Spørgsmål om ansvar for tab på delvist lånefinansierede aktieinvesteringer.
| Sagsnummer: | 141 /2004 |
| Dato: | 15-02-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Etiske retningslinier |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for tab på delvist lånefinansierede aktieinvesteringer. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et ansvar for klagernes tab på delvist lånefinansierede aktieinvesteringer.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
I marts 2000 ydede indklagede klagerne en kredit på 250.000 kr., som klagerne ønskede at anvende til aktieinvesteringer.
Indklagede bevilgede endvidere et byggelån til finansiering af klagernes køb af en byggegrund med overtagelse pr. 1. juli 2000, hvorpå klagerne ønskede at opføre en helårsbolig. Klagernes hidtidige helårsbolig blev pr. samme dato solgt med et provenu på ca. 600.000 kr.
Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i klagernes værdipapirdepot og et ejerpantebrev på 200.000 kr. i klagernes sommerhus.
I september 2000 blev investeringskreditten forhøjet med 500.000 kr. til 750.000 kr. Forhøjelsen var gældende til den 1. december 2000. Forhøjelsesbeløbet blev anvendt til klagernes køb af aktier i GN Store Nord. M underskrev den 1. september 2000 en erklæring om, at han i forbindelse med aktiekøbet efter eget ønske ikke havde modtaget rådgivning fra indklagede. Indklagede fik transport i provenuet ved ejendomssalget.
Provenuet blev indsat på kreditten i november 2000.
Omkring årsskriftet 2000/2001 ydede pengeinstituttet P klagerne en kredit på 300.000 kr.
Den 17. januar 2001 blev der indsat 250.000 kr. på investeringskreditten.
I begyndelsen af 2001 ydede indklagede klagerne en byggekredit til finansiering af byggeriet på den købte byggegrund. Der blev i forbindelse hermed indgået aftale om et nyt maksimum på 500.000 kr. på investeringskreditten.
Den 8. juni 2001 opkrævede indklagede et gebyr på 198,43 kr. for formuepleje med to årlige gennemgange på depotet.
Den 20. juni 2001, hvor byggeriet var færdigt, blev der afholdt et møde om den endelige finansiering af den nyopførte ejendom og engagementet i øvrigt. Klagernes investeringer havde udviklet sig negativt.
Den 25. juni 2001 solgte klagerne GN Store Nord-aktierne. Klagerne realiserede herved et tab på ca. 300.000 kr.
Den 1. august 2001 købte klagerne 3.550 stk. aktier i RTX Telecom til kurs 140 svarende til en kursværdi på 497.000 kr. Kort tid efter indtrådte der et væsentligt kursfald på RTX-aktierne.
Den 18. august 2001 blev der afholdt et nyt møde om engagementet. Ifølge klagerne anbefalede indklagede at afvente et eventuelt salg af RTX-aktierne, som var faldet til kurs 95. Indklagede har anført, at man hverken kan bekræfte eller afkræfte dette, idet den pågældende medarbejder ikke længere er ansat.
På baggrund af en anmodning fra klagerne om frigivelse af 40.000 kr. på byggekreditten til gardiner og haveanlæg meddelte indklagede ved skrivelse af 30. august 2001, at en frigivelse var betinget af, at indklagede blev bemyndiget til at sælge værdipapirerne i depotet, såfremt værdien af dette faldt til under 200.000 kr. Investeringskreditten ville blive opsagt til fuld indfrielse pr. 31. marts 2002, medmindre den aktuelle negative status var væsentligt forbedret.
Ved skrivelse af 5. september 2001 meddelte indklagede, at depotværdien ved udgangen af 2001 minimum skulle være 350-400.000 kr.
Den 6. september 2001 rettede indklagede henvendelse til klagerne, idet depotværdien var under 200.000 kr. Kursen på RTX-aktierne lå i intervallet 45-50.
Den 7. september 2001 blev RTX-aktierne solgt, hvorved klagerne realiserede et kurstab på ca. 340.000 kr.
Klagerne har anført, at det ved indklagedes henvendelse den 6. september 2001 blev drøftet at afhænde aktierne med henblik på reinvestering, når aktien steg igen. Under drøftelserne bevilgede indklagedes medarbejder en kredit til mulig reinvestering. Den 11. september 2001 meddelte indklagedes medarbejder, at bevillingen af kreditten ikke var blevet godkendt, og at man afviste at give tilladelse til genkøb af aktierne. Indklagede har bestridt klagernes beskrivelse af forløbet.
Engagementet, herunder spørgsmålet om en kredit til genkøb af aktierne, blev drøftet på et møde den 17. september 2001.
Klagernes resterende værdipapirer blev solgt, og investeringskreditten blev indfriet ved en forhøjelse af klagernes boliglån. Engagementet var herefter på 869.000 kr. Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 400.000 kr. i den nyopførte ejendom. Ejerpantebrevet i sommerhuset blev forhøjet med 150.000 kr. til 350.000 kr.
