Indsigelse mod at klagerens privatlån blev indfriet af et anpartsselskab, som klageren via et holdingselskab havde ejet majoriteten i.
| Sagsnummer: | 104 /2020 |
| Dato: | 01-09-2021 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Inge Kramer, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - indfrielse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at klagerens privatlån blev indfriet af et anpartsselskab, som klageren via et holdingselskab havde ejet majoriteten i. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Indsigelse mod at klagerens privatlån blev indfriet af et anpartsselskab, som klageren via et holdingselskab havde ejet majoriteten i.
Sagens omstændigheder
Klageren var privatkunde i Jyske Bank.
Endvidere var en selskabskoncern, B-koncernen, som klageren ejede majoriteten i, erhvervskunde i Jyske Bank. B-koncernen bestod af et holdingselskab/anpartsselskab, B, og to helejede datterselskaber/anpartsselskaber, D1, der var et driftsselskab med salgsvirksomhed, og D2, der var et ejendomsselskab. Ifølge det oplyste ejede klageren majoriteten af anparterne i B. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev klageren eneanpartshaver i B.
Banken har oplyst, at klageren både var direktør og eneste tegningsberettigede i B indtil den 8. april 2019 samt i D1 og D2 indtil den 4. april 2019.
Banken har endvidere oplyst, at B-koncernen havde det fulde erhvervsengagement i banken i 2018 og 2019. Banken fik i januar 2019 pant i nom. 95.000 kr. anparter i B og i alle anparterne i D1.
Det fremgår af bankens kundesystem, at banken den 22. marts 2006 oprettede et privatlån -064 til klageren med en hovedstol på 1,5 mio. kr. Banken er ikke længere i besiddelse af det første gældsbrev vedrørende lånet, idet lånet løbende blev forlænget og afløst af nye gældsbreve. På første kontoudskrift for privatlån -064 pr. 31. december 2006 fremgår, at lånebeløbet på 1,5 mio. kr. blev kontant udbetalt den 31. marts 2006. Af en kontoudskrift for D1’s kassekredit -121 pr. 31. marts 2006 fremgår, at et tilsvarende beløb samme dag blev overført fra klageren til selskabets kassekredit.
Der er mellem klageren og banken uenighed om, i hvilken anledning/til hvilket formål banken ydede privatlånet til klageren.
I årsrapporten for 2005/2006 for D1 for regnskabsperioden 1. oktober 2005 – 30. september 2006 fremgik i balancen under kortfristede gældsforpligtelser et anfordringslån på 1,5 mio. kr. Af en note fremgik, at mellemværendet var forrentet og forfaldt på anfordring.
Der er ikke i sagen fremlagt et gældsbrev vedrørende lånet på 1,5 mio. kr. fra klageren til D1.
I april 2017 blev der indledt en skilsmissesag mellem klageren og hans daværende ægtefælle, H, ved skifteretten, og der blev udpeget en advokat som bobehandler. Delingen af klagerens og H’s fællesbo fandt herefter sted med ophørsdato den 4. april 2017. Værdien af de af klageren ejede anparter i B-koncernen skulle indgå i bodelingen. Klageren oplyste, at han havde planer om at omstrukturere selskaberne eller gennemføre et generationsskifte med økonomichefen, M, i D1 som ny ejer.
Banken har oplyst, at den overordnet set ønskede en nedbringelse/afvikling af engagementet med B-koncernen.
Banken har fremlagt et gældsbrev af 10. januar 2018, hvorved privatlån -064 på 1,5 mio. kr. blev forlænget, således at lånet skulle genforhandles næste gang senest den 1. april 2018, og hvis der ikke senest denne dato var indgået en ny aftale med banken om lånets tilbagebetaling, skulle klageren indfri restgælden. Det fremgik endvidere af gældsbrevet, at banken måtte hæve renter og afdrag på konto -121, der var D1’s kassekredit i banken.
Efter udløbet af lån -064 den 1. april 2018, blev der fortsat betalt renter på lånet fra D1’s kassekredit i banken. Der blev ikke indgået en ny aftale med klageren, da der endnu ikke var en afklaring af skilsmissesagen. Endvidere arbejdede klageren på en omstrukturering af selskaberne i B-koncernen.
Banken har oplyst, at der den 7. juni 2018 blev afholdt et møde i banken med deltagelse af klageren, M, revisor for B-koncernen samt to medarbejdere fra banken til afklaring af situationen i skilsmissesagen og klagerens planer om en omstrukturering af selskaberne.
