Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar for tab på gearet investering. Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutters rådgivning.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede har pådraget sig ansvar over for klageren i forbindelse med dennes investeringer foretaget med dels egne midler, dels midler tilvejebragt ved optagelse af et lån i USD (gearet investering).

Sagens omstændigheder.

I november 1999 indgik klageren en aftale med indklagede om et investeringsengagement.

Klageren indskød en egenkapital på 300.000 kr. på en indlånskonto, og indklagede formidlede et lån til klageren på 100.000 USD, som blev ydet af et udenlandsk pengeinstitut, P, som på daværende tidspunkt var indklagedes datterselskab. Indklagede oprettede endvidere et værdipapirdepot for klageren. Indlånskontoen og værdipapirdepotet blev pantsat til sikkerhed for engagementet.

I forbindelse med pantsætningen blev der indgået en "Stop Loss Aftale", hvoraf der bl.a. fremgår følgende:

"Det er for [P] en forudsætning for ydelse af lånet, at der til enhver tid skal være en sikkerhedsmæssig overdækning, således at markedsværdien af sikkerhederne til enhver tid min. udgør 120% af den til enhver tid værende restgæld inklusive påløbne, men ikke betalte renter, på lånet.

Såfremt den sikkerhedsmæssige overdækning falder til under 115%, har pantsætter - såfremt [P] anmoder herom - en frist på fire bankdage, fra [P's] anmodning herom, til at supplere sikkerhedsstillelsen, således at overdækningen på ny min. udgør 120%, jf. ovenfor. Suppleres sikkerhedsstillelsen ikke som anmodet, forfalder lånet til fuld og endelig indfrielse straks efter udløbet af fristen.

Falder overdækningen til under 110% forfalder lånet til fuld og endelig indfrielse straks, og [P] er berettiget - men ikke forpligtet - til med en uges varsel at realisere de pantsatte sikkerheder og anvende disse samt indestående på afkastkonti til indfrielse/nedbringelse af lånet.

…

[P] er ikke forpligtet til at underrette pantsætter, såfremt overdækningen falder til under de ovenfor anførte grænser."

I december 1999 formidlede indklagede et yderligere lån til klageren på 50.000 USD.

Den 6. december 1999 blev der indgået en aftale mellem klageren og indklagede om valuta- og værdipapirhandel inden for en ramme på 115.000 DKK. Af aftalen fremgår bl.a.:

Klageren har oplyst, at investeringerne i 2000 udviklede sig negativt. Fra og med slutningen af 2000 blev marginkravene i stop-loss aftalen ikke opfyldt. I første halvdel af 2001 var egenkapitalen reelt tæt på 0 kr., og fra sommeren 2001 var egenkapitalen negativ. Ifølge en af klager udarbejdet oversigt var egenkapitalen den 20. juli 2001 151.318 kr. (negativ), den 28. september 2001 68.698 kr. (negativ) og den 31. oktober 2001 581.485 kr. (negativ).

I slutningen af oktober 2001 stillede indklagede krav om retablering af overdækningen på engagementet, hvilket klageren ikke havde mulighed for. Indklagede afviste et forslag fra klageren om at forsøge at genvinde tabet via call-optioner.

Ved skrivelse af 20. november 2001 til indklagede anførte klageren således bl.a.:

"Status for mit engagement kan på den baggrund opgøres til en manko på d.kr. 555.414.50.

I den forbindelse er det mig magtpåliggende indledningsvis at understrege, at [indklagede] ikke vil komme til at lide tab. For indeværende ser jeg mig, imidlertid, desværre ikke istand til at udligne ovennævnte manko. Ej heller kan jeg alternativt fremkomme med fornøden sikkerhedsstillelse. Følgelig har jeg fuld forståelse for, at [indklagede] inddrager de faciliteter, som jeg har haft til rådighed.

Heroverfor tillader jeg mig høfligst at fremsætte nedennævnte forslag:

Mit forslag til et fremtidigt virke har udgangspunkt i det aftalegrundlag som fornyeligt er søgt etableret. Mine investeringer vil heri løbende kunne afdækkes, således at [indklagedes] risiko systematisk kan minimeres, og således at situationen ikke vil forværres yderligere. Det vil sige, at mine investeringer koncentreres til de KFX aktier, der via en given præmiebetaling på optioner handlet på Københavns Fondsbørs på forhånd kan sikres mod fremtidige tab.

…

Det er, i forlængelse heraf, min opfattelse at jeg indenfor en tidshorisont på 3 til 6 mdr. vil have gode muligheder for at genvinde store dele af det tabte. Dette i lyset af at jeg siden oktober d.å. alene har haft en positiv indtjening på d.kr. 84.517,80, eksklusiv den løbende terminsforretning på mit dollarlån, som er sikret i danske kroner. Ligeledes kan jeg gøre opmærksom på, at jeg 5 uger fra dato vil have etableret anden indkomst på ikke under d.kr. 125.000 p.a."

