Indsigelse mod opkrævning af gebyr for indbetaling via indbetalingskort eller PBS og indførelse af månedligt administrationsgebyr vedrørende lån.
| Sagsnummer: | 675 /2010 |
| Dato: | 03-11-2011 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Maria Hyldahl og Georg Wenning. |
| Klageemne: |
Gebyr - øvrige spørgsmål
Gebyr - rykkergebyr Kreditaftaleloven - kreditoplysninger Gebyr - PBS-aftale |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opkrævning af gebyr for indbetaling via indbetalingskort eller PBS og indførelse af månedligt administrationsgebyr vedrørende lån. |
| Indklagede: | Ekspres Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Sagen vedrører indsigelse mod opkrævning af gebyr for indbetaling via indbetalingskort eller PBS og indførelse af månedligt administrationsgebyr vedrørende lån.
Sagens omstændigheder.
Den 21. januar 2008 optog klageren et lån på 8.000 kr. hos Handelsfinans (nu EkspresBank). Lånet var rente- og afdragsfrit i 6 måneder. Fra den 1. oktober 2008 skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 200 kr. Renten var variabel, for tiden 18,5 % p.a. Låneaftalen indeholdt endvidere blandt andet følgende:
"… Jeg betaler herefter det lånte beløb, renter og eventuelt gebyrer tilbage med 67 ydelser af 200,00 kr., som forfalder den første i måneden, første gang den 01-10-2008 … Ovennævnte beregninger er med forbehold for, at renten ikke ændres, at der ikke pålægges andre omkostninger i løbetiden … Hvis der sker ændringer, vil beregningerne og oplysningerne blive påvirket og kan ikke tages som det endelige udtryk for betalte kreditomkostninger, ydelser og varighed …
Låntager kvitterer samtidig for at have modtaget kopi af låneaftalen og almindelige forretningsbetingelser. …"
Af Almindelige Forretningsbetingelser for udlån gældende pr. 1. januar 2008 fremgik, at banken beregnede et gebyr på 100 kr. for rykkerskrivelse, et kontogebyr på op til 59 kr. og et gebyr pr. opkrævning via betalingsservice på 15 kr. og via girokort på 29 kr. Endvidere fremgik at indbetalinger forlods blev anvendt til betaling af blandt andet renter og gebyrer, og at de Almindelige Forretningsbetingelser kunne ændres med tre måneders varsel.
Af Almindelige Forretningsbetingelser for udlån gældende pr. 1. september 2008 fremgik, at banken med én måneds varsel kunne indføre nye gebyrer eller ændre sin generelle gebyrfastsættelse af "forretningsmæssige grunde, f.eks. til imødegåelse af øgede omkostninger, herunder tab". Af forretningsbetingelserne fremgik endvidere, at gebyrændringer ville blive meddelt i dagspressen og oplyst i tilknytning til den månedlige opkrævning.
Klageren foretog betaling via Betalingsservice i perioden fra den 2. oktober 2008 til november 2009, hvorefter betaling foregik ved brug af indbetalingskort.
Med virkning fra opkrævningen den 1. april 2009 varslede banken, at klagerens konto ville blive debiteret et månedligt opkrævningsgebyr på 15 kr. for betaling via PBS som følge af øgede tab og hensættelser, jf. oversigt fra Betalingsservice vedrørende betaling af ydelsen pr. 1. februar 2009. Opkrævningsgebyret på 15 kr. blev første gang debiteret klagerens konto den 16. marts 2009.
Med virkning fra og med opkrævningen den 1. oktober 2009 varslede banken, at gebyr for opkrævning via indbetalingskort blev hævet til 29 kr., og at det månedlige administrations/kontogebyr ville udgøre 19 kr., som følge af øgede administrative omkostninger, jf. oversigt fra Betalingsservice vedrørende betaling af ydelsen pr. 1. august 2009. Administrationsgebyret på 19 kr. blev første gang debiteret klagerens konto den 15. september 2009. Opkrævningsgebyret på 29 kr. blev første gang debiteret klagerens konto den 16. november 2009.
Betaling af ydelsen pr. august 2009 blev afvist fra Betalingsservice. Saldoen på klagerens konto udgjorde herefter 7.616,15 kr. (negativ). Den 10. og 23. august 2009 sendte banken rykkerbreve og debiterede to rykkergebyrer på hver 100 kr. Den 5. september 2009 betalte klageren 200 kr. Den 10. og 22. september 2009 debiterede banken to gebyrer for rykkerbreve på hver 100 kr. Den 3. oktober 2009 blev klagerens betaling af 400 kr. afvist fra Betalingsservice. Den 16. oktober 2009 debiterede banken et gebyr for rykkerbrev på 100 kr.
Den 16. november 2009 betalte klageren 600 kr. Klageren betalte herefter de månedlige ydelser på 200 kr. via indbetalingskort.
