Uegentlig båndlæggelse. Rentenyderes indsigelser mod forvaltning af rentenydelseskapital.
| Sagsnummer: | 304 /2006 |
| Dato: | 30-08-2007 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
Båndlæggelse Depot - indsigelse vedr. dispositioner |
| Ledetekst: | Uegentlig båndlæggelse. Rentenyderes indsigelser mod forvaltning af rentenydelseskapital. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod indklagedes forvaltning af en rentenydelseskapital.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er født i 1944, henholdsvis 1948.
Den 18. september 1995 døde M's farbror, der bl.a. efterlod sig en formue på i alt ca. 3,6 mio. kr. Formuen var placeret primært i højt forrentede obligationer med kvartårlige terminer og lang løbetid.
Farbroderen havde oprettet et testamente, hvorefter formuen skulle fordeles med 1/3 til hver af tre foreninger F1, F2 og F3 (kapitalejerne). Klagerne fik rentenydelsesret til halvdelen af kapitalen, mens et andet familiemedlem, A, der er født i 1945, fik rentenydelsesret til den anden halvdel af kapitalen. Af testamentet fremgår bl.a.:
"…
§ 4
Resten af arvebeholdningen - og således at der for kontante midler kan købes værdipapirer noteret på Københavns Fondsbørs - vil være at fordele med 1/3 til [F1], 1/3 til [F2] og 1/3 til [F3].
Arven skal bestyres af et pengeinstituts forvaltningsafdeling - om muligt [indklagede] - i overensstemmelse med reglerne om båndlagt arv. Ved forvaltningen skal der lægges vægt på at opnå en tilfredsstillende effektiv forrentning af kapitalen.
Renterne vil være at udbetale løbende og for livstid med halvdelen til hver af førnævnte to grupper, nemlig
1) [A]
2) [Klagerne] … Ved den ene ægtefælles død, beholder den efterlevende ægtefælle hele rentenydelsesretten til denne halvdel af kapitalen. …
Ved den første rentenyder-gruppes død vil halvdelen af kapitalen med hver 1/3 være at udbetale til fri disposition til hver af [foreningerne]. Ved længstlevende rentenyder-gruppes død, vil der være at forholde på samme måde med den anden halvdel af kapitalen.
…"
Af bekendtgørelse nr. 928 af 5. september 2006 om anbringelse af myndiges båndlagte arv fremgår bl.a.:
"…
§ 2. Båndlagt arv skal anbringes forsvarligt og bedst muligt og må kun anbringes
1) | som kontant indskud i en forvaltningsafdeling, eller |
2) | i aktiver efter nedenstående regler. |
…
§ 4. Obligationer må ikke erhverves til en pris, der overstiger deres pålydende. …"
På grundlag af tre forvaltningsbegæringer underskrevet af dødsboets eksekutor den 27. november 1996 oprettede indklagedes forvaltningsafdeling et depot og en kapitalkonto til hver af de tre kapitalejere. Af forvaltningsbegæringerne fremgår bl.a.:
"…
Kontante beløb, der fremkommer ved indfrielse af værdipapirer eller på anden måde, ønskes anbragt efter reglerne om anbringelse af båndlagt arv efter samråd med kapitalejer/rentenyder, dog jvf. testamente"
Boets værdipapirer samt kontantbeholdning på knap 500.000 kr. blev modtaget hos indklagede den 3. december 1996 og fordelt på de tre depoter og kapitalkonti.
Medio december 1996 sendte indklagede en kopi af forvaltningsbegæringerne til klagerne, som samtidig blev anmodet om at oplyse et kontonummer, hvortil deres andel af afkastet skulle udbetales. Indklagede oplyste, at forvaltningsgebyret var variabelt, f.t. 4,5 % af afkastet.
Kapitalejerne underskrev hver en aftale med indklagede om investeringsservice, hvorefter indklagede skulle købe obligationer, "når kapitalkontoens saldo er større end 10.000,00 kr.". Kapitalejerne ønskede at købe obligationer "bedst muligt efter Forvaltningsafdelingens skøn" og for så vidt angår F1 kun, hvis der ikke kunne købes 8 % obligationer med udløb 2029. Aftalerne blev underskrevet den 18. december 1996 (F2), den 20. december 1996 (F1), og den 12. januar 1997 (F3).
