Indsigelse mod gyldigheden af kautionsløfte.
| Sagsnummer: | 159 /2000 |
| Dato: | 18-10-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Timme Bertolt Døssing, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Etiske retningslinier |
| Ledetekst: | Indsigelse mod gyldigheden af kautionsløfte. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod to kautionsforpligtelser afgivet af klageren over for indklagede vedrørende klagerens ægtefælles engagement. Klagerens ægtefælle driver landbrug.
Sagens omstændigheder.
Den 15. maj 1997 underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter klageren til sikkerhed for sin daværende samlever - senere ægtefælle - M's boliglån med indklagede kautionerede med 130.000 kr. Boliglånet, der var etableret den 27. november 1996, var på 250.000 kr.; lånet var oprindeligt etableret med klageren som meddebitor.
Den 23. juni 1997 underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter klageren kautionerede med 500.000 kr. i forbindelse med M's kassekredit hos indklagede. Indklagede havde bevilget M, der drev selvstændig landbrugsvirksomhed, et samlet overtræk på 1,3 mio. kr., som skulle nedbringes med 600.000 kr. den 30. september 1997 (og 700.000 kr. den 30. maj 1998).
I januar 1998 blev M's engagement med indklagede omlagt. Der blev etableret et udviklingslån på 1 mio. kr. med afvikling over 10 år, ligesom M's driftskredits maksimum blev ændret til 400.000 kr. Klageren skulle stille kaution med 500.000 kr. for udviklingslånet samt tiltræde kautionen for boliglånet med 130.000 kr.
Den 21. januar 1998 underskrev klageren særskilt kautionserklæring, hvorefter hun kautionerede for M's forpligtelser vedrørende udviklingslånet begrænset til 500.000 kr. Det fremgik, at kautionsforpligtelsen "bortfalder 1.3.2000". Klageren underskrev samtidig særskilt skrivelse, hvorefter hun bekræftede at have "fået fuldt økonomisk indblik i [M's] økonomiske situation". Indklagede har anført, at kautionserklæringen af 21. januar 1998 erstattede klagerens kautionserklæring af 23. juni 1997.
Den 12. september 1998 blev klageren og M gift.
Ved anbefalet skrivelse af 29. december 1999 meddelte indklagede klageren, at M's engagement var opsagt, hvorfor klageren blev anmodet om at indbetale kautionsforpligtelsen, 630.000 kr., inden 14 dage.
Af sagen fremgår, at indklagede tillige har håndpant i et løsøreejerpantebrev på 50.000 kr. med pant i en Citroën AX 11 TRE. Ejerpantebrevet, der angiver at være "et omsætningspapir", er udstedet af M den 19. februar 1988. Af slutseddel vedrørende købet af bilen fremgår, at køber er M og klageren. Af registreringsattest udstedt den 16. juli 1992 fremgår, at M er registreret som ejer, samt at der er "flere ejere (brugere)".
Parternes påstande.
Klageren har den 11. april 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelserne ikke kan gøres gældende, at betale 100.000 kr. i erstatning for svie og smerte og for brud på Forbrugerombudsmandens retningslinier for krav til etik i bankrådgivning samt at udlevere løsøreejerpantebrev med pant i en Citroën.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun blev tvunget til at kautionere for 500.000 kr. i forbindelse med en ombygning, idet indklagede truede med ellers at lukke M's virksomhed.
Indklagede var bekendt med, at hun ikke havde nogen formue, og hun havde da allerede kautioneret for 130.000 kr.
Indklagede har tilsidesat Forbrugerombudsmandens etiske retningslinier, hvorefter der ikke bør ydes lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi, ligesom pengeinstituttet skal sikre sig, at kautionisten har forstået indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.
Indklagede har undladt at orientere om Forbrugerombudsmandens retningslinier vedrørende kaution. Indklagede bør derfor ikke kunne støtte ret på kautionserklæringerne.
Først i forbindelse med at hun underskrev kautionserklæringen i januar 1998, skulle hun underskrive særlig erklæring om, at hun var fuldt informeret om M's økonomiske forhold.
Indklagede bør herudover betale en erstatning på 100.000 kr. for svie og smerte, idet hun i dag får psykiatrisk hjælp og er under medicinsk behandling på grund af angstanfald. I det seneste år har hun været sygemeldt i længere tid. Hun tilskriver disse forhold, at indklagede tvang hende til at kautionere.
Hun finder, at indklagede bør udlevere løsøreejerpantebrevet vedrørende bilen, idet hun er medejer af denne.
Indklagede har anført, at boliglånet, som klageren og M havde i et tidligere pengeinstitut, og for hvilket de hæftede solidarisk, ved overførslen af engagementet til indklagede blev etableret med klageren og M som debitor. Senere ønskede klageren at udtræde som debitor, hvorfor hun i stedet skulle kautionere med 130.000 kr.
I forbindelse med M's økonomiske problemer med deraf følgende yderligere likviditetsbehov blev M bevilget overtræk, men mod at klageren kautionerede.
Det bestrides, at klageren på noget tidspunkt er blevet tvunget til at kautionere. Klageren har været fuldt informeret om M's økonomiske forhold og underskrev i januar 1998 særskilt erklæring herom. Klageren er gjort bekendt med den økonomiske risiko ved at påtage sig kautionsforpligtelsen.
Klagerens kaution er helt sædvanlig ved kreditgivning, når den ydede kredit tjener til drift af en ægtefælles erhvervsvirksomhed og/eller fælles bolig. Klageren og M havde levet i ægteskabslignende forhold i flere år, forinden kautionen blev afgivet.
Kautionen står ikke i misforhold til kautionistens økonomi, da økonomien skal ses i sammenhæng med M's økonomi, herunder den særlige skattemæssige situation ved underskudsfremførsel for M og klageren.
Løsøreejerpantebrevet er udstedt af M, hvorfor klageren ikke kan fremsætte anmodning om udlevering heraf.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren har afgivet kautionserklæringerne, for sin ægtefælles erhvervsvirksomhed og i forbindelse med, at hun udtrådte som meddebitor for boliglånet, under omstændigheder, som kan føre til, at hun ikke er bundet af disse.
Klagerens påstand om, at indklagede skal betale erstatning, kan allerede af denne grund ikke tages til følge.
For så vidt angår klagerens påstand om udlevering af det omhandlede løsøreejerpantebrev bemærkes, at det forhold, at klageren måtte anses for medejer af den omhandlede Citroën, ikke kan føre til, at indklagede er forpligtet til at udlevere ejerpantebrevet, men alene at indklagedes pant i givet fald alene kan anses at vedrøre M's ideelle anpart af bilen.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.