Af Forbrugerombudsmandens retningslinjer af 6. juni 1994 om etik i pengeinstitutternes rådgivning med uddybende kommentarer af 13. august 1997 fremgår bl.a.:
"2.2. Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov.
2.3. Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser.…10.1. Som led i rådgivningen skal kunden orienteres om risici, der er relevante i relation til kundens forhold.
10.2. Hvor pengeinstituttet anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden være foretaget en omhyggelig vurdering af kundens mulighed for at bære et deraf følgende tab. Der bør i disse situationer udvises særlig tilbageholdenhed med at tilbyde lånefinansiering.
10.3. Såfremt en kunde på eget initiativ forespørger pengeinstituttet om investering eller finansiering af investeringer, hvis konsekvenser kan overstige kundens formåen, påhviler der pengeinstituttet pligt til at fraråde en sådan investering.…11.1. Pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt med angivelse af eventuelle særlige forudsætninger, herunder væsentlige forudsætninger i den tilknyttede rådgivning."
Parternes påstande.
Den 6. maj 2004 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at frafalde sit tilgodehavende og sine sikkerheder samt betale 250.000 kr., subsidiært at nedsætte sit tilgodehavende med et beløb svarende til deres tab ved aktieinvesteringerne og mere subsidiært at nedsætte tilgodehavendet med tabet på RTX-aktierne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede som følge af mangelfuld rådgivning er erstatningsansvarlig for deres tab.
Pr. den 1. juni 2001 var den likvide egenkapital på 600.000 kr. ved ejendomssalget tabt. I perioden 1. juni - medio oktober 2001 blev der tabt yderligere i alt 761.443 kr.
De har optaget et lån hos P, hvoraf 250.000 kr. blev indsat på kreditten. Den resterende gæld til indklagede er nu på ca. 830.000 kr.
Forløbet af aktieinvesteringerne må sammenholdes med udviklingen i KFX-indekset, som i første halvår af 2001 viste et fald på ca. 2%.
Tabet kunne have været undgået, såfremt indklagede havde opfyldt sin rådgivningsforpligtelse, jf. de etiske retningslinjer. Indklagede burde havde rådgivet om sammensætningen af værdipapirerne i depotet, herunder om spredning i investeringerne. De risikofyldte investeringer burde indklagede have frarådet og afstået fra at medvirke til.
Indklagede, der beregnede sig gebyr for formuepleje, reagerede på intet tidspunkt før juni 2001 på kursfaldet på investeringerne. Indklagede kunne og burde på et meget tidligere tidspunkt have konstateret det væsentlige fald i depotets værdi.
De fravalgte kun rådgivning i forbindelse med investeringen i GN Store Nord-aktier. Underskriften på erklæringen medfører ikke, at indklagede fraskrev sig sit rådgivningsansvar. Indklagede burde have frarådet investeringen.
Indklagede havde et indgående kendskab til deres økonomi og kan ikke have været uvidende om, at nedbringelsen af engagementet med de 250.000 kr. stammede fra et samtidigt optaget lån.
Den periode, hvor investeringerne fandt sted, var hos indklagede præget af omfattende omstruktureringer og rokeringer med personalet, hvilket kan have betydet, at indklagede ikke har haft den fornødne kapacitet til at efterleve de etiske retningslinjer. Indklagede bærer ansvaret herfor.
De havde ikke erfaring med at investere og var ikke bekendt med risikoen. De etiske retningslinjer har netop til formål at sikre en korrekt vejledning og rådgivning i forhold til kunder, der ikke har den nødvendige erfaring.
Salget af GN Store Nord-aktierne skete efter krav fra indklagede. Det blev oplyst, at indklagedes limit for fortsat at være i GN Store Nord-aktien var kurs 60. Kursen var på dette tidspunkt 76, hvorfor de blev tvunget til at afhænde aktierne med deraf følgende tab. Værdipapirdepotet blev herved væsentligt forringet.
Den efterfølgende investering i RTX Telecom-aktier skete alene for lånte midler. Navnlig dette forhold er i strid med de etiske retningslinjer.
Indklagede var bekendt med de investeringer, der blev foretaget, herunder navnlig købet af RTX-aktierne, der blev købt, da engagementet var under overvågning. Indklagede vedstod ikke sit løfte om en kredit til et genkøb af aktierne, som blev solgt til kurs 45. Kort tid efter steg kursen til 117.
Indklagedes bevilling af overtræk på kreditten efter udløbet af forhøjelsen den 1. december 2000 skete ikke i henhold til aftale og var således i strid med de etiske retningslinjers pkt. 11. 1.
Indklagede fik pant i helårsboligen og forhøjet pant i sommerhuset, efter at samtlige aktier var afhændet og insolvens forelå. Der blev herved reelt stillet sikkerhed for gammel gæld.