Den 3. januar 1997 blev indeståenderne på F1 og F2's kapitalkonti investeret i obligationer, og den 13. januar 1997 blev indeståendet på F3's kapitalkonto investeret. Indklagede har anført, at der ikke kunne investeres, før investeringsaftalerne var modtaget retur fra kapitalejerne i underskrevet stand. På grund af den nært forestående termin pr. den 2. januar 1997 blev investeringen af indeståendet på F1's og F2's kapitalkonti udskudt til den 3. januar 1997, således at der samtidig kunne genkøbes for udtrækningsprovenuet fra terminen.
Indklagede har under sagen ved betaling af 197,78 kr. til klagerne imødekommet et klagepunkt om udbetaling af renter på kapitalkontiene for perioden 3.-31. december 1996.
Ved skrivelse af 24. januar 2004 til indklagedes interne revision opsummerede klagerne en række indsigelser mod indklagedes forvaltning af rentenydelseskapitalen.
Under sagen er fremlagt den interne revisions besvarelse samt den efterfølgende korrespondance mellem klagerne og indklagede om forvaltningen, som klagerne var utilfredse med.
Klagerne gjorde bl.a. indsigelse imod, at indklagede i begyndelsen af 2005 havde genanbragt i alt 226.738 kr. fra udtrukne obligationer i 4 % Unikredit 2025 til kurs 97,51. Klagerne anførte, at rentenyderne kunne have opnået en 4 % forrentning af en obligationsbeholdning, der var ca. 6.000 kr. større, hvis der i stedet var blevet købt 4 % Unikredit 2035 til kurs 94,68. På baggrund heraf og en række tidligere tilfælde af "utilfredsstillende forrentning og administrationsforhold" af kapitalen, var det klagernes opfattelse, at indklagede ikke forvaltede midlerne i overensstemmelse med testamentets bestemmelse om forrentningen. Indklagede oplyste, at man baserede sine valg på en afvejning af såvel rentenydernes som kapitalejernes interesser. I det konkrete tilfælde blev rentenydernes interesse i at opnå en marginalt højere rente ved køb af obligationer med udløb i 2035 modsvaret af en ikke ubetydelig kursrisiko for kapitalejerne, idet renteniveauet forventedes at stige.
Klagerne indbragte sagen for Civilstyrelsen, som ved skrivelse af 27. april 2005 meddelte, at man ikke havde kompetence til at behandle sagen, der ikke var omfattet af arvelovens bestemmelser om båndlæggelse, da kapitalejernes rådighed over kapitalen alene var indskrænket af rentenydelsesretten.
Rentesatsen på kapitalkontiene var i 2005 på 0,5 %.
Pr. den 1. januar 2006 indførte indklagede et gebyr på 6 kr. for overførsel af beløb til et fremmed pengeinstitut. Gebyret blev opkrævet ved overførslerne af afkastudbetalingerne til klagernes pengeinstitut.
Ved skrivelse af 1. august 2006 gjorde klagerne indsigelse mod gebyret og gjorde gældende, at en eventuel udgift ved udbetaling af rentenydelsen måtte være indeholdt i forvaltningsgebyret.
Ved skrivelse af 2. august 2006 fastholdt indklagede gebyret og henviste klagerne til at eventuelt at oprette en afkastkonto hos indklagede.
Indklagede har under sagen godtgjort klagerne de overførselsgebyrer, der var blevet opkrævet før den 2. september 2006, i alt 72 kr.
Af indklagedes generelle vilkår for privatkunder fremgår bl.a.:
"…
2 Betaling for serviceydelser
Ud over hvad der følger af særlig aftale, kan banken tage betaling for serviceydelser, der udføres for kunden. …
2.1 Ændring af priser for serviceydelser
Banken kan uden varsel ændre prisen for enkeltstående serviceydelser.
Banken kan med 1 måneds varsel ændre prisen på serviceydelser, som indgår i en produktaftale, hvis markeds- eller indtjeningsmæssige forhold gør det nødvendigt. Oplysning om ændringen sker ved brev eller ved annoncering i dagspressen. …"
Klagerne har under sagen fremlagt en oversigt over de faktiske genkøb til F3's depot i perioden 6. april 2001 - 5. oktober 2006 sammenholdt med et alternativt forløb baseret på genkøb af obligationer med længere løbetid end de faktiske genkøbte. Ifølge oversigten genkøbte indklagede bortset fra 2 obligationsposter med udløb efter 20 år købt i 2005 for i alt ca. 250.000 kr. hovedsageligt obligationer med udløb efter ca. 30 år. Klagernes alternative forslag er baseret på nyudstedte obligationer med udløb efter 31-33 år. Ifølge oversigten ville depotet med de alternative genkøb have givet en merrente på i alt 4.517,86 kr. i den pågældende periode.
