Indsigelse mod krav om betaling for over-kørte kilometer i forbindelse med opsigelse af leasingaftale.
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod krav om betaling for over-kørte kilometer i forbindelse med opsigelse af leasingaftale.
Sagens omstændigheder
Den 13. februar 2017 indgik klageren en aftale om leasing af en bil med Alm. Brand Leasing (herefter finansieringsselskabet). Bilen blev leveret af et bilfirma (herefter leverandøren). Leasingperioden var aftalt til 36 måneder. Bilen havde efter det oplyste kørt 0 km ved leasingperiodens start. Den månedlige leasingydelse udgjorde 3.095,01 kr.
Ved leveringen til klageren havde bilen nogle ridser, som leverandøren udbedrede uden beregning. Finansieringsselskabet har oplyst, at klageren kørte mellem 5 og 10 kilometer i bilen til og fra leverandøren i forbindelse med udbedringen af disse ridser.
Af leasingaftalen fremgik blandt andet:
”… E - Maksimumkilometer:
Leasingtager må maksimalt køre 45.000 km i den aftalte leasingperiode, og forholdsmæssigt mindre hvis leasingaftalen bringes til ophør forinden.
Hvis der køres færre kilometer i perioden end det maksimalt tilladte (underkørte kilometer), ydes der tilbagebetaling til leasingtager med kr. 0,19 pr. km.
Hvis der køres flere kilometer i perioden end det maksimalt tilladte (overkørte kilometer) betaler leasingtager til leasinggiver kr. 0,95 pr. km. …
§ 6 - Opsigelse
1. Uanset at leasingaftalen er indgået for en længere periode, kan leasingaftalen efter forløbet af 11 måneder opsiges af leasingtager med 1 måneds varsel til udgangen af en måned mod betaling af den aftalte leasingydelse i opsigelsesperioden. Opsigelsen har virkning, når den er kommet frem til leasinggiver, og skal ske skriftligt.
Erlagt ekstraordinær leasingydelse og stiftelsesomkostninger tilbagebetales ikke. Under- eller overkørte kilometer jf. privatleasingsaftalens pkt. E opgøres forholdsmæssigt og afregnes imellem leasinggiver og leasingtager. …
§ 15 – Tilbagelevering
… Leasingtager har ret til at overvære gennemgangen og skal derfor forud for tilbageleveringen/gennemgangen underrettes om, hvor og hvornår gennemgangen vil blive foretaget. …
… Såfremt det maksimalt tilladte antal kilometer er overskredet, betaler leasingtager det herfor aftalte beløb pr. km til leasinggiver.”
I slutningen af oktober 2019 købte klageren en anden bil.
Den 11. november 2019 bekræftede finansieringsselskabet, at klageren havde opsagt leasingaftalen, og meddelte, at bilen skulle indleveres senest den 30. november 2019.
Den 15. november 2019 indleverede klageren bilen og underskrev i den forbindelse i en såkaldt FDM Check-in rapport, hvoraf det blandt andet fremgik, at bilen havde kørt 44.722 kilometer ved indleveringen. Ved e-mail af 10. december 2019 sendte finansieringsselskabet rapporten til klageren.
Finansieringsselskabet har oplyst, at det den 7. januar 2020 sendte en faktura til klageren, der indeholdt en post på 2.663,80 kr. inklusive moms for ”Overkørte km 2804” samt en slutopgørelse. Klageren har oplyst, at han ikke modtog fakturaen eller slutopgørelsen.
Opkrævning af betaling for slutopgørelse fremgik af klagerens BetalingsService. Klageren afviste betalingen i sin netbank. Den 3. februar 2020 klagede klageren over opkrævningen til finansieringsselskabet, der afviste klagen. I en e-mail til finansieringsselskabet af 6. februar 2020 fastholdt klageren klagen over de overkørte kilometer, men anerkendte de andre poster i slutopgørelsen om skader mv.
I en e-mail af 10. februar 2020 til klageren anførte finansieringsselskabet v/Alm. Brand Bank:
”… Nedenfor finder du et skema med opgørelse af de overkørte kilometer. Jeg må endnu engang henvise dig til punkt E i leasingaftalen, hvoraf det fremgår, at overkørte kilometer opgøres forholdsmæssigt, hvis aftalen opsiges før den aftalte leasingperiode ophører. Bilen var fabriksny, da du overtog den, hvorfor kilometerantal fra start er sat til 0. Slutkilometerantal fremgår tillige af den tidligere fremsendte FDM-rapport. Overkørte kilometer afregnes efter punkt E i leasingaftalen med kr. 0,95 pr. km. inkl. moms. Da opgørelsen af de overkørte kilometer er beregnet korrekt i henhold til både leasingaftalen og FDM-rapporten, kan jeg desværre ikke tilbyde dig modregning af de overkørte kilometer. …”
I opgørelsen var de maksimale kilometer i den faktiske leasingperiode beregnet til 41.918 kilometer og differencen i forhold til de faktisk kørte 44.722 kilometer var angivet til 2.804 kilometer.
Parternes påstande
Den 26. februar 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Alm. Brand Leasing skal frafalde kravet på 2.663,80 kr. vedrørende overkørte kilometer og modregne (278 x0,90 kr.) for underkørte kilometer i den samlede regning. Alm. Brand Leasing skal endvidere fremover i leasingaftalen tilpligtes at tilføje, hvordan Alm. Brand Leasing "forholdsmæssigt" udregner overkørte kilometer.