Klageren har bestridt, at han deltog i dette møde. Der er endvidere uenighed om, hvad der blev aftalt på mødet, blandt andet om indfrielse af lån -064.
Banken har oplyst, at den kort tid efter mødet opdagede, at klageren havde overdraget sine anparter i B til et anpartsselskab, der var 100 % ejet af M. Handlen blev berigtiget med gældsbreve udstedt af køberselskabet til klageren. Gældsbrevene blev efterfølgende købt af M personligt.
Ved en mail af 31. juli 2018 til klageren meddelte banken, at den ikke havde accepteret handlen, og at den opretholdt sit pant i anparterne, som var pantsat til banken til sikkerhed for selskabernes engagement.
I løbet af efteråret 2018 var der fortsat drøftelser om fremtidige løsningsmuligheder. Banken fastholdt, at der skulle fremlægges yderligere regnskabsmateriale inden, at den kunne tage stilling til en finansiering af et generationsskifte, forlængelse af B-koncernens erhvervsengagement og gældsoverdragelse.
Banken har oplyst, at den modtog en opgørelse af 29. november 2018 fra bobehandleren i klagerens skilsmissesag, hvori hverken klagerens privatlån -064 eller klagerens tilgodehavende i D1 var medtaget ved opgørelsen af klagerens bodel. Det fremgik af boopgørelsen, at klagerens advokat tidligere havde lavet et udkast til en opgørelse, hvori privatlånet var udeladt. Boopgørelsen blev efterfølgende stadfæstet af skifteretten.
Den 13. maj 2019 blev der afholdt et møde i banken mellem M samt to medarbejdere fra banken med henblik på stillingtagen til en forlængelse af erhvervsengagementet med B-koncernen.
Der er uenighed om, hvad der blev aftalt på mødet, blandt andet om indfrielse af klagerens privatlån -064.
Den 29. maj 2019 blev klagerens privatlån -064 indfriet med 1,5 mio. kr. fra D1’s kredit -121, ligesom der i henholdsvis marts 2019 og i juni 2019 blev trukket tilskrevne renter på lån -064 på henholdsvis 20.297,26 kr. og 13.305,98 kr. fra D1’s kassekredit -121.
Parternes påstande
Den 19. marts 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal genetablere hans lån -064 og tilbagebetale beløbet på 1,5 mio. kr. samt rentebeløbene på 20.297,26 kr. og 13.305,98 kr. til D1.
Jyske Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at sagen ikke skal afvises.
Privatlånet er alene ydet til ham personligt og er et privat engagement. Lånet har aldrig haft et juridisk tilhørsforhold til D1. Lånet bliver ikke et erhvervsengagement, fordi han har ydet lån til andre.
Banken har uretmæssigt hævet pengene på D1’s konto. Efter at han solgte sin virksomhed, er han blevet ansat i D1. Han har erfaret, at banken uden godkendelse har hævet pengene på hans arbejdsgivers konto, således at han nu står i gæld til sin arbejdsgiver.
Ud over hans ansættelsesforhold i D1 er der ikke nogen forbindelse mellem D1 og ham efter, at han afhændede B-koncernen.
Det bestrides, at privatlånet oprindeligt blev ydet i forbindelse med, at D1 lukkede en swapaftale. Banken ydede D1 et lån til tab på en renteswap, og dette lån er efterfølgende blevet fuldt indfriet.
Privatlånet blev ydet i forbindelse med, at hans pensionsmidler blev fejlbehandlet af banken, og ”som plaster på såret” ydede banken ham et lavtforrentet lån, således at han næsten blev kompenseret for den fejl, som banken havde begået. Det med den lave rente glemte banken dog hurtigt.
Efter rådgivning fra banken vedrørende placering af midlerne fra lånet, blev han rådet til at indskyde dem på D1’s kassekredit grundet renteforskellen mellem privatlånet og kassekreditten.
Hans skilsmisse har ikke relevans for sagen. Han har ikke som anført af banken haft fokus på at minimere sin bodel. De foretagne opgørelser over selskabernes værdi, som blev lagt til grund for hans skilsmisse, blev opgjort til indre værdier.
H har haft stor fokus på at øge konfliktniveauet godt hjulpet af Jyske Bank, der har ydet rådgivning til H om, at hun kun skulle acceptere aktiver og ikke passiver.