Parternes påstande.
Den 28. december 2006 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale en erstatning og nedsætte genkøbsgrænsen for depoterne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at genkøbsgrænsen på 10.000 kr. pr. depot bør nedsættes, idet den er til ugunst for såvel rentenyderne som kapitalejerne. Genkøbsgrænsen medfører, at rentenyderne i 1-2 terminer mister renteforskellen mellem obligationsrenten og kapitalkontorenten for et beløb på op til 30.000 kr. Kapitalejerne mister i samme tidsrum udtrækningschancen for de obligationer, der ikke bliver købt. Udgiften ved genkøb overstiger normalt ikke 175 kr., og forvaltningsgebyret giver således rigelig dækning for genkøb hver gang, der sker udtrækning af obligationer. Genkøbsgrænsen bør nedsættes til 1.000 kr. Som modsvar til den relativt høje genkøbsgrænse bør indklagede i hvert fald yde en bedre forrentning af kapitalkontiene.
Henholdsvis den 29. januar 2004 og den 18. april 2005 har de konstateret forsinkede genkøb af obligationer, idet indklagede har undladt at geninvestere, selvom genkøbsgrænsen var overskredet.
For de udtrukne midler har indklagede løbende genkøbt obligationer med kvartårlige terminer og amortisering, idet arven var udlagt sådan. Der er alene købt obligationer udstedt af det realkreditselskab, der er koncernforbundet med indklagede, hvorved indklagede har varetaget egne interesser.
Indklagede har ikke imødekommet deres ønske om køb af de højst effektivt forrentede obligationer med amortisering eller afdragsfrie obligationer, der giver maksimal høj rente.
Deres beregning viser, at et alternativ valg af samme type obligationer som de af indklagede valgte alene for F3's vedkommende ville have medført yderligere renter på 4.517,86 kr. i perioden 6. april 2001 - 1. oktober 2006. For de tre depoter udgør den mistede rente i den pågældende periode i alt 13.553,58 kr., hvilket beløb indklagede bør betale i erstatning.
For perioden fra genkøbstidspunkterne til tidspunktet for den yngste af rentenydernes forventede død i 2023 (livstid = 75 år) udgør den mistede rente 100.841,23 kr., eller for de tre depoter i alt 302.523 kr., hvilket beløb udgør rentenydernes samlede forventede tab ved de allerede gennemførte genkøb.
De alternative køb i beregningen vedrører samme type obligationer, som indklagede har valgt, blot bedre forrentede og med længst mulig løbetid og kurs under 100. Da depoterne administreres ved at foretage genkøb for udtrukne midler, og da papirerne ikke skal realiseres før rentenydernes død, påføres kapitalejerne ikke en kursrisiko ved genkøb af obligationer med lang løbetid.
Beregningerne viser, at indklagedes valg ved genkøbene medfører en væsentlig forringelse af den effektive forrentning, hvilket ikke er i overensstemmelse med testamentets bestemmelser.
I perioden fra oprettelsen af depoterne den 3. december 1995 til den 31. december 2005 er værdien af depoterne steget med i alt 439.384,50 kr., eller ca. 13 %. I samme tidsrum er rentenydernes samlede renter faldet med 60.000 kr. fra ca. 180.000 kr. til 120.000 kr. årligt. En del af rentefaldet skyldes den almindelige renteudvikling i perioden. Indklagede har imidlertid med sin investeringspolitik bidraget til en forøgelse af kapitalen på deres bekostning.
De har ikke modtaget nogen dokumentation for hverken forvaltningsgebyret eller overførselsgebyret. Indklagede bør specificere de beløb, der fratrækkes i deres renteudbetalinger, og overføre udbetalingerne til deres konti uden beregning af overførselsgebyr.
