Udlån, hæftelse. Tvangsauktion, grundlag.
| Sagsnummer: | 285 /1991 |
| Dato: | 16-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Udlån, hæftelse. Tvangsauktion, grundlag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med, at klageren, klagerens ægtefælle og to børn ønskede at erhverve en feriebolig i Spanien, optog disse via indklagede i sommeren 1980 et udlandslån i ESP. Til sikkerhed for den af indklagede overfor det udenlandske pengeinstitut stillede garanti for udlandslånet håndpantsatte klageren ved håndpantsætningserklæring af 22. september 1980 et ejerpantebrev på oprindeligt 289.034,68 kr. med pant i sin privatbolig. Klageren håndpantsatte endvidere ved påtegning af en allerede eksisterende håndpantsætningserklæring tre ejerpantebreve på henholdsvis 100.000 kr., 44.517,35 kr. og 44.517,33 kr. med pant i privatboligen til sikkerhed for garantien. Disse pantebreve var endvidere håndpantsat for klagerens øvrige engagement hos indklagede, der bestod af en kassekredit og diverse valutaterminsforretninger, til sikkerhed for hvilke klageren også havde deponeret 75.000 kr. på en konto hos indklagede.
Ved garantirekvisition af 30. oktober 1985 forlængedes udlandslånet på ESP 4.000.070 fra den 23. oktober 1985 til den 7. oktober 1988. Det var i garantirekvisitionen anført, at lånet skulle indfries i sin helhed efter 36 måneder. Denne garantirekvisition blev underskrevet af såvel klageren, klagerens ægtefælle, som klagerens to børn.
Ved skrivelse af 23. marts 1988 til klageren opsagde indklagede med henvisning til, at klagerens kassekredit var i restance, engagementet til fuld indfrielse inden 14 dage. I den forbindelse blev klagerens engagement opgjort til kassekreditten på 237.188,53 kr., samt udlandslånet ESP 4.000.070. Indklagede meddelte endvidere, at indgåede valutaterminsforretninger henstod til udløb, og at indeståendet på deponeringskontoen henstod til sikkerhed herfor. Ved skrivelse af samme dag til klagerens ægtefælle og klagerens to børn opsagde indklagede udlandslånet til fuld indfrielse inden 14 dage under henvisning til, at man ikke ønskede at fortsætte kundeforholdet. På tidspunktet for opsigelsen udgjorde saldoen på klagerens kassekredit, der havde et maksimum på 80.000 kr., 232.893,14 kr. (negativ). Lånet blev ikke indfriet.
Den 2. maj 1988 overførtes klagerens engagement samt udlandslånet til indklagedes kreditkontor, i hvilken forbindelse renteberegningen blev standset. Indeståendet på deponeringskontoen på 75.000 kr. samt saldoen ifølge kassekreditten på 242.228,05 kr. overførtes til en ny konto [284029-4] i klagerens navn, som herefter udviste en negativ saldo på 167.197,32 kr. Der blev herefter på kassekreditten debiteret renter på 7.829,91 kr. samt gebyrer på 505 kr. Den 20. juni 1988 omlagdes udlandslånet til SFR. Den 6. juli 1988 underskrev klageren alene en garantirekvisition vedrørende omlægningen af udlandslånet, der ifølge denne udløb 7. oktober 1988. Den 5. oktober 1988 indfriedes udlandslånet med 235.059,72 kr. over en anden af klagerens konti [284037-7].
Den 3. november 1988 blev indklagedes fordring på klageren, klagerens ægtefælle og klagerens børn, overgivet til indklagedes advokat til inkasso. Ved skrivelse af 26. maj 1989 til indklagedes advokat opgjorde indklagede sit krav pr. 2. maj 1988 på klageren alene til 178.921,55 kr. og på klageren, klagerens ægtefælle og klagerens børn til 262.213,59 kr. samt forfaldne ikke tilskrevne renter pr. 26. maj 1989 på 82.436,60 kr.
Efter at der af indklagede var foretaget udlæg i den af klageren til sikkerhed for engagementet pantsatte ejendom, blev ejendommen i december 1989 bortsolgt på tvangsauktion for 744.000 kr. Klageren begærede herefter 2. auktion og meddelte, at han ønskede at indbetale det nødvendige beløb på 460.000 kr. med henblik på at afværge denne auktion. Dette lykkedes ikke, hvorefter ejendommen i januar 1990 blev solgt til samme køber for samme bud som på 1. auktion.
Henholdsvis den 11. juli og 16. juli 1990 krediteredes tvangsauktionsprovenuet på henholdsvis 456.0070,96 kr. og 33.468,40 kr. på klagerens konto [-7]. Kontoen udviste herefter en positiv saldo på 222.197,51 kr. Den 25. juli 1990 overførtes debetsaldoen på 235.700,16 kr. fra klagerens konto [-4] vedrørende udlandslånet til klagerens konto [-7], som herefter udviste en negativ saldo på 13.502,55 kr. Efter debitering af retsafgift på 1.280 kr. og renter pr. 5. november 1990 69.833,30 kr. udviste kontoen en negativ saldo på 84.615,95 kr. Ved stævning af 6. august 1990 indstævnede indklagedes advokat klageren, klagerens ægtefælle og klagerens ene barn, idet klagerens andet barn forinden var afgået ved døden, til betaling af beløb, der inklusiv renter pr. 25. juli 1990 var opgjort til 83.610,71 kr. Klagerens advokat fremsatte en række provokationer og har efter yderligere skriftveksling begæret sagen henvist til Ankenævnet. Indklagedes advokat protesterede herimod. Retten i Tåstrup har den 10. juni 1991 henvist sagen til Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren, klagerens ægtefælle og klagerens barn ikke er indklagede noget beløb skyldigt.
