Tilbagesøgning af beløb, der fejlagtigt blev indsat af banken i forbindelse med udløb af obligationer
| Sagsnummer: | 236 /2013 |
| Dato: | 13-11-2013 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Lani Bannach, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen, George Wenning |
| Klageemne: |
Tilbagesøgning
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Tilbagesøgning af beløb, der fejlagtigt blev indsat af banken i forbindelse med udløb af obligationer |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører tvist om tilbagesøgning af beløb, der fejlagtigt blev indsat af banken i forbindelse med udløb af klagerens obligationer.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Arbejdernes Landsbank.
I november 2005 havde klageren købt nom. 300.000 kr. ejendomsobligationer, der var udstedt af selskabet S. Obligationerne udløb den 30. november 2012.
I årsoversigter pr. 30. december 2010 og 2011 var kursen på obligationerne anført til 0,75, og den samlede kursværdi var anført til 2.250 kr.
Af et af klageren fremlagt print fra netbank udskrevet den 28. august 2013 fremgår, at kursen på obligationerne pr. den 29. november 2012 fortsat var 0,75, og at den samlede kursværdi udgjorde 2.250 kr.
Ved brev af 29. november 2012 til klageren meddelte banken, at obligationerne var indfriet pr. den 30. november 2012, og at der den 30. november 2012 ville blive indsat et beløb på 300.000 kr. på klagerens konto i banken. Banken har oplyst, at banken den 29. november 2012 havde modtaget meddelelse fra Værdipapircentralen/VP Securities (herefter VP) om, at VP ville sende banken beløbet den 30. november 2012. Banken har endvidere oplyst, at proceduren vedrørende indbetaling fra bankens systemudbyder (BEC) er, at beløbet indgår på kundernes konti om morgenen på udbetalingsdagen, uanset at banken endnu ikke har modtaget beløbet fra VP. Beløbet på 300.000 kr. indgik i overensstemmelse hermed på klagerens lønkonto fredag den 30. november 2012.
Banken har oplyst, at VP den 30. november 2012 tilbagekaldte indfrielsen, da S på grund af likviditetsmæssige problemer alligevel ikke var i stand til at betale indfrielsesbeløbet. Samtidig indlagde VP et erstatningspapir, som stadig ligger i klagerens depot i banken.
Mandag den 3. december 2012 overførte klageren 150.000 kr. fra lønkontoen til sin konto i et andet pengeinstitut. Samme dag underrettede Arbejdernes Landsbank telefonisk klageren om, at banken ville tilbageføre beløbet på 300.000 kr. fra klagerens lønkonto. I e-mail af samme dag gjorde klageren indsigelse mod den af banken varslede tilbageførsel.
Banken har oplyst, at beløbet på 300.000 kr. blev systemmæssigt tilbageført. Den 4. december 2012 blev beløbet bogført som tilbageført fra lønkontoen, der herefter havde en negativ saldo på 137.401,93 kr. Den 5. december 2012 genindsatte banken beløbet på klagerens lønkonto med valør den 3. december 2012. I e-mail af 5. december 2012 til klageren bekræftede banken, at beløbet foreløbigt var genindsat. Banken anførte endvidere blandt andet:
”… I de almindelige forretningsbetingelser – som jeg vedlægger, der er gældende for alle kundeforhold mellem banken og dens kunder, er der aftalt følgende:
9. Forhold ved indbetaling
Indbetalinger på kundens konto bogføres med forbehold af, at banken modtager endelig betaling. Dette gælder også for indbetaling ved checks trukket på konti i banken. Forbeholdet gælder, selv om det ikke er nævnt i kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen.
Er der ved en åbenbar fejl indsat et beløb, som kunden ikke er berettiget til, kan banken hæve beløbet igen uden kundens samtykke.
Forbeholdet bevirker, at såfremt det viser sig, at banken ikke efterfølgende modtager endelig betaling af beløb, der er indsat på din konto, vil vi være nødt til at bede dig om at tilbagebetale beløbet. På nuværende tidspunkt står det ikke klart, om beløbet vil blive indfriet helt eller delvist senere fra obligationsudsteders side. Derfor forbeholder vi os ret til, at rette henvendelse til dig, hvis det konstateres endeligt, at beløbet ikke indbetales til banken - helt eller delvist.
