Afgørelse

Klagerne i nærværende sag er nogle af arvingerne til A, der døde den 17. oktober 1996 95 år gammel.

Ved sin død havde A en indlånskonto med 3 måneders opsigelse og to lønkonti hos indklagede. Af de kontoudtog, der er fremlagt under sagen, fremgår følgende udvikling i kontienes saldi og rente:

Indklagede har oplyst, at A i perioden 1952 til 1983 havde en konto med 6 måneders opsigelse. Lønkonto I er oprettet før 1970 og blev anvendt af A som lønkonto og senere pensionskonto. Kontoen med 3 måneders opsigelse blev oprettet i 1986/87. Lønkonto II blev oprettet den 23. juni 1989 i en afdeling tæt på klagerens bopæl. Ved oprettelsen overføres 584.294,95 kr. fra lønkonto I.

I november 1996 rettede klagerne henvendelse til indklagede om forrentningen af A's konti. Indklagede afslog en anmodning om at tilskrive yderligere rente.

Den 7. august 1997 har klager indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Indklagede har under sagen fremlagt kopi af interne notater vedrørende A's konti. Heraf fremgår bl.a.:

"23.6.89

Kunden er i forbindelse med overflytning af konto hertil gjort opmærksom på konti med højere forrentning, men gav udtryk for at det ikke havde interesse.

5.8.93

Kunden er foreslået at oprette garantibevis + garantkonto for at få større forrentning, men ønsker fortsat denne ene konto"

Indklagede har fremlagt 12 udbetalingsbilag vedrørende lønkonto II underskrevet af A i perioden september 1995 til september 1996.

Klager har anført, at A havde orden i sine pengesager, var påholdende og brugte ikke penge på unødvendige ting. Det er derfor uforståeligt, at A skulle have ladet sig nøje med at få sin ret store opsparing forrentet ned den absolut mindste rentesats. A må have regnet med, at opsparing blev indsat på en konto med opsigelse og dermed en noget højere forrentning end lønkontoen, der blev anvendt til modtagelse af pension og løbende hævekonto. Trods sin høje alder klarede A sig selv i dagligdagen, men på grund af stærkt nedsat syn har hun ikke været i stand til at læse tilsendte kontoudskrifter fra indklagede. Det må formodes, at A havde tiltro til, at indklagede placerede hendes opsparing til højeste forrentning, og at alt i øvrigt blev ordnet på bedste måde.

Indklagede har anført, at A trods sin høje alder og nedsatte syn klarede sig godt, og at hun til det sidste boede i eget hus og ordnede sine ærinder uden andres hjælp. Så sent som den 9. september 1996 spadserede hun til indklagedes afdeling for at hæve 4.000 kr. Det har på intet tidspunkt været indklagedes opfattelse, at A ikke forstod tingene og deres rette sammenhæng. A blev flere gange tilbudt kontoprodukter med højere forrentning, senest den 5. august 1993, hvor hun blev tilbudt et garantbevis med tilknyttet garantkonto. A takkede venligt, men bestemt nej til indklagedes tilbud. A var af den gamle skole, og ikke en person man begyndte at diskutere med. Når A takkede nej, betød det, at emnet var uddebatteret. Indklagede rådgav A i overensstemmelse med god pengeinstitutskik, og midlerne har været placeret i overensstemmelse med A's ønsker, hvorfor indklagede ikke er forpligtet til at yde rentekompensation. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en klarlæggelse af A's fysiske og psykiske tilstand vil forudsætte en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Der påhviler et pengeinstitut en almindelig pligt til, som led i rådgivningen af kontohavere med et indestående på anfordringskonti i en størrelsesorden som i nærværende sag, at henlede sådanne kontohaveres opmærksomhed på alternativ placering af kontoens indestående.

Tre medlemmer - Niels Waage, Ole Simonsen og Peter Stig Hansen - udtaler herefter:

Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysning om, at A løbende er blevet orienteret om alternative placeringsmuligheder. Vi finder herefter ikke, at det kan pålægges indklagede at yde rentekompensation. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer - Jørn Ravn og Leif Nielsen - udtaler:

Siden 1986/87 bestod A's engagement med indklagede af dels en lønkonto, senere to, dels en opsparingskonto med 3 måneders opsigelse. Vi finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at formålet med bibeholdelsen af disse to kontotyper var, at lønkontoen skulle anvendes til modtagelse af pension og betaling af løbende udgifter, mens indlånskontoen med 3 måneders opsigelse, der forrentedes med en højere rente end lønkontoen, skulle anvendes til A's ikke ubetydelige opsparing. Vi finder, at det må lægges til grund, at A ikke har været opmærksom på, at opsparingen ikke blev placeret på kontoen med den højeste forrentning, og finder, at indklagede havde pligt til at gøre A opmærksom herpå. Da indklagede ikke sikrede sig A's skriftlige tilkendegivelse om, at hun ikke ønskede sine midler forrentet bedre end tilfældet var, stemmer vi for at tage klagen til følge, således at det pålægges indklagede at udrede en rentekompensation. Vi henviser herved til forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning pkt. 2, 3 og 11.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det