Afgørelse

Den 11. december 1991 oprettede klageren en uddannelsesopsparingskonto i indklagedes Lyngby afdeling til sit barnebarn, der er født samme år. Af kontrakten fremgår bl.a.:

"Kontoen forrentes med [indklagedes] til enhver tid gældende rente for Uddannelsesopsparing, som for tiden er 8,00% p.a."

Af indklagede generelle forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"Rente- og provisionssatser

Renten og en eventuel provision er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.

At satserne er variable betyder, at banken til enhver tid uden varsel kan ændre disse.

Banken oplyser rente- og provisionssatser for de enkelte typer af ind- og udlån ved skiltning i bankens ekspeditionslokaler eller efter anmodning fra Dem."

Af § 3 i lov om uddannelsesopsparing, nu lovbekendtgørelse nr. 769 af 17. september 1993, fremgår, at pengeinstituttet skal forrente opsparing på en uddannelsesopsparingskonto med pengeinstituttets højeste indlånsrente.

Om udviklingen i renten på den af klageren oprettede uddannelsesopsparingskonto og indklagedes højeste indlånsrente er oplyst følgende:

Indklagede har oplyst, at indklagedes "Kapitalkonto" med en måneds opsigelse havde indklagedes højeste indlånsrente indtil 20. september 1995, hvor indlånskonti med 6 måneders opsigelse blev indført.

Ved klageskema af 30. april 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forhøje renten på kontoen med tilbagevirkende kraft.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagedes rentereguleringer på uddannelsesopsparingskontoen er i strid med markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik. På baggrund af kontrakten kunne hun berettiget forvente, at kontoen ville blive forrentet med en betydelig overrente. Kontoen er i realiteten bundet indtil år 2009, hvor kontohaveren fylder 18 år, idet der i modsat fald må gives afkald på statens præmie. Renten er imidlertid blevet reduceret til mindre end renten på andre konti, der er bundet i et tilsvarende tidsrum, f.eks. børneopsparingskonti og indekskonti. Indklagede bør ikke vilkårligt kunne fastsætte renten, men bør være forpligtet til at fastholde renteniveauet på 8% på etableringstidspunktet i forhold til et offentliggjort renteniveau, f.eks. den effektive rente for statsobligationer med en løbetid på 10 år. Det forhold at renten ikke har været lavere end indklagedes højeste indlånsrente er ikke afgørende for fortolkningen af kontrakten, som indeholdt en særrente på 4% på indgåelsestidspunktet.

Indklagede har anført, at det på grundlag af kontraktens ordlyd må have stået klageren klart, at renten på kontoen var variabel og løbende blev fastsat af indklagede. Den eneste begrænsning i fastsættelsen af kontoens forrentning er, at den i henhold til loven om uddannelsesopsparing minimum skal udgøre indklagedes højeste indlånsrente, hvilken betingelse til stadighed har været opfyldt. Det forhold, at renten på uddannelsesopsparingskontoen er faldet, er alene et udtryk for, at renteniveauet i samfundet i de senere år har været faldende. Rentefaldet på kontoen i perioden december 1991 til 1997 har været mindre end faldet i diskontoen i den pågældende periode, hvilket er udtryk for priskonkurrence. Renteændringerne er blevet annonceret i dagspressen og er endvidere meddelt på førstkommende kontoudtog for kontoen.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har i henhold til den af klageren oprettede kontrakt om uddannelsesopsparing alene forpligtet sig til at forrente kontoens indestående med indklagedes til enhver tid gældende rente for uddannelsesopsparing. I overensstemmelse med § 3 i lov om uddannelsesopsparing har indklagede til stadighed forrentet kontoen med en rente, der er højere end "højeste indlånsrente", hvilket er en fast indarbejdet betegnelse for rente på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. Indklagede kan derimod ikke anses for forpligtet til at sikre, at renten på uddannelseskonti til enhver tid mindst svarer til den rente, der ydes for andre indlån på særvilkår. Indklagede kan heller ikke anses for forpligtet til alene at ændre renten i takt med ændringer i renten på statsobligationer eller lignende eller til at opretholde en merrente i forhold til "højeste indlånsrente" af en bestemt størrelse. Det af klageren anførte om, at kontoens indestående i realiteten er bundet i en længere årrække, findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Herefter, og idet bemærkes, at klageren vil kunne overføre kontoen til et andet pengeinstitut, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagen til følge.

Som følge heraf