Jeg beklager naturligvis, at vi hævede beløbet på din konto, før det er klarlagt om og i givet fald hvor stort et krav vi måtte få mod dig.
Beløbet er indsat med den oprindelige rentedato, så du ikke påføres renteudgifter i den anledning. Skulle du efterfølgende konstatere et egentligt tab som følge af forløbet, f.eks. i form af handelsomkostninger eller lignende er banken naturligvis også indstillet på at erstatte dig et sådant beløb. …”
Lønkontoen havde herefter en saldo på 162.598,07 kr.
Den 7. december 2012 oplyste banken klageren om, at klagerens ejendomsobligationer af VP var erstattet af et nyt værdipapir, som var indlagt i klagerens værdipapirdepot i banken. Banken anmodede klageren om at bekræfte, at det nye værdipapir var transporteret banken til eje, således at enhver betaling fra det nye værdipapir tilkom banken til dækning af det beløb, som banken havde udlagt. Banken meddelte samtidig, at banken ville vende tilbage med et eventuelt restkrav, hvis hele beløbet 300.000 kr. ikke kom til udbetaling. Den 9. december 2012 svarede klageren, at hun ikke forstod det anførte vedrørende transport af det nye værdipapir, men at hun bekræftede, at hun ikke fordrede noget beløb ud over de 300.000 kr., der var indsat på hendes konto.
I beholdningsoversigt af 14. december 2012 var de nye værdipapirer, nominelt 300.000 kr., anført til kurs 100. Den 21. december 2012 meddelte banken, at værdien af det nye værdipapir ikke kunne afgøres, og at den angivne kurs på 100 i depotoversigten ikke nødvendigvis var et realistisk bud. Banken meddelte endvidere:
”… Min bemærkning om transport til eje tjener det formål, at du ikke både står med 300.000 kr. som banken har ”lagt ud” OG et erstatningspapir, som i heldigste fald repræsenterer den samme værdi. …”
Ved brev af 1. juli 2013 meddelte bankens advokat, at beløbet på 300.000 kr. skulle tilbageføres til banken, og at banken ville indbringe tvisten for domstolene. Banken har oplyst, at banken har sat indbringelsen for retten i bero, og at banken afventer Ankenævnets afgørelse.
Af et af klageren fremlagt print fra netbank fremgår, at kursen på det nye værdipapir pr. den 28. august 2013 var 0.
Parternes påstande
Den 16. juli 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal tilpligtes at anerkende, at klageren kan beholde beløbet på 300.000 kr.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at obligationerne som forventet blev indfriet til kurs 100 på udløbsdagen.
Banken indbetalte beløbet vedrørende de indfriede obligationer på hendes konto uden forbehold for, om S faktisk betalte. Hun blev via e-boks den 29. november 2012 fra såvel VP som banken gjort opmærksom på denne transaktion. Hun kendte intet til bankens forbehold, jf. pkt. 9 i bankens almindelige forretningsbetingelser, som banken efterfølgende henviste til.
Den 4. december 2012 oplyste banken telefonisk, at banken havde tilbagekaldt beløbet på grund af manglende likviditet hos S.
Banken har ved at udbetale beløbet uden forbehold overtaget risikoen for manglende likviditet hos S.
Hun modtog og disponerede over beløbet i god tro. Hun har brugt pengene. Hun skal ikke straffes for, at en del af beløbet indestår på hendes konto i banken.
Banken bør påtage sig ansvaret for hendes depot hos VP. Banken er ansvarlig for fejlen. Banken er ansvarlig for tab af rettigheder på depoter ved for eksempel udbetaling, også som følge af hændelige fejl, jf. lov om værdipapirhandler §§ 80 og 81.
Banken har ved møder oplyst, at banken nu har lavet om på sine procedurer via BEC. Banken har således erkendt fejlen.
Hun er uforstående overfor bestemmelsen i bankens almindelige forretningsbetingelser, der tilsyneladende skulle medføre, at man aldrig kan stole på kontoens udvisende.
Det nye værdipapir blev udstedt efter indfrielsen den 30. november 2012. Hun er ikke klar over, hvor de originale ejendomsobligationer befinder sig. Hun har forsøgt at kontakte selskabet, der administrerer det nye værdipapir, men dette selskab gik konkurs i februar 2013.
