Afgørelse

Inkonverterbart lån. Rådgiveransvar.

Klageren optog i 1988 et lån på 760.000 kr. hos det indklagede realkreditinstitut. På forsiden af det for lånet udstedte pantebrev fremgik det, at lånet var optaget som indekslån, og af pantebrevets side 2 fremgik det, at indekslån alene kan indfries med obligationer. Klageren henvendte sig i august 2001 til instituttet, idet han havde været nødt til at sælge sit hus og nu skulle indfri indekslånet med ca. 930.000 kr., selv om der var betalt ca. 700.000 kr. i terminer i de forgangne 13 år. Klageren anførte, at den pågældende låntype havde medført, at der ikke havde været nogen friværdi at belåne, da hans økonomi på grund af sygdom og arbejdsløshed var blevet presset. Indekslånet var blevet anbefalet af instituttets medarbejder uden oplysning om inkonverterbarhed, som først var en oplysning, der blev givet på årsopgørelsen i 1994, ligesom han ikke havde fået nogen advarsler om, hvad der kunne ske i forhold til indeksregulering og kursstigninger. Klageren mente derfor, at det var rimeligt, om han fik lov til at indfri lånet til kurs 100. Instituttet afviste dette med henvisning til pantebrevets bestemmelser, herunder om inkonverterbarhed. Instituttet oplyste samtidig, at indekslån på tidspunktet for låneoptagelsen var almindelig udbredt og for mange mennesker en anbefalelsesværdig låntype, og at der derfor ikke havde været grund til ikke at yde klageren et sådant.

Klageren nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at lånet skulle kunne indfries med obligationsrestgælden til kurs 100, subsidiært med 760.000 kr. Instituttet påstod frifindelses.

Nævnet henviste til pantebrevet, hvoraf det fremgik, at indfrielse af indekslån kun kan ske med obligationer. Nævnet fandt det ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere, om den konkrete rådgivning ved låneoptagelsen havde været fyldestgørende, og fandt endvidere ikke grundlag for at fastslå, at det generelt i 1988 var uforsvarligt at yde et indekslån som det foreliggende, der i forhold til andre mulige lån havde en væsentlig lavere begyndelsesydelse. Der var således ikke grundlag for at fastslå, at instituttet havde tilsidesat en rådgivningsforpligtelse i forhold til klageren. Nævnet fandt det endvidere ikke urimeligt, at instituttet i forbindelse med indfrielsen havde fastholdt pantebrevets indfrielsesvilkår. Nævnet frifandt som følge heraf instituttet.