Indklagede har anført, at man ved forvaltningen skal tilgodese såvel rentenydernes som kapitalejernes interesser inden for de rammer, der fremgår af testamentet. Ifølge dette skal kapitalen forvaltes i overensstemmelse med reglerne om båndlagt arv. For kontante midler kan der købes værdipapirer noteret på Københavns Fondsbørs, og ved forvaltningen skal der lægges vægt på at opnå en tilfredsstillende effektiv forrentning.
Det er ikke entydigt, i hvilket omfang der skal handles værdipapirer, og i hvilke papirer kapitalen i givet fald skal anbringes. Formuleringen af testamentet efterlader derfor et spillerum for kapitalens anbringelse, og indklagede skal herved også tilgodese kapitalejernes ønsker om mulig vækst i kapitalen.
Det var således i overensstemmelse med de testamentariske bestemmelser at efterkomme et ønske hos kapitalejerne om en genkøbsgrænse på 10.000 kr., som må anses som beskeden i forhold til kapitalværdien.
Ved valget af obligationer har man afvejet rentenydernes interesse i en marginalt højere rente ved køb af obligationer med længst mulig løbetid med kapitalejernes kursrisiko. Herved har man forvaltet rentenydelseskapitalen i en korrekt balance mellem de involverede interesser og i overensstemmelse med testamentet.
Det bestrides, at kapitalværdien af depotbeholdningerne er steget på bekostning af rentenyderne, idet de faldende renteudbetalinger ikke skyldes investeringsstrategien, men den almindelige renteudvikling.
Da kapitalen blev modtaget, fik klagerne skriftlig besked om forvaltningsgebyrets størrelse, som i øvrigt oplyses på forespørgsel til forvaltningsafdelingen. Gebyret dækker tilsyn med, at bestemmelserne i bestyrelsesgrundlaget, love, bekendtgørelser og cirkulærer overholdes, rådgivning vedrørende de nævnte bestemmelser og investeringsrådgivning, herunder tilbud om automatisk genkøb ved udtrækning af obligationer og tilbud om omlægning af kapitalen på anfordring fra depotejeren.
I henhold til de almindelige forretningsbetingelser var man berettiget til at indføre overførselsgebyret på 6 kr. pr. overførsel. Gebyret fremgår af indklagedes prisliste og blev i hvert fald varslet over for klagerne ved skrivelsen af 2. august 2006 med virkning fra den 2. september 2006. De gebyrer, som klagerne blev pålagt forinden, har man refunderet i forbindelse med nærværende sag.
Gebyret for bankoverførsel til fremmed pengeinstitut dækkes ikke af forvaltningsgebyret.
Man er ikke i videre omfang forpligtet til at dokumentere de af klagerne betalte vederlag. Vederlag, som ikke betales ved træk på en kundes konto, oplyses ikke på en årlig oversigt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Testamentets bestemmelser om, at der for kontante midler kan købes værdipapirer noteret på Københavns Fondsbørs, og at der ved forvaltningen skal lægges vægt på at opnå en tilfredsstillende effektiv forrentning af kapitalen, findes som anført af indklagede at indebære, at der overlades et vist spillerum til indklagede, og at denne herved er forpligtet til også at tilgodese kapitalejernes interesser.
Sammenholdt med kapitalens størrelse finder Ankenævnet, at indklagedes aftaler med hver af de tre kapitalejere om en genkøbsgrænse på 10.000 kr. ikke kan tilsidesættes som urimelige over for klagerne.
Ankenævnet finder, at indklagede ved de oplyste genkøb af obligationer har efterlevet testators retningslinjer for forvaltningen af kapitalen, og at der ikke er grundlag for at fastslå, at indklagede har tilgodeset kapitalejerne på klagernes bekostning. Med hensyn til løbetiden på de købte obligationer, som klagerne særlig har fremhævet, bemærkes, at løbetiden på hovedparten af de købte obligationer må antages at overstige rentenydernes statistiske restlevetid, og at klagernes alternative forslag om en yderligere forlænget løbetid ville medføre en kursrisiko for kapitalejerne.
Det lægges til grund, at kontantkontiene er blevet forrentet med indklagedes sædvanlige rentesats for konti af denne art, og der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at forhøje rentesatsen.
Ankenævnet finder, at indklagede over for klagerne er berettiget til - ud over forvaltningsgebyret - at opkræve sit sædvanlige gebyr på 6 kr. for overførsel til et andet pengeinstitut.
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.