Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Størrelse af låneprovenu.

Sagsnummer: 204 /1988
Dato: 20-03-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn
Klageemne: Byggelån
Ledetekst: Størrelse af låneprovenu.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I juli 1987 optog klageren og hans hustru i indklagedes Østre afdeling et boliglån på 80.000 kr., sikret ved et tinglyst ejerpantebrev på 95.000 kr. i deres faste ejendom. Endvidere optog de et kreditforeningslån på 174.000 kr., som de lod kurssikre. Begge lån skulle anvendes til ombygning af ejendommen. Klageren fik at vide, at det samlede låneprovenu ville udgøre 235.000 kr.

I skrivelse af 29. juli 1987 fremsendte indklagede kontoudtog vedrørende kreditforenings- og boliglån og meddelte, at restbeløbet androg ca. 1.000 kr., der ville blive overført til klagerens konto den 4. september 1987.

Den 10. september 1987 debiterede indklagede i anledning af, at udgifterne til håndværkerregningerne og rentetilskrivning havde overskredet låneprovenuet, klagerens hustrus anfordringskonto med 4.854,23 kr. Udgifterne havde udgjort i alt 168.819,13 kr. og provenuet af kreditforeningslånet 163.964,90 kr. Samtidig krediteredes kontoen et beløb på 989,72 kr, som havde været til disposition på boliglånet, således at restfinanseringen udgjorde 3.664,51 kr.

Efter at klageren den 22. september 1987 havde rettet henvendelse til indklagedes revision, oplyste indklagede i skrivelser af 21. oktober og 3. november 1987, at man allerede i skrivelse af 27. juli 1987 havde meddelt ham, at der i alt var betalt regninger til håndværkere på 191.216,70 kr. Med tillæg af udgifter afholdt til stempling og ekspedition af pantebrev og lånedokumenter udgjorde de samlede omkostninger 237.508,70 kr., hvilket inklusiverenter oversteg de indkomne låneprovenuer, hvorfor der var sket en debitering af klagerens hustrus anfordringskonto. Indklagede gennemgik endvidere diverse posteringer på kontiene.

Ved skrivelse af 2. januar 1988 indbragte klageren herefter sagen for Finanstilsynet, idet han anførte, at han havde kurssikret lånet, og at han havde fået oplyst, at provenuet udgjorde 235.000 kr., hvilket beløb han faktisk havde anvendt. Hertil kom, at indklagede i skrivelse af 27. juli 1987 havde oplyst, at restprovenuet udgjorde 1.000 kr., hvorfor indklagede måtte havde foretaget en fejlagtig beregning af provenuet.

Ved skrivelse af 22. marts 1988 til Finanstilsynet anførte indklagede, at man ikke i skrivelsen af 27. juli 1987 havde anført, at restprovenuet udgjorde 1.000 kr., men blot, at der stadig var 1.000 kr. til disposition på boliglånet. Indklagede anførte endvidere, at restbeløbet som allerede anført overfor klageren var fremkommet ved opgørelsen af de midlertidige lån, ydet af indklagede, og af ydelsessikringskontoen.

I skrivelse af 12. august 1988 meddelte Tilsynet klageren, at man i det hele kunne henvise til indklagedes redegørelse, som ikke gav Tilsynet anledning til bemærkninger.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det beløb på 4.854,23 kr., som blev debiteret hans hustrus konto, med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren anført, at indklagede mundtligt gav tilsagn om, at nettoprovenuet udgjorde 235.000 kr., hvilket senere skriftligt blev forhøjet med 1.000 kr. Da klageren kun har brugt 235.000 kr., kan han ikke acceptere, at der ved afregningen var en manko på 5.000 kr., som indklagede debiterede hans hustrus anfordringskonto.

Indklagede har henvist til det allerede overfor Finanstilsynet og klageren anførte og har oplyst, at man som følge af, at omkostningerneved den foretagne ombygning oversteg det forventede lån, har tilbudt klageren at forhøje det eksisterende lån med uændret ydelse og en forlængelse af afviklingsperioden med 3 måneder.

Ankenævnets bemærkninger:

Som sagen foreligger, må det lægges til grund, at årsagen til, at de med den foretagne ombygning af klagerens ejendom forbundne omkostninger oversteg det forventede, ikke var, at håndværkerudgifterne blev betalt med større beløb end anslået, men at omkostningerne ved hjemtagelse af de nødvendige lån var højere end oprindelig oplyst af indklagede.

Dette forhold kan dog ikke begrunde at indklagede kan tilpligtes at betale klageren noget beløb, idet det yderligere bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at der af indklagede er afgivet nogen indeståelse for størrelsen af nettoprovenuet efter byggesagens afslutning.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.