Spørgsmål om forpligtelse til rådgivning om samme pengeinstituts telefonbanks produkter.
| Sagsnummer: | 530 /1995 |
| Dato: | 21-03-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Etiske retningslinier
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forpligtelse til rådgivning om samme pengeinstituts telefonbanks produkter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 15. august 1995 underskrev klageren en kassekreditkontrakt (lønkonto med kredit), hvorefter hendes kassekredit hos indklagedes Hjørring afdeling blev forhøjet fra 50.000 kr. til 75.000 kr. Samtidig underskrev hendes ægtefælle som kautionist. Af kontrakten fremgår bl.a.:
"Renten udgør p.t. 12,000% p.a., og beregnes bagud."
Bevillingsprovision og ekspeditionsgebyr udgjorde henholdsvis 500 kr. og 750 kr.
Den 16. august 1995 kontaktede klageren telefonisk afdelingen, idet hun fandt, at beløbene til bevillingsprovision og ekspeditionsgebyr var usædvanligt høje. Hun forespurgte endvidere indklagedes medarbejder, om denne ikke i henhold til de etiske retningslinier udarbejdet af Forbrugerombudsmanden i 1994 ("Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning") havde haft pligt til at orientere hende om vilkårene for en kassekredit ydet af indklagedes telefonbank, benævnt TelefonBanken. Dette afviste medarbejderen. Med henblik på en revurdering af vilkårene for kassekreditten fremsendte klageren samme dag kopi af årsopgørelse for 1994 samt seneste lønsedler til indklagede.
Ved skrivelse af 21. august 1995 meddelte indklagede, at man refunderede 350 kr. af ekspeditionsgebyret på 750 kr. Endvidere bekræftedes, at klageren ville blive kontaktet af TelefonBanken med henblik på beregning af eventuelle økonomiske fordele ved overførsel af hendes og hendes ægtefælles engagement til TelefonBanken. Dette skete ved skrivelse af 23. august 1995, ved hvilken klageren blev anmodet om at kontakte TelefonBanken. Klageren reagerede dog ikke herpå.
Klageren har den 25. oktober 1995 indbragt sagen for Ankenævnet. Hendes endelige påstand er, at indklagede tilpligtes at ændre debetrentesatsen på hendes kassekredit, således at den pr. 15. august 1995 forrentes i overensstemmelse med det kassekreditprodukt, som indklagedes telefonbank udbyder.
Indklagede har under sagens forberedelse ydet klageren en rentekompensation på 413,92 kr. som følge af, at klagerens kassekredit i perioden fra 14. august til 21. december 1995 blev renteberegnet med en for høj rentesats i forhold til den aftalte rente, der var indklagedes standardrente ÷ 2%. Indklagede har endvidere tilbagebetalt bevillingsprovisionen på 500 kr.
Pr. 1. oktober 1995 var den pålydende rente for en lønkonto med kredit hos TelefonBanken 8,50% p.a.
Indklagede har yderligere tilbudt klageren, at kreditten overflyttes til TelefonBanken uden betaling af oprettelsesgebyr - det normale oprettelsesgebyr er 1.500 kr - men således, at klager afholder omkostningerne ved etablering af sikkerhedsstillelsesdokument i overensstemmelse med TelefonBankens faste vilkår herom. Klageren har afvist dette. Indklagedes påstand er herefter frifindelse.
Af "Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning" fremgår:
"1.....
Nærværende retningslinier finder anvendelse på pengeinstitutternes rådgivning. Retningslinierne gælder ikke for ekspeditioner.
....
3. Almindelige krav til rådgivningen.
Pengeinstituttet skal rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle økonomi samt kundens forhold i øvrigt, herunder låne- og investeringshorisont, risikovillighed og mulighed for at overskue det, der rådgives om.
Pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov. Der skal således oplyses om muligheden for at indrette sig mest hensigtsmæssigt ved alternative måder at ordne et engagement på.
Ved rådgivningen anvendes pengeinstituttets generelle markedskundskab med henblik på, at kunderne informeres om de på markedet relevante produkttyper. Rådgivningen omfatter dog ikke enkeltheder om konkurrerende produkter eller konkrete priser.
.......
6. Vejledning om principper for prisdifferentiering.
Såfremt rådgivning angår forhold, hvor der mellem kunderne for en given ydelse er forskelle i fastsættelse af ind- eller udlånsrente eller gebyrer eller andre vederlag til pengeinstituttet, skal pengeinstituttet sikre sig, at kunden er opmærksom herpå. Pengeinstituttet skal på forespørgsel fra kunden give oplysning om, hvilke forhold hos kunden, der kan være bestemmende for kundens indplacering inden for den givne differentiering af renter mv."
Klageren har anført, at indklagede i medfør af pkt. 3 og 6 i de etiske regler var forpligtet til at orientere hende om muligheden for at få en kredit ydet af indklagedes telefonbank, hvor en lønkonto med kredit på det omhandlede tidspunkt blev forrentet med 8,5% p.a.
