Dekort ved manglende iagttagelse af opsigelsesvarsel, spørgsmål om bindingsperiode.
| Sagsnummer: | 154 /2001 |
| Dato: | 26-09-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Mette Frsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Deponering - Dekort
Dekort |
| Ledetekst: | Dekort ved manglende iagttagelse af opsigelsesvarsel, spørgsmål om bindingsperiode. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører berettigelsen af en dekort, som indklagede beregnede sig ved opgørelsen af en indlånskonto.
Sagens omstændigheder.
Den 21. januar 2000 oprettede klageren en "åbningskonto" hos indklagede og indsatte 100.000 kr. Af den tilhørende bog fremgår:
"Åbningskonto.
Kan hæves mod dekort. Åben for indskud fra 15.12.1999 til 31.01.2000. Max. indskud 100.000,- kr. Fast rente til 15.12.2000. Herefter variabel rente. 12 mdr. opsigelse.."
Den 16. november 2000 tilskrev indklagede kunder, der havde foretaget indskud på en "åbningskonto". Af skrivelsen fremgår:
"Som aftalt for ca. ét år siden vil fastrenteperioden på din Åbningskonto udløbe d. 15.12.2000. Kontoen vil herefter automatisk overgå til de vilkår, som gælder for vores "12 mdr.s opsigelseskonto". Renten på denne konto er p.t. 4% af hele saldoen (variabel sats).
Som det fremgår af vedlagte ark, "Fyns Fedeste Opsparing", har vi dog mange andre alternativer, måske endda ét som passer dig bedre.
Vi tilbyder dig derfor nu og i hele december måned, at du, uden opsigelse, kan flytte dit indestående over til et af vore andre indlånsprodukter".
Den 7. marts 2001 anmodede klageren indklagede om at opgøre kontoen og overføre beløbet til et andet pengeinstitut. Indklagede ekspederede overførslen samme dag og opgjorde kontoen med renter pr. 7. marts 2001 til 104.941,59 kr. Efter fradrag af gebyr for overførsel på 20 kr. samt dekort på 2.098,16 kr. overførte indklagede 102.823,16 kr. til klagerens nye pengeinstitut.
Klageren protesterede mod indklagedes beregning af dekort. Indklagede fastholdt dekorten ved skrivelse af 8. marts 2001, hvor indklagede henviste til en telefonsamtale med klageren, hvori klageren havde bekræftet at have modtaget indklagedes skrivelse af 16. november 2000.
Af indklagedes prisliste fremgår vedrørende indlån med 12 måneders opsigelse:
"2,00% dekort uden opsigelse - rentetilskrivning undtaget."
Parternes påstande.
Klageren har den 11. april 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.098,16 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han hverken ved kontooprettelsen eller senere har givet samtykke til, at kontoen efter de første 12 måneder overgik til vilkår, som gælder for konti med 12 måneders opsigelse.
Indklagedes beregning af dekort er derfor sket med urette.
Indklagede har anført, at det af indklagedes skrivelse af 16. november 2000 fremgår, at fastrenteperioden udløb den 15. december 2000, og at kontoen, med mindre kontohaver ønskede det anderledes, automatisk ville overgå til vilkår, gældende for indklagedes 12 måneders opsigelseskonto. Af skrivelsen af 8. marts 2001 fremgår, at klageren havde modtaget skrivelsen.
Klageren rettede først henvendelse om kontoen primo marts 2001. Ved en opgørelse på dette tidspunkt var indklagede berettiget til at beregne dekort.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at åbningskontoen var med fast rente til 15. december 2000, og herefter med variabel rente, 12 måneders opsigelse, og at kontoen kunne hæves mod dekort.
Det lægges videre til grund, at klageren modtog indklagedes skrivelse af 16. november 2000, hvoraf fremgår, at fastrenteperioden udløb den 15. december 2000, hvorefter kontoen automatisk ville overgå til vilkår gældende for indklagedes konti med 12 måneders opsigelse. Af indklagedes prisliste fremgår, at der ved hævning uden opsigelse på konto med 12 måneders opsigelse beregnes en dekort på 2%.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte vilkåret om beregning af en dekort på 2% som urimeligt.
Dekort er i strid med indklagedes vilkår tillige beregnet af rentetilskrivningen med 15,72 kr. Klagerens påstand tages derfor i dette omfang til følge.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger til klageren betale 15,72 kr.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.