Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejlagtig angivelse af henlæggelsesår på bankbog, udløb af frist for anvendelse af indskud.

Sagsnummer: 367 /1997
Dato: 26-01-1998
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Investeringsfondskonto
Ledetekst: Fejlagtig angivelse af henlæggelsesår på bankbog, udløb af frist for anvendelse af indskud.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren driver fra sit hjem virksomhed med renskrivning og oversættelse af dokumenter. For indkomstårene 1989 og 1990 indskød klageren i 1990 og 1991 henholdsvis 22.000 kr. og 20.000 kr. på investeringsfondskonti i indklagedes Varde afdeling. Beløbene svarede til 70% af den skattemæssige henlæggelse på henholdsvis 31.428 kr. 1989 og 28.571 kr. i 1990.

For de to konti blev oprettet to bankbøger, der bærer påtegning om henlæggelsesår 1990 og 1991 svarende til de år, hvor kontiene blev oprettet, uanset at de skattemæssige henlæggelsesår var 1989 og 1990.

Ved skrivelse af 14. august 1997 blev klageren af skattemyndighederne gjort opmærksom på, at der ville ske efterbeskatning af ikke anvendte henlæggelsesbeløb på 3.873 kr. vedrørende 1989 og 24.676 kr. vedrørende 1990. Baggrunden var, at klageren ikke inden seks år fra henlæggelsesåret (1989 og 1990) havde anvendt henlæggelserne. Med et procenttillæg på 5% pr. år ville der ske efterbeskatning hos klageren af henholdsvis 5.035 kr. og 32.079 kr. Det fremgår af skattevæsenets opgørelse, at der ikke var anvendt nogen del af henlæggelserne i 1995 og 1996.

Klageren rettede henvendelse til indklagede og gjorde gældende, at indklagede var erstatningsansvarlig for efterbeskatningen som følge af den fejlagtige angivelse af årstallet på bankbøgerne. Indklagede afviste at have pådraget sig erstatningsansvar.

Klageren har den 13. oktober 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede "dækker den beskatning, som er udløst p.g.a. forkert rådgivning".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun i 1990 og 1991 og igen i 1996 og 1997 nogle gange forespurgte, hvornår de henlagte beløb senest skulle anvendes for at undgå efterbeskatning. Hun fik at vide, at beløbene skulle bruges inden udgangen af det 6. år efter det henlæggelsesår, der var anført på bankbøgerne. Hun finder, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar på grund af den fejlagtige angivelse af henlæggelsesår.

Indklagede har anført, at man har besvaret klagerens forespørgsler generelt og oplyst, at de indskudte midler skulle anvendes inden 6 år fra henlæggelsesåret i overensstemmelse med de skattemæssige regler. Indklagede påser ikke i forbindelse med hævninger, hvorvidt tidsfristen overholdes. Henlæggelserne er udnyttet i klagerens skatteregnskab for 1989 og 1990, hvorfor klageren ikke kan hævde, at hun var ubekendt med de faktiske henlæggelsesår.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren måtte på grundlag af sine regnskaber være klar over, at de omhandlede henlæggelser i henhold til investeringsfondsloven var foretaget i henholdsvis 1989 og 1990. De fejl, som blev begået ved noteringerne i bankbøgerne af henholdsvis 1990 og 1991 som henlæggelsesår, må anses for åbenlyse, eftersom indsættelsen på investeringsfondskontoen først kan ske efter henlæggelsesårets udløb. På denne baggrund finder Ankenævnet uanset de begåede fejl ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.