Afgørelse

Lånetilsagn.

I klagerens ejendom indestår et lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i januar 2006 en ”LåneGodkendelse” til klageren, hvoraf det fremgik, at klageren var forhåndsgodkendt til at optage et nyt realkreditlån blandt andet under forudsætning af, at klageren eller andre i klagerens husstand ikke var registreret som dårlig betaler eller ikke var i restance til instituttet eller andre långivere. Den 10. maj 2006 fremsendte klageren en ansøgning til instituttet vedrørende et nyt 4 pct. lån på 500.000 kr. til erstatning af det indestående lån med en restgæld på ca. 230.000 kr. Klageren anførte i ansøgningen, at der i ejendommen var tinglyst 4 små udlæg, som af forskellige årsager var begæret slettet. Den 26. maj 2006 afslog instituttet klagerens ansøgning med henvisning til de tinglyste udlæg. I forlængelse heraf fremsendte klageren den 20. juni 2006 et brev til Finanstilsynet med kopi til instituttet, hvori han anførte, at han ikke mente, at instituttet kunne afslå hans ansøgning begrundet i de tinglyste udlæg, dels fordi de underliggende fordringer reelt ikke længere eksisterede, dels fordi det ikke ifølge lånetilsagnet var en betingelse, at der ikke var tinglyst udlæg i ejendommen. Instituttet anførte den 26. juni 2006 i et svar til klageren, at det forhold, at der var tinglyst udlæg i ejendommen, faldt ind under betingelsen om ikke at give lån til dårlige betalere eller personer, der var i restance. Instituttet tilbød imidlertid klageren en konvertering af det eksisterende lån og anmodede klageren om at kontakte instituttet, såfremt han ønskede et egentligt konverteringstilbud.

Klageren nedlagde for Nævnet påstand om, principalt at instituttet skulle vedstå den givne forhåndsgodkendelse og yde ham et tillægslån, subsidiært at instituttet skulle nedsætte renten på det eksisterende lån til 4 pct. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det forhold, at der er tinglyst udlæg i en fast ejendom, som udgangspunkt må tages som udtryk for debitors manglende evne til at betale sin gæld. De oplysninger, klageren havde givet om de fire udlæg, der var tinglyst på hans ejendom, gav ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Selv om udlægssituationen ikke var direkte omtalt i instituttets ”LåneGodkendelse”, måtte den ifølge Nævnet anses for omfattet af forbeholdet om ikke at give lån til dårlige betalere og personer, der var i restance. Da klageren ikke havde ansøgt om konvertering af det eksisterende lån, fandt Nævnet ikke, at klageren havde krav på nedsættelse af renten til 4 pct. på det eksisterende lån. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet.