Tilbageførsel ikke berettiget.
| Sagsnummer: | 407 /1989 |
| Dato: | 28-05-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Lønoverførsel
|
| Ledetekst: | Tilbageførsel ikke berettiget. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 30. august 1989 bogførtes på en konto i indklagedes Rødovre Centrum afdeling tilhørende klagerens ægtefælle et beløb på 14.932,86 kr. udgørende klagerens løn for august måned. Beløbet blev valideret 31. august 1989.
Den 31. august 1989 blev beløbet på grundlag af en af klagerens arbejdsgiver ved skrivelse af 28. august 1989 fremsat anmodning tilbageført til denne.
Efter at klageren ved skrivelse af 13. september 1989 havde reklameret over, at tilbageførslen skete på et tidspunkt, hvor beløbet var til hans rådighed, meddelte indklagede ved skrivelse af 26. september 1989, at det af pkt. 4 i lønoverførseloverenskomsten fremgår, at tilbagekaldelse af et lønningsbeløb kan ske over for det kontoførende pengeinstitut frem til kl. 12.00 på bogføringsdagen. Begæring om tilbagekaldelse af det overførte beløb var fremsat den 28. august 1989 og var således rettidig, idet bogføringsdagen, som det fremgik af kontoudtoget, var den 30. august 1989.
Ved skrivelse af 1. oktober 1989 til indklagede gjorde klageren gældende, at den omtalte lønoverførselsoverenskomst ikke kunne binde ham, som ikke havde tiltrådt den, og fastholdt under henvisning hertil, at den foretagne tilbageførsel skulle annulleres.
Da indklagede fortsat har afvist dette, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham beløbet på 14.932,86 kr. med tillæg af sædvanlig kassekreditrente fra den 31. august 1989, da han har måttet dække det manglende beløb ved træk på sin kassekredit.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har udover de synspunkter, som har været fremført i den mellem parterne stedfundne brevveksling, anført, at der mellem ham og hans arbejdsgiver verserer tvist vedrørende udbetaling af løn herunder betaling vedrørende ferie. Hans faglige organisation har overgivet sagen til advokat, der er anmodet om at udtage stævning mod arbejdsgiveren.
Indklagede har anført, at uagtet tilbageførslen først fandt sted på dispositionsdagen den 31. august 1989, finder indklagede under hensyn til, at klagerens arbejdsgiver ved skrivelse af 24. august 1989 havde meddelt klageren, at der ikke ville finde lønudbetaling sted for august måned 1989, og at tvisten omkring lønudbetaling må antages at blive afklaret ved sagsanlæg mod arbejdsgiveren, fortsat ikke anledning til at udbetale klageren det omhandlede beløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Da det omhandlede lønbeløb var til disposition for klageren og dennes ægtefælle den 31. august 1989, findes indklagede hverken efter lønoverførselsoverenskomsten eller efter almindelige regler at have været berettiget til at tilbageføre beløbet denne dag, uanset at klagerens arbejdsgiver rettidigt havde tilbagekaldt lønoverførselen. Klagen tages derfor til følge, hvorved bemærkes, at beløbet findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 14.932,86 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 31. august 1989, til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.