Arbejdernes Landsbank har blandt andet anført, at bankens krav på tilbagebetaling af beløbet på 300.000 kr. er berettiget, da banken aldrig har modtaget beløbet fra VP.
Banken tilbageførte allerede samme dag, som beløbet blev bogført på klagerens konto, fredag den 30. november 2012 beløbet fra klagerens konto, da banken modtog meddelelse fra VP om, at beløbet alligevel ikke ville komme til udbetaling. Umiddelbart efter weekenden, mandag den 3. december 2012 orienterede banken telefonisk klageren om, at beløbet alligevel ikke ville komme til udbetaling. Banken har således reageret så hurtigt, som det kunne forventes.
Klageren har ikke disponeret over beløbet på en måde, som kan medføre, at banken ikke kan kræve beløbet tilbage. Halvdelen af beløbet står stadig på klagerens konto i banken og den anden halvdel har klageren genplaceret på en konto i et andet pengeinstitut. Banken har både mundtligt og skriftligt tilbudt at dække det eventuelle egentlige tab, som klageren måtte blive påført i forbindelse med forløbet. Banken fastholder dette tilbud, men klageren har ikke meddelt banken, at hun har haft sådanne tab.
Bankens krav på tilbagebetaling af beløbet understøttes desuden af det udtrykkelige forbehold i bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder, pkt. 9.
Banken valgte efter klagerens indsigelse at genindsætte beløbet med den oprindelige rentedato, indtil der var fundet en løsning på tvisten, dog med forbehold om at kræve hele beløbet på 300.000 kr. tilbagebetalt. Det nye værdipapir er ikke kommet til udbetaling, og det må anses som forbundet med betydelig usikkerhed, om det på noget tidspunkt vil ske.
De pågældende værdipapirer er stadig en del af klagerens værdipapirbeholdning. Risikoen for, at værdipapirerne ikke er kommet og med stor sandsynlighed aldrig kommer til udbetaling, påhviler alene klageren som en almindelig investeringsrisiko.
Proceduren med indsættelse af beløbet på kundernes konti om morgenen på udbetalingsdagen, uanset at banken endnu ikke har modtaget beløbet fra VP, er etableret for at tilgodese kunderne, som dermed ikke skal vente på, at banken modtager beløbet fra VP i løbet af udbetalingsdagen for derefter at påbegynde videreførsel til kundens konto. Proceduren er ifølge bankens oplysninger i overensstemmelse med praksis i branchen. Banken har i de konkrete tilfælde ikke selv indflydelse på tidspunktet for bogføring af overførsel eller på tidspunktet for eventuel tilbageførsel, idet begge dele er resultat af en samlet kørsel hos BEC.
Ankenævnets bemærkninger
Ved brev af 29. november 2012 meddelte Arbejdernes Landsbank, at klagerens ejendomsobligationer var indfriet pr. den 30. november 2012, og at et beløb på 300.000 kr. ville blive indsat på klagerens konto den 30. november 2012. Beløbet blev herefter indsat på klagerens konto fredag morgen den 30. november 2012. Samme dag modtog banken efter det oplyste meddelelse fra VP om, at obligationen alligevel ikke kunne udbetales som følge af likviditetsproblemer hos udstederen. Mandag den 3. december 2012 overførte klageren et beløb på 150.000 kr. til sin konto i et andet pengeinstitut. Samme dag meddelte banken telefonisk klageren, at banken ville tilbageføre beløbet på 300.000 kr. som følge af meddelelsen fra VP. Ved genindsættelse af beløbet på klagerens konto den 5. december 2012 tog banken forbehold om tilbagesøgning.
Ankenævnet lægger herefter til grund, at betalingen til klageren skyldtes en fejl fra bankens og/eller VP’s side.
Ankenævnet finder, at klageren indså eller burde have indset, at bankens indbetaling af beløbet på 300.000 kr. beroede på en fejl. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af årsoversigterne pr. 30. december 2010 og 2011 samt af print fra netbank pr. den 29. november 2012, at ejendomsobligationernes kurs var 0,75, og at den samlede kursværdi udgjorde 2.250 kr.
Ankenævnet bemærker endvidere, at banken både før og efter indgivelse af klagen til Ankenævnet har tilbudt at dække eventuelle egentlige tab, for eksempel i form af handelsomkostninger, som klageren måtte være blevet påført i forbindelse med fejludbetalingen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.