Indklagede, der efter sagens indbringelse for Ankenævnet har foretaget advokatskifte, har under sagens forberedelse frafaldet sit krav for så vidt angår klagerens ægtefælle og klagerens barn, men har derudover nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke har godtgjort, at indklagede havde et forfaldent krav på klageren og klagerens ægtefælle, i henhold til hvilket indklagede foretog udlæg og senere bortsolgte klagerens og ægtefællens ejendom på tvangsauktion. Klageren har derfor anmodet indklagede om at dokumentere opsigelsesadgangen i aftalegrundlaget ved fremlæggelse af kassekreditkontrakt og lånedokument vedrørende udlandslånet, ligesom klageren har anmodet indklagede om at fremlægge håndpantsætningsaftale og ejerpantebrev og dermed dokumentere, at betingelserne for at kunne foretage udlæg var opfyldt. Da klageren ikke finder, at indklagede har efterkommet disse provokationer, bør dette have processuel skadevirkning for indklagede. Klageren har endvidere ikke haft advokatbistand under fogedsagen, hvorfor det ikke bør tillægges betydning, at klageren ikke protesterede mod foretagelse af udlæg og bortsalg af ejendommen på tvangsauktion. Klageren har svævet i en retsvildfarelse om, at indklagede på daværende tidspunkt var berettiget til at gøre kravet gældende og foretage udlæg i ejendommen. Klageren finder ikke, at indklagede i tilstrækkelig grad har dokumenteret, hvorledes saldoen på klagerens konto [-7] er fremkommet, og det beløb, for hvilket indklagede har indstævnet klageren den 6. august 1990, figurerer ikke andre steder i sagen. Klageren bestrider endvidere, at han skulle have tilbageholdt oplysninger overfor indklagede vedrørende sin privatøkonomi, ligesom klageren bestrider, at han skulle være opsagt fra sin stilling som bogholder i juli 1987. Klageren har endvidere anmodet indklagede om at fremlægge de i tvangsauktionsopstillingen nævnte ejerpantebreve.
Indklagede har anført, at indsigelser over den i 1990 afholdte tvangsauktion må behandles særskilt, såfremt klageren måtte ønske det, idet nærværende sag vedrører indklagedes resttilgodehavende i forbindelse med indklagedes misligholdelse af låneengagementet hos indklagede. Klageren er i fogedretten blevet anmodet om at dokumentere eventuelle indsigelser, og det fremgår af en af indklagede fremlagt kopi af fogedbogsudskrift, at prøvelse af disse indsigelser ikke har fundet sted, idet klageren ikke på noget tidspunkt i forbindelse med fogedforretningen dokumenterede eventuelle indsigelser. For så vidt angår resttilgodehavendet har kassekreditten siden 1987 jævnligt været i overtræk, som ikke blev afviklet som aftalt med klageren. Klageren har endvidere ved flere lejligheder afgivet urigtige/tilbageholdt oplysninger om sit forhold til indklagede, bl.a. at han i juli 1987 blev opsagt fra sin stilling som bogholder. Som følge heraf blev klagerens engagement opsagt 23. marts 1988. Det aftaltes herefter med klageren, at engagementet skulle overgå til et andet pengeinstitut, men da dette ikke skete, blev udlandslånet omlagt. Det fremgår af indklagedes almindelige forretningsbetingelsers §§ 6 og 8, der er udleveret til klageren i forbindelse med låneoptagelsen, at indklagede er berettiget til at betragte kundens lån som en samlet konto, hvorfor det af klageren omtalte lån blev overført til konto [-7], da klageren på grund af manglende betaling var en dubiøs debitor. Indklagede har endvidere redegjort for, at posteringerne på klagerens konto [-7] i perioden fra 17. april 1989 til 15. februar 1990 vedrører omkostninger i forbindelse med politifremstilling, tinglysning, mødesalær, vurderingshonorar, annonceberegning, samt beløb indbetalt af køber ved tvangsauktion.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har under sagen inddraget spørgsmål vedrørende salget af klagerens ejendom på tvangsauktion afholdt i Tåstrup fogedret i januar 1990, idet klageren har anført, at indklagede ikke har dokumenteret eksistensen af et udlægsfundament i forbindelse med afholdelsen af tvangsauktionen. Denne del af klagen finder Ankenævnet uegnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor denne del afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
For så vidt angår restkravet, fremgår det af de af indklagede fremlagte kontoudskrifter vedrørende klagerens kassekredit, at maksimum på kreditten på opsigelsestidspunktet udgjorde 80.000 kr., mens kreditten reelt var trukket op til 233.893,14 kr. Uanset at indklagede ikke har fremlagt kassekreditkontrakten, findes det tilstrækkelig godtgjort, at indklagede har været berettiget til at opsige kassekreditten. Restgælden ifølge kassekreditten er efterfølgende overført til klagerens konto [-7], fra hvilken det omhandlede restkrav er opgjort. For så vidt angår opsigelsen af udlandslånet, findes det ikke godtgjort, at indklagede var berettiget til at opsige udlandslånet den 23. marts 1988 overfor klageren, klagerens ægtefælle og klagerens to børn som følge af klagerens misligholdelse af kassekreditten. Indklagede har imidlertid efterfølgende frafaldet kravet imod de øvrige debitorer. Da udlandslånet er videreført i klagerens navn, og opsigelsen således ikke er effektueret førend ved udlandslånets udløb i oktober 1988, findes klageren ikke i denne forbindelse at have godtgjort at have lidt et tab. Indklagede findes endvidere under forberedelsen af sagen for Ankenævnet nærmere at have redegjort for, hvorledes saldoen på klagerens konto [-7] er fremkommet, og Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagen til følge.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører afholdelsen af tvangsauktionen i januar 1990. Klagen tages ikke i øvrigt til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.