Alm. Brand Leasing har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at finansieringsselskabets beregning af overkørte kilometer er forkert. Formuleringen i leasingaftalen er uklar og spekulativ. Ved afleveringen var kilometertallet på 44.722 og dermed 278 kilometer under det tilladte. Der var derfor tale om underkørte kilometer.
Man kan ikke skønne sig frem til kilometer, som ikke er kørt. Hvis han havde gennemført den oprindelige leasingaftale med ophør den 7. februar 2020, ville han fortsat være i underkørte kilometer, da han havde købt en ny bil, som han ville benytte. Han var i øvrigt ikke i stand til at køre en bil i en længere periode som følge af en brækket ankel. Dette kan dokumenteres med en lægeerklæring.
Finansieringsselskabet har ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, hvordan selskabet forholdsmæssigt har beregnet og skønnet sig frem til de overkørte kilometer.
Han har krav på kompensation for underkørte kilometer. Medio december stillede finansieringsselskabet ham i udsigt, at han ville modtage udligning af de underkørte kilometer. Han opdagede, at finansieringsselskabet uvarslet søgte at trække en betaling fra hans konto den 3. februar 2020. Han havde hverken modtaget en opgørelse eller en opkrævning.
Bilen blev leveret med ridser. I forbindelse med udbedringen var der kørsel, som ikke bør belastes ham. Finansieringsselskabet har ikke taget højde for de kilometer som der har været i forbindelse med leveringsskaden, hvorfor hele grundlaget, som i forvejen var tvivlsomt, er væk.
Alm. Brand Leasing har anført, at klageren i henhold til leasingaftalen er forpligtet til at betale det fulde beløb på 6.112,30 kr. i slutopgørelsen. Klageren er herunder forpligtet til at betale det opkrævede beløb for overkørte kilometer på 2.663,80 kr. Beløbet er opkrævet korrekt i henhold til leasingaftalen. Klageren har ikke indbetalt det opkrævede beløb til finansieringsselskabet.
Aftalen afspejler klart, at klageren maksimalt måtte køre 45.000 kilometer i den oprindelige aftalte leasingperiode på 36 måneder, og forholdsmæssigt mindre hvis leasingaftalen blev bragt til ophør forinden. Finansieringsselskabet benytter branchens standard leasingkontrakt, som er anbefalet og udarbejdet i fællesskab af FDM og Finans og Leasing - interesseorganisationen for danske finansieringsselskaber.
Klageren er ikke berettiget til at blive modregnet for underkørte kilometer, da han i den periode, han har betalt leasingydelse under aftalen, har overskredet det tilladte antal kilometer. Klagerens anbringende om, at han ikke ville have overskredet det tilladte kilometerantal på 45.000 kilometer, hvis han havde betalt leasingydelse for bilen i alle 36 måneder, kan ikke føre til et andet resultat. Forholdet er ikke relevant for sagen, da klageren de facto ikke har betalt leasingydelser for alle 36 måneder, men kun frem til den 30. november 2019.
Klageren har modtaget behørig og korrekt dokumentation for den samlede slutopgørelse og er forpligtet til at betale det fulde beløb i slutopgørelsen.
Finansieringsselskabet har undersøgt forløbet vedrørende udbedringen af de ridser, som bilen blev leveret til klageren med. Da den afdeling hos leverandøren, som klageren købte bilen hos, er lukket, har finansieringsselskabet indhentet oplysninger hos en anden af leverandørens afdelinger. Denne afdeling har oplyst, at klageren kørte mellem 5 og 10 kilometer i bilen til og fra leverandøren i forbindelse med udbedringen af ridserne. Kørsel i denne størrelsesorden i forbindelse med udbedring af skader er af normal karakter, som i praksis ikke fratrækkes det overordnede samlede kilometerantal
Ankenævnets bemærkninger
Den 13. februar 2017 indgik klageren en aftale om leasing af en bil med Alm. Brand Leasing (herefter finansieringsselskabet). Leasingperioden var aftalt til 36 måneder. Af leasingaftalen fremgik, at klageren maksimalt måtte køre 45.000 kilometer i den oprindeligt aftalte leasingperiode på 36 måneder og forholdsmæssigt mindre, hvis leasingaftalen blev bragt til ophør forinden. Det fremgik endvidere, at hvis der var kørt flere kilometer i perioden end det maksimalt tilladte (overkørte kilometer), skulle klageren betale 0,95 kr. pr. kilometer til finansieringsselskabet.
Bilen havde efter det oplyste kørt 0 kilometer ved leasingperiodens start. Bilen blev leveret til klageren med nogle ridser, som leverandøren udbedrede uden beregning. Finansieringsselskabet har oplyst, at klageren kørte mellem 5 og 10 kilometer i bilen til og fra leverandøren i forbindelse med udbedringen af ridserne.
Klageren opsagde leasingaftalen til ophør pr. 30. november 2019. Den 15. november 2019 indleverede klageren bilen og underskrev i den forbindelse en rapport, hvoraf det fremgik, at bilen havde kørt 44.722 kilometer ved indleveringen.
Ankenævnet finder, at finansieringsselskabet efter leasingaftalen var berettiget til at foretage en forholdsmæssig beregning af overkørte kilometer ved førtidig opsigelse af leasingaftalen, og at finansieringsselskabets beregning er foretaget korrekt i henhold til leasingaftalen.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnet kan ikke pålægge finansieringsselskabet at ændre formuleringen i selskabets leasingaftaler.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.