Indklagede har anført, at man ikke har været forpligtet til at gøre klageren opmærksom på TelefonBankens kassekreditprodukt, idet dette ikke er identisk med klagerens kassekredit. Den lavere rentesats i TelefonBanken hænger sammen med de øvrige vilkår, som gælder for kundeforhold i denne afdeling, herunder med hensyn til brugerbetaling. Klageren henvendte sig i sin sædvanlige afdeling med anmodning om forhøjelse af en eksisterende kredit, som indklagede bevilgede mod kaution fra ægtefællen. Der var således tale om en ren ekspedition. Klagerens ægtefælle er tidligere pengeinstitutansat, og hendes søn er ligeledes pengeinstitutansat. Det måtte derfor formodes, at klageren forud for henvendelsen om forhøjelsen havde kendskab til eksistensen af TelefonBanken. Klageren kunne også efterfølgende have rettet henvendelse til TelefonBanken og dermed begrænset det tab, som hun gør gældende at have lidt. Hertil kommer, at en kredit i TelefonBanken på de af klageren ønskede rentevilkår er betinget af et oprettelsesgebyr på 1.500 kr., at kunden stiller fuld sikkerhed i form af pant, hvorved der påløber omkostninger for kunden, ligesom kundens husstand skal have et månedligt rådighedsbeløb på 3.000 kr. pr. voksen og 1.000 kr. pr. barn. På denne baggrund var indklagedes medarbejder i den konkrete situation ikke forpligtet til at rådgive om muligheden for at blive kunde i TelefonBanken.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen og Ole Simonsen - udtaler:
Det må anses for almindeligt bekendt, at der på pengeinstitutmarkedet findes telefonbanker - selvstændige eller afdelinger af sædvanlige pengeinstitutter - som er karakteriseret ved, at de alene kan kontaktes af kunderne gennem telefon, telefax og internet m.v., og ved, at de på grund af de heraf følgende lavere omkostninger kan tilbyde ind- og udlån på favorable rentevilkår.
Pkt. 6 i "Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning" omhandler, som det fremgår af overskriften og af ordene "en given ydelse", alene tilfælde, hvor et pengeinstitut for samme produkt fastsætter forskellige vilkår for forskellige kunder, f.eks. for en bestemt art af udlån inden for visse grænser (rentespænd) fastsætter renten på grundlag af en vurdering af kundens samlede engagement og kreditværdighed. Da de kassekreditter, som ydes af indklagedes telefonbank, efter vor opfattelse må anses for et produkt af en anden art end de kassekreditter, der ydes af indklagedes almindelige afdelinger, herunder klagerens kassekredit, havde indklagedes medarbejder ikke i medfør af retningsliniernes pkt. 6 pligt til at gøre klageren opmærksom på telefonbankens produkt.
På baggrund af det indledningsvis anførte finder vi, at det heller ikke i retningsliniernes pkt. 3, stk. 2, kan indlægges, at medarbejderne i indklagedes almindelige afdelinger i forbindelse med låneansøgninger eller oprettelse af indlånskonti er forpligtet til at oplyse kunden om indklagedes telefonbanks produkter.
Allerede af de anførte grunde stemmer vi for ikke at tage klagerens påstand til følge.
To medlemmer - Inge Frølich og Mette Reissmann - udtaler:
Retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning er udstedt af Forbrugerombudsmanden efter forhandling med blandt andre Forbrugerrådet og Finansrådet. De Etiske Retningslinier blev udstedt og trådte i kraft i 1994. Selvom ordet "Telefonbank" ikke er nævnt direkte i regelsættet, må det lægges til grund, at regelsættet også omfatter telefonbanker, uanset graden af selvstændighed i organisationen.
Efter de Etiske retningslinier punkt 1, stk. 3, 3. pkt., skal pengeinstitutterne ved produktudviklingen og ved afsætningen af produkterne foretage en omhyggelig afgrænsning af, hvilke kundegrupper produkterne søges afsat til. Dette følges op i punkt 2, stk. 2 og stk. 3, hvorefter en rådgivning skal tilgodese kundernes interesse, og der skal gives kunden "den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser." De nævnte bestemmelser kan siges at have en vis overordnet karakter, men de suppleres af punkt 3, stk. 2, hvorefter "pengeinstituttet drager omsorg for, at der tilvejebringes tilstrækkelig information om egne produkter og ydelser, herunder om prisforskelle i priser og vilkår for alternative produkter, som kan dække kundens behov. Det skal således oplyses om muligheden for at indrette sig mest hensigtsmæssigt ved alternative måder at ordne et engagement på" og punkt 6, der er gengivet i flertallets votum.
Indklagede har erkendt, at man ikke har oplyst klager om Telefonbankens produkter. Vi finder det derfor ubetænkeligt at lægge til grund, at indklagede har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til punkt 3, stk. 2, og punkt 6.
De etiske retningslinier er som nævnt udstedt af Forbrugerombudsmanden efter forhandling med blandt andre Finansrådet, og retningslinierne er således udtryk for, hvad der må anses for god markedsføringsskik. Da disse er overtrådt, finder vi, at klager skal have medhold i sin påstand og bør stilles, som om at klager var blevet kunde i Telefonbanken fra d. 15. august 1995.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf