Frigivelse af rate.
| Sagsnummer: | 208 /1988 |
| Dato: | 19-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Byggelån
|
| Ledetekst: | Frigivelse af rate. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I sommeren 1986 lod klagerne opføre en enfamiliesejendom. Byggeriet var finansieret ved et af indklagedes Sønderborg afdeling ydet byggelån på 900.000 kr.
Den 6. august 1986 overførtes fra byggelånskontoen til entreprenørens konto i samme afdeling et beløb på ca. 415.000 kr., udgørende betaling for bl.a. 1. og 3. byggerate. Ved skrivelse af 18. september 1986 anmodede entreprenøren om forlængelse af byggeperioden. Ved skrivelse af 21. september 1986 til indklagede påpegede klagerne forskellige mangler ved byggeriet og oplyste, at entreprenøren havde afvist at udføre yderligere arbejder, før end 2. byggerate blev betalt. Opkrævning på denne, der var på 220.000 kr., modtog klagerne den 25. september 1986.
Efter at to af afdelingens medarbejdere efter aftale med klagerne havde besigtiget byggeriet, anviste klagerne ved skrivelse af 9. oktober 1986 2. byggerate til udbetaling.
Ved udateret skrivelse meddelte klagerne herefter afdelingen, at der var opstået så store problemer med hensyn til færdiggørelsen af ejendommen, at der nu skulle afholdes syn og skøn på denne, og anførte, at man mente, at 2. byggerate på 220.000 kr. var blevet overført på et af afdelingen tilvejebragt fejlagtigt grundlag. Klagerne anmodede derfor om tilbageførsel af beløbet.
Ved skrivelse af 23. december 1986 til klagerne anførte indklagede, at man efter at have besigtiget byggeriet udfærdigede en mangelliste, som blev tilsendt klagerne samtidig med, at det blev understreget, at det alene var klagernes afgørelse, om 2. byggerate skulle overføres eller ej. Indklagede havde dog i denne forbindelse oplyst, at der efter indklagedes regler og kriterier for udbetaling af byggelånsrater intet var til hinder for udbetaling, hvorefter klagerne efter samråd med deres advokat havde anvist byggeraten til udbetaling. Indklagede anførte videre, at man hverken kunne eller skulle afgøre problemer vedrørende eventuelle specifikke mangler ved et byggeri, men alene i samråd med bygherren udbetale de enkelte byggerater, når der ud fra en almindelig vurdering var udført arbejder derfor, og afviste på denne baggrund klagernes anmodning om tilbageførsel af 2. byggerate.
Ved skrivelse af 23. oktober 1987 til indklagede oplyste klagerne, at deres anmodning om tilbageførsel af den omstridte byggerate bl.a. var baseret på udtalelser fra den entreprenør, som klagerne havde antaget til at færdiggøre opførelsen af ejendommen, hvorefter der under ingen omstændigheder var udført arbejde for 2. byggerates beløb.
Efter at indklagede ved skrivelse af 30. oktober 1987 havde fastholdt sin afvisning af at tilbageføre byggeraten, indbragte klagerne sagen for Tilsynet med banker og sparekasser (nu Finanstilsynet), som ved skrivelse af 23. juni 1988 i det hele henviste til indklagedes svar og tilføjede, at man savnede grundlag for at anse indklagedes handlemåde i sagen som stridende imod god pengeinstitutpraksis.
Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes helt eller delvist at tilbageføre den omstridte byggerate på 220.000 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Parterne har til støtte for de nedlagte påstande henvist til de synspunkter, som har været anført i den mellem dem stedfundne brevveksling.
Det er til brug for Ankenævnet yderligere oplyst, at indklagede ikke har beregnet sig vederlag for den af indklagedes medarbejdere foretagne besigtigelse, og at der ikke har været gennemført en formaliseret kreditorordning for entreprenøren.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede efter den af to medarbejdere foretagne besigtigelse over for klagerne hverken har anbefalet eller frarådet frigivelse af 2. byggerate, men at klagerne blev tilrådet at drøfte spørgsmålet med deres advokat.
Indklagede findes hverken herved eller ved efterfølgende på klagernes anmodning at have frigivet 2. byggerate til entreprenøren at have udvist noget ansvarspådragende forhold.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.