Generationsskiftet med M var et ønske fra banken begrundet i hans alder. Samarbejdet med banken blev endvidere vanskeliggjort af, at det under sagens forløb ikke var muligt at få svar på, om banken ønskede en afvikling af erhvervsengagementet. Banken har imidlertid nu oplyst, at den overordnet set ønskede en nedbringelse/afvikling af engagementet med B-koncernen.
Bankens redegørelse for sagens omstændigheder bestrides på adskillige punkter.
Han har aldrig ønsket, at privatlånet blev placeret i D1. Han har gentagne gange gjort opmærksom på, at lånet var hans privatlån, som var ydet ham som kompensation.
Han har heller ikke deltaget i et møde i banken den 7. juni 2018. Han passede telefoner i sin virksomhed.
Han har under sagens forberedelse i Ankenævnet indhentet skriftlige redegørelser for sagen fra henholdsvis M og fra B-koncernens revisor, der beviser hans fremstilling af sagen. Af redegørelserne fra M fremgår blandt andet, at M bestrider at have godkendt, at banken hævede penge på D1’s konto til at indfri hans privatlån. Da banken ikke ønskede at finansiere D1, valgte selskabet en anden samarbejdspartner, hvorfor det ville være selvmodsigende, at D1 skulle udlåne penge til ham, for at han kunne indfri sit private lån i banken.
På trods af at han har fremlagt de ovennævnte skriftlige redegørelser fra henholdsvis M og fra B-koncernens revisor, der fuldt ud støtter hans fremstilling af sagen, har banken ikke fremlagt dokumentation for sin opfattelse af sagens faktiske forhold, hvilket bevismæssigt bør komme banken til skade.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at privatlån -064 blev etableret til dækning af nedlukning af en swap i D1. Privatlånet modsvaredes af et bogført anfordringstilgodehavende i D1 uden skriftligt gældsbrev. Det forhold, at tilskrevne renter på privatlånet blev inddækket af direkte indbetalinger fra D1, bekræfter lånets tilknytning til selskabets økonomi.
Lånets rette juridiske tilhørsforhold til D1 bekræftes ligeledes af, at lånet ikke blev medtaget i boopgørelsen for skilsmissen efter klagerens egen anmodning, samt at klageren har rettet anmodning over for banken om, at lånet blev debitorskiftet til D1.
Ved ydelse af et lån, som er optaget med det klare formål at være bestemt til anvendelse i eller for en erhvervsmæssig virksomhed, finder bestemmelserne i kreditaftaleloven ikke anvendelse, jf. § 1 stk. 1, idet loven kun finder anvendelse på lån og kreditter til en forbruger, hvor kreditten ikke må være bestemt til anvendelse i eller for en erhvervsvirksomhed.
Lån -064 var alene optaget med det formål at videreudlåne låneprovenuet til anvendelse i en erhvervsvirksomhed mod modtagelse af forrentning. Der er derfor ikke tale om et lån til klagerens private økonomi, og klagen bør afvises med baggrund i, at Ankenævnet ikke kan behandle klager om erhvervsmæssige kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3.
Endvidere er en væsentlig del af bankens drøftelser med klageren, M og revisor for B-koncernen foretaget telefonisk. Der foreligger ikke skriftlig dokumentation, som kan fremlægges i klagen til at underbygge sagens faktiske forhold, herunder godkendte referater fra møder eller skriftlige aftaler mellem parterne omkring planer og gennemførelse af generationsskifte/omstrukturering m.v.
De manglende skriftlige beviser om sagens faktiske forhold vil skabe en usikkerhed i forhold til sagens bedømmelse ved Ankenævnet. Da der ikke kan foretages mundtlig vidneafhøring til afklaring af de faktiske forhold, bør sagen afvises og henvises til afgørelse ved domstolene, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken blandt andet anført, at privatlånet til klageren ikke var omfattet af bestemmelserne i kreditaftaleloven, da lånet var bestemt til videreudlån og anvendelse i erhvervsvirksomheden D1. Derfor ville en forlængelse af låneaftalen ikke være omfattet af kravene til en låneaftale efter denne lovs bestemmelser.
Før udløbet af den skriftlige låneaftale for privatlånet den 1. april 2018 havde der været mange drøftelser i gang med klageren og M om omstrukturering/genera- tionsskifte af klagerens selskaber og det økonomiske udfald af hans skilsmisse.
På denne baggrund foretog banken ikke videre i forhold til rykkerskrivelser og inddrivelse af sit tilgodehavende i henhold til gældsbrevet, da indfrielse af eller forlængelse af privatlånet forventedes at skulle indgå i en samlet forhandling om bevilling af det fremtidige erhvervsmæssige engagement i banken.
D1 foretog efter den 1. april 2018 fortsat løbende indbetaling af tilskrevne renter på privatlånet. Der blev ikke fra bankens side opkrævet misligholdelsesrente, idet der forelå en mundtlig aftale om at fortsætte privatlånet, så længe klageren var i gang med omstrukturering/generationsskifte af selskaberne.
Klageren fremsatte flere gange i 2018 en klar anmodning over for banken om, at privatlånet hurtigst muligt skulle overdrages til D1. Imidlertid kunne banken ikke umiddelbart godkende en overdragelse af klagers personlige gældforpligtelse på 1,5 mio. kr. til D1, før der var helt klarhed over og overblik over de dispositioner, som var foretaget af klageren personligt og af ham i regi af hans selskaber.
Klager havde i løbet af sommeren og efteråret 2018 handlet flere pantsatte aktiver uden forudgående drøftelse med og godkendelse af banken. Disse aktiver var pantsat til sikkerhed for bankens tilgodehavender hos både klageren personligt og selskaberne. Derfor ville en accept fra bankens side af en indfrielse af privatlånet i form af en overdragelse af gældsforpligtelsen til D1 forudsætte, at omstruktureringen af selskaberne var helt på plads.
Banken tilstræbte i december 2018 at få klageren til at underskrive en forlængelse af låneaftalen for privatlånet, men klageren ville ikke underskrive et nyt gældsbrev. Herved var det ikke muligt for banken at opfylde kravet om god skik i forhold til, at banken efter bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 6 skal indgå skriftlige aftale med sine kunder i væsentlige aftaler.
I denne sammenhæng var det også nødvendigt at have tilsagn fra den tegningsberettigede, M, i D1, om, at selskabet tiltrådte at overtage gældsforpligtelsen fra privatlånet og ville indfri bankens tilgodehavende på 1,5 mio. kr. M bekræftede over for banken, at det var aftalt med klageren som led i det igangværende generationsskifte, at privatlånet skulle overtages af D1. Rent praktisk skete dette ved, at D1 fik bevilliget et lån til indfrielse af privatlånet med klageren som debitor.
Banken har ikke på noget tidspunkt efter indfrielsen i maj 2019 modtaget en henvendelse fra M om uberettiget overførsel fra D1 til indfrielse af klagerens privatlån -064 på trods af, at M har oplyst, at han anser det for ”tyveri’.
Ankenævnets bemærkninger
Den 22. marts 2006 ydede banken klageren et privatlån -064 med en hovedstol på 1,5 mio. kr. Der er mellem klageren og banken uenighed om, i hvilken anledning/til hvilket formål banken ydede privatlånet til klageren.
Klageren ydede endvidere et selskab, D1, i en selskabskoncern, B-koncernen, som hovedsageligt var ejet af ham, et lån på 1,5 mio. kr.
Den 29. maj 2019 blev klagerens privatlån indfriet med 1,5 mio. kr. fra D1’s kredit -121 i banken, ligesom der i henholdsvis marts 2019 og i juni 2019 blev trukket tilskrevne renter på lån -064 på henholdsvis 20.297,26 kr. og 13.305,98 kr. fra D1’s kassekredit -121.
Klageren har gjort indsigelse mod bankens indfrielse af privatlånet med D1’s midler/overførsel af hans privatlån til D1.
Det fremgår af sagen, at der på en række punkter er modstridende opfattelser af sagsforløbet mellem klageren og banken, blandt andet om i hvilken anledning/til hvilket formål banken ydede privatlånet til klageren, hvad der blev aftalt mellem banken og klageren om klagerens private og erhvervsmæssige engagement i 2018/2019, herunder på afholdte møder i banken, og om, hvad der blev aftalt mellem klageren og M ved selskabsoverdragelsen i 2018/2019. Der er endvidere uenighed om, hvorvidt M for D1 har meddelt banken, at det var aftalt mellem M og klageren, at privatlånet på 1,5 mio. kr. skulle overtages af D1.
Ankenævnet finder på den baggrund, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.