Ved e-mails af 26. oktober 2010 og 10. november 2010 rejste klageren indsigelse mod bankens beregning af restgælden, bland andet de opkrævede gebyrer. Ved e-mails af 28. oktober 2010 og 11. november 2010 afviste banken klagerens indsigelse og redegjorde for rykkerbreve og debiterede rykkergebyrer.
Opkrævning af 1. marts 2011 indeholdt "gebyrer" på 56,39 kr.
Banken har fremlagt en oversigt over opkrævede renter og gebyrer i perioden fra november 2010 til februar 2011, herunder rykkergebyrer samt klagerens indbetalinger til dækning af renter og gebyrer. Af opgørelsen fremgår blandt andet, at der efter klagerens indbetaling pr. 4. februar 2011 resterede et gebyr på 8,39 kr., der ikke var fuldt indbetalt.
Klageren har oplyst, at hun pr. 3. marts 2011 indbetalte 2.500 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 6. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ekspres Bank skal nedskrive hendes gæld betydeligt.
Ekspres Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har blandt andet anført, at banken ikke har overholdt låneaftalen. Banken var ikke berettiget til at opkræve et månedligt gebyr på 48 kr. Der står intet i låneaftalen om sådanne gebyrer.
Hun har nu betalt ca. 5.800 kr., og pr. 15. november 2010 udgjorde restgælden 8.019 kr.
Banken har i opgørelsen af 1. marts 2011 beregnet et gebyr på 56,39 kr. Banken er ikke berettiget hertil.
Ekspres Bank har blandt andet anført, at ydelsen på 200 kr. kun dækkede lidt mere end de tilskrevne renter og gebyrer. Gælden blev ikke nedbragt væsentligt som følge af den forholdsvis lave månedlige ydelse, bankens indførelse af gebyrer og klagerens misligholdelse nogle få måneder med deraf følgende rykkergebyrer.
Banken kan kun opfordre klageren til at forøge den månedlige indbetaling, så lånet kan nedbringes hurtigere for fremtiden.
De indførte gebyrer var korrekt varslet og hjemlet i henhold til bankens forretningsbetingelser gældende pr. 1. september 2008.
Indførelse af betalingsgebyrer blev varslet ultimo 2008 til ikrafttræden i marts 2009 og til betaling første gang ved opkrævningen den 1. april 2009.
Indførelse af administrationsgebyret blev varslet senere i 2009 til ikrafttræden i september 2009 og til betaling første gang i oktober 2009.
Gebyret på 56,39 kr. i opgørelsen af 1. marts 2011 skyldes, at klageren tidligere var i restance, hvorfor banken sendte et rykkerbrev og opkrævede rykkergebyr. Der resterede derfor et gebyr på 8,39 kr., der ikke var fuldt indbetalt, og som blev tillagt den næstfølgende måneds gebyr på 48 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Låneaftalen af 21. januar 2008 indeholdt en beregning af det samlede beløb, der skulle betales af klageren i den forudsatte løbetid. Beregningen indeholdt et stiftelsesgebyr på 300 kr., men ikke oplysning om øvrige gebyrer.
Af den dagældende kreditaftalelovs (herefter kreditaftaleloven) § 9, nr. 3, fremgår, at der ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb skulle gives forbrugeren oplysning om kreditomkostningerne angivet som et beløb opgjort i overensstemmelse med § 13. Efter § 13, stk. 1, omfatter kreditomkostningerne "alle omkostninger, herunder stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten". Efter § 13, stk. 2, ses der dog bort fra en række nærmere angivne omkostninger. Et administrationsgebyr og et gebyr for opkrævning via indbetalingskort er ikke omfattet af opregningen i stk. 2, og Ankenævnet finder, at disse gebyrer skulle medtages ved opgørelsen af kreditomkostningerne, jf. stk. 1.
Kreditomkostningerne var herefter ikke angivet i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 9, nr. 3, jf. § 13, idet administrationsgebyret og gebyret for opkrævning via indbetalingskort ikke var medtaget. Det følger herefter af kreditaftalelovens § 23, stk. 2, at banken ikke var berettiget til at kræve disse gebyrer. Banken skal derfor godtgøre klageren disse gebyrer, idet Ankenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at bringe bestemmelsen i § 23, stk. 3, i anvendelse.
For så vidt angår gebyret på 15 kr. for indbetaling via PBS fremgår det af kreditaftalelovens § 13, stk. 2, at der ved opgørelsen af kreditomkostningerne ses bort fra bl.a. "omkostninger ved overførsel af penge". Det var således berettiget, at banken ikke medtog dette gebyr ved beregningen af kreditomkostningerne.
Banken skal herefter godtgøre klageren administrationsgebyrer opkrævet fra den 15. september 2009 og gebyrer for opkrævning via indbetalingskort opkrævet fra den 16. november 2009.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Ekspres Bank skal godskrive gebyrer som ovenfor anført med valør på de enkelte datoer for debitering af gebyrerne.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.