Spørgsmål om pengeinstitut burde have rådgivet om alternativer til gentagne mindre låneforhøjelser. Omkostninger.
| Sagsnummer: | 113 /2004 |
| Dato: | 09-07-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Etiske retningslinier |
| Ledetekst: | Spørgsmål om pengeinstitut burde have rådgivet om alternativer til gentagne mindre låneforhøjelser. Omkostninger. |
| Indklagede: | Gjerlev-Enslev Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede burde have rådgivet om alternative muligheder til gentagne mindre låneforhøjelser.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1931, hensidder i uskiftet bo efter sin ægtefælle, H, der døde i november 2003. H var født i 1936.
Klageren og H havde et fælles boliglån med en hovedstol på oprindelig 38.000 kr. hos indklagede. Til sikkerhed for lånet havde indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 30.000 kr. med pant i klagerens og H's ejendom.
Ved 12 gældsbreve udstedt i perioden 16. oktober 1998 - 25. juli 2002 blev lånet forhøjet 12 gange. Efter den første forhøjelse den 16. oktober 1998 var restgælden 28.200 kr. Efter den sidste forhøjelse den 25. juli 2002 var restgælden 44.514,64 kr. Forhøjelserne var følgende:
Dato | Forhøjelse (kr.) | Ydelse (kr.) | Rentesats (% p.a.) | Omkostninger (kr.) |
16/10-98 | 3.771,81 | 1.000 | 8,75 | 250 |
31/3-99 | 600,00 | 1.000 | 8,75 | 100 |
27/12-99 | 15.931,00 | 1.000 | 8,25 | 931 |
31/12-99 | 5.000,00 | 1.000 | 8,25 | 500 |
29/5-00 | 8.500,00 | 1.000 | 8,75 | 500 |
25/7-00 | 4.000,00 | 1.000 | 9,95 | 400 |
29/8-00 | 3.400,00 | 1.200 | 9,95 | 400 |
26/2/01 | 4.000,00 | 1.300 | 10,45 | 310 |
7/8-01 | 3.100,00 | 1.300 | 10,45 | 250 |
29/10/01 | 5.000,00 | 1.300 | 9,95 | 400 |
12/2-02 | 2.000,00 | 1.300 | 9,25 | 250 |
25/7-02 | 3.000,00 | 1.300 | 9,25 | 250 |
I alt | 58.302,81 | 4.541 |
Indklagede har oplyst, at forhøjelserne hovedsagelig blev anvendt til finansiering af mindre vedligeholdelsesopgaver på klagerens og H's ejendom. Indklagede har under sagen fremlagt syv skriftlige anmodninger fra H om låneforhøjelser.
Af Forbrugerombudsmandens dagældende retningslinier for etik i pengeinstitutternes rådgivning fremgår bl.a.:
"2.2 | Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov. |
2.3 | Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser. |
.. | |
3.2. | Pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Der skal således oplyses om muligheden for at indrette sig mest hensigtsmæssigt ved alternative måder at ordne et engagement på. |
3.3. | Ved rådgivningen anvendes pengeinstituttets generelle markedskundskab med henblik på, at kunderne informeres om de på markedet relevante produkttyper. Rådgivningen omfatter dog ikke enkeltheder om konkurrerende produkter eller konkrete priser." |
I begyndelsen af 2004 rettede klagerens og H's datter, D, henvendelse til indklagede om forhøjelserne, som hun var blevet opmærksom på i forbindelse med H's død.
Parternes påstande.
Den 30. marts 2004 har D på klagerens vegne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere omkostningerne på i alt 4.541 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
D har anført, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneforhøjelserne bør refundere omkostningerne på i alt 4.541 kr.
Som alternativ til låneforhøjelserne burde indklagede have rådgivet klageren og H om muligheden for en kassekredit eller et realkreditlån i ejendommen, der er gældfri. Det blev ikke opfattet som "enkelt" for H at bede om penge. De månedlige ydelser på 1.000 kr. stigende til 1.300 kr. var en belastning for klagerens og H's daglige økonomi.
Indklagede burde have indset, at der var behov for rådgivning, og var derfor ifølge de etiske retningslinier forpligtet til at rådgive om muligheden for at indrette økonomien mest fordelagtigt. Ved at undlade at yde denne rådgivning blev klageren og H påført unødige omkostninger, og deres daglige økonomi blev belastet som følge af ydelsesbetalingen. Indklagede har primært varetaget egne interesser.
Indklagede har anført, at låneforhøjelserne blev ydet efter mundtlige eller skriftlige anmodninger fra H. Lånedokumenterne blev afhentet personligt af klageren og returneret i underskrevet stand. Låneanmodningerne var af en sådan beskeden størrelse, at de havde meget begrænset betydning for ægtefællernes økonomi.
Lånevilkårene herunder pålydende rentesats, ekspeditionsgebyr og stiftelsesprovision, amortisationstabel m.m. fremgår tydeligt af lånedokumenterne, der opfylder kravene i kreditaftalelovens § 9.
Klageren og H har ved deres henvendelser efterspurgt en simpel ekspedition, hvor der ikke er pligt til rådgivning, idet omstændighederne ikke har tilsagt behov herfor. Det kan ikke bebrejdes indklagede, at klageren og H ikke havde tilstrækkeligt overblik over, om der eksempelvis blot to uger efter en låneforhøjelse kunne opstå et nyt lånebehov.
Selvom arbejdsindsatsen til udfærdigelse af lån, låneindstilling, intern revision m.m. er den samme på beskedne beløb som på behandling af større låneanmodninger, har man ydet en ikke ubetydelig dekort på omkostningerne. Såfremt stiftelsesomkostningerne var blevet beregnet efter almindelige takster, ville de have beløbet sig i alt 14.031 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneforhøjelserne i 1998-2002 forpligtet til at refundere omkostningerne i forbindelse med de gennemførte låneforhøjelser i 1998-2002 på i alt 4.541 kr. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at indklagede i forhold til de standardmæssige takster i betydeligt omfang har nedsat sit krav på omkostninger i forbindelse med de omhandlede låneforhøjelser, således at de samlede omkostninger ikke findes at kunne tilsidesættes som urimelige.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.