I tilfælde af bevisusikkerhed bør det ikke komme dem til skade, at de medarbejdere, der var beskæftiget med engagementet, ikke længere er ansat hos indklagede.
Indklagede har anført, at investeringskreditten blev bevilget på grundlag af en vurdering af klagernes indkomst og formueforhold. Klagerne tilkendegav, at de var klar over risikoen og ville sælge deres sommerhus, hvis investeringerne slog fejl. Klagerne havde tidligere handlet værdipapirer. De etiske retningslinjer har ikke til hensigt at hindre en risikovillig kunde i at indgå forretninger, når kunden vurderes at kunne bære et eventuelt tab.
For forhøjelsen af kreditten på 500.000 kr. ønskede klagerne at købe aktier i GN Store Nord med henblik på en hurtig gevinst. Indklagede kunne ikke tilråde investeringen. Klagerne gav udtryk for, at de vidste, hvad de gjorde, og M underskrev erklæringen om ikke at ønske rådgivning.
Den 1. december 2000, hvor forhøjelsen udløb, blev de 500.000 kr. registreret som et midlertidigt overtræk, indtil der var aftalt en afvikling. Dette blev gjort for at spare klagerne for overtræksrente.
I forbindelse med bevillingen af byggelånet blev investeringskreditten forhøjet fra de oprindelige 250.000 kr. til 500.000 kr., og den aktuelle gæld på kreditten blev nedbragt hertil ved en indbetaling på 250.000 kr. Det var fortsat indklagedes vurdering, at klagerne havde en god økonomi med en positiv formue og et passende månedligt rådighedsbeløb. Blandt andet derfor blev der undtagelsesvist ikke forlangt et byggelånsejerpantebrev fra klagerne.
Indklagede var ikke bekendt med, at klagerne havde optaget lån i et andet pengeinstitut.
Klagernes påstand om, at de i juni 2001 blev pålagt at sælge GN Store Nord-aktierne kan hverken bekræftes eller afkræftes. Det har imidlertid formodningen imod sig, at man skulle have forlangt GN Store Nord-aktierne solgt for herefter at acceptere en lige så risikofyldt investering i RTX Telecom-aktier. Hvis bundgrænsen for aktierne som anført af klagerne var kurs 60, giver det ingen mening, at indklagede skulle have tvunget klagerne til salg ved kurs 76. Et salg af sommerhuset blev drøftet, men klagerne meddelte, at de ville sælge ud af værdipapirerne for at nedbringe kreditten.
Det var berettiget at kræve yderligere pant til sikkerhed for det tab, der blev realiseret i efteråret 2001. Den af klagerne rejste problemstilling om sikkerhed for gammel gæld er uden relevans for nærværende sag.
Klagernes påstand om, at de ved salget af RTX-aktierne blev bevilget en kredit til reinvestering, kan hverken bekræftes eller afkræftes. Der findes imidlertid ikke nogen kreditindstilling vedrørende en mulighed reinvestering og dermed heller ikke noget afslag. I efteråret 2001 var man ikke længere indstillet på at lade klagerne fortsætte de spekulative investeringer. Klagernes gentagne ønsker herom blev derfor afvist.
Med henblik på at finde en for klagerne acceptabel løsning blev investeringskreditten ikke straks opsagt, og klagerne fik tidsrummet til udgangen af 2001 til at afvikle investeringskreditten.
Det bestrides, at indklagede skulle have været særligt involveret i købet af RTX Telecom-aktierne. Købet blev foretaget af klagerne via netbank.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Investeringskreditten blev etableret på klagernes eget initiativ, og klagerne traf selv beslutning om de investeringer, der blev foretaget med dels indskudte midler på ca. 600.000 kr. vedrørende ejendomssalget, dels midlerne vedrørende investeringskreditten hos indklagede og lånet hos P. Klagerne måtte indse, at der bestod en væsentlig risiko for tab, og at denne risiko som følge af gearingen ikke var begrænset til indskuddet.
Efter det anførte finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig. Dette gælder, selvom det måtte kunne bebrejdes indklagede, at denne ikke afslog at medvirke til det risikofyldte investeringsengagement, jf. pkt. 10 i Forbrugerombudsmandens retningslinjer om etik i pengeinstitutternes rådgivning, nu § 13 i bekendtgørelse nr. 1046 af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder.
Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med salget af RTX Telecom-aktierne i september 2001 bevilgede en kredit til en eventuel reinvestering.
Der er ikke anledning til at kritisere, at indklagede i december 2000 uden nærmere aftale med klagerne registrerede overtrækket på investeringskreditten som et bevilget overtræk med henblik på at spare klagerne for overtræksrenter.
Det kan heller ikke kritiseres, at indklagede efter realiseringen af tabet forlangte yderligere pant i klagernes ejendomme til sikkerhed for engagementet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.