem til tidspunktet for betalingen til obligationsejerne, og at forskellen mellem godtgørelsesrenten og obligationsrenten blev betegnet som differencerente. Størrelsen af godtgørelsesrenten var ikke angivet, men det fremgik, at godtgørelsesrenten varierede i takt med den aktuelle markedsrente for indlån, og at oplysninger om den aktuelle godtgørelsesrente kunne fås ved henvendelse til realkreditinstituttet. Den 11. november 2005 fremsendte instituttet en indfrielsesnota til klagernes pengeinstitut, hvoraf det fremgik, at der var ydet klagerne en godtgørelsesrente på 1 pct. Klagerne anmodede den 31. januar 2006 realkreditinstituttet om en redegørelse for instituttets fastsættelse af godtgørelsesrenten, idet de undrede sig over, at der kun var ydet dem en godtgørelsesrente på 1 pct. p.a. Instituttet anførte den 21. februar 2006 i sit svar til klagerne, at instituttet forud for accept udarbejder indfrielsestilbud, hvoraf rentesats m.v. fremgår, at valget af indfrielsesmetode er låntagerens, at instituttet på daværende tidspunkt ydede en godtgørelsesrente på 1 pct. p.a., og at fastsættelsen af godtgørelsesrenten beror på en samlet vurdering af markedsrisici m.v. Efter yderligere henvendelser fra klagerne oplyste instituttet, at satsen for rentegodtgørelse er markedskonform, at pantebrevsbestemmelserne ikke angiver en bestemt rentesats som godtgørelsesrentesats, at godtgørelsesrentesatsen typisk ændres, når der sker ændringer af Nationalbankens officielle rentesatser, og at klagerne forud for beslutningen om indfrielse kendte de økonomiske forudsætninger og havde mulighed for at få oplyst den konkrete godtgørelsesrentesats ved henvendelse til instituttet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle fremlægge dokumentation for den rente, som instituttet får for sine indlån, samt at instituttets godtgørelsesrente skulle ændres til denne rentesats. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet i henhold til pantebrevet punkt 8 c ikke havde forpligtet sig til at oplyse klagerne om instituttets anvendelse af indfrielsesbeløbet, ligesom Nævnet fandt, at bestemmelsen ikke havde afskåret instituttet fra i november 2005 at fastsætte godtgørelsesrenten til 1 pct. Nævnet kunne derfor ikke give klagerne medhold i klagen og frifandt instituttet.