Investeringsengagementet blev imidlertid efter krav fra indklagede afviklet. Indklagede etablerede en kassekredit til klageren med et maksimum på 620.000 kr., som blev anvendt til inddækning af underskuddet på investeringsengagementet. Pr. den 31. december 2001 var saldoen på kassekreditten 552.834,17 kr. (negativ).

I 2002 overgik kassekreditten til en inkassokonto med en saldo pr. 31. december 2002 på 655.440,48 kr.

I foråret 2003 overgik sagen til retslig inkasso. I forbindelse hermed underskrev klageren den 6. maj 2003 et frivilligt forlig om gælden, som blev opgjort til 655.440,48 kr. med tillæg af renter fra den 7. november 2002 på 32.835,75 kr. og takstmæssige inkassoomkostninger på 7.567,99 kr., i alt 695.844,22 kr.

Under forløbet afslog klageren et tilbud fra indklagede om saldokvittering mod betaling af 300.000 kr. Indklagede afslog et tilbud fra klageren om 164.000 kr. mod saldokvittering.

Indklagede har under sagen oplyst, at tilbuddet om en akkord på 300.000 kr. fortsat står ved magt.

Af Forbrugerombudsmandens dagældende retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning fremgår bl.a.:

"2. Generalklausul

Ved rådgivning forstås anbefalinger og vejledninger.

Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og skal gives, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov.

Rådgivningen skal sikre, at kunden får anbefalinger og vejledninger af høj professionel standard. Den skal give kunden mulighed for at indrette sin adfærd mest hensigtsmæssigt, herunder tilvejebringe den information, der er nødvendig for, at kunden bedst muligt kan træffe beslutning i overensstemmelse med egne interesser.

Pengeinstituttet skal i samarbejde med kunden skabe fornøden klarhed om indhold og forudsætninger i rådgivningen.

…

10. Risici

Som led i rådgivningen skal kunden orienteres om risici, der er relevante i relation til kundens forhold.

Hvor pengeinstituttet anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbejde med kunden være foretaget en omhyggelig vurdering af kundens mulighed for at bære et deraf følgende tab. Der bør i disse situationer udvises særlig tilbageholdenhed med at tilbyde lånefinansiering.

Såfremt en kunde på eget initiativ forespørger pengeinstituttet om investering eller finansiering af investeringer, hvis konsekvenser kan overstige kundens formåen, påhviler der pengeinstituttet pligt til at fraråde en sådan investering.

Efter omstændighederne bør pengeinstituttet afstå fra at medvirke til investeringer, der er særligt risikofyldte eller som overstiger kundens formåen."

Parternes påstande.

Den 18. august 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit tilgodehavende.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på tidspunktet for indgåelsen af aftalen om investeringsengagementet var under uddannelse, og at han ikke havde særlige forudsætninger for investering. Hans erfaringsgrundlag bestod af enkeltdispositioner med de 300.000 kr., som blev indskudt på engagementet, og som stammede fra salget af en ejerlejlighed. Han havde ingen formue i øvrigt, og hans indkomst begrænsede sig til uddannelsesstøtte.

Han anmodede indklagede om investeringsrådgivning og forespurgte om muligheden for individuelle stop-loss grænser ved enkeltinvesteringer, men blev afvist under henvisning til engagementets størrelse.

Han var klar over, at engagementet var forbundet med risiko for tab, men ikke i den størrelsesorden som rent faktisk indtraf.

Indklagede har forsømt sin pligt til at rådgive ham om risikoen ved engagementet. Indklagede har endvidere forsømt sin pligt til at følge op på engagementet, da der efter et ikke ubetydeligt begynderheld, der medførte en fordobling af egenkapitalen, indtrådte en negativ udvikling. Indklagede burde på et langt tidligere tidspunkt have opsagt engagementet eller givet ham mulighed for at afdække risikoen via call-optioner, som han først selv på et senere tidspunkt blev opmærksom på.

Såfremt der var blevet truffet de nødvendige forholdsregler i slutningen af 2000, kunne engagementet have været opgjort uden tab.

Da han i forbindelse med opsigelsen af engagementet i 2001 selv ønskede at afdække risikoen og genvinde det tabte ved hjælp af finansielle instrumenter, afviste indklagede at medvirke hertil, selv om han i måneden forinden engagementets opsigelse ved en ændret, aktiv og positiv investeringsstrategi samlet havde indtjent over 100.000 kr.

Indklagede har ikke overholdt Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, jf. disses pkt. 2 og pkt. 10.

Indklagede har tilgodeset egne interesser uden hensyn til hans situation. Såfremt indklagede havde taget engagementets forsvarlighed op til vurdering, før det var for sent, kunne tabet helt være undgået eller i hvert fald på sigt relativt nemt være blevet genvundet.

Kassekreditten på 620.000 kr. blev etableret efter krav fra indklagede, selv om det var klart, at han ikke have mulighed for at afvikle gælden. De i skrivelsen af 20. november 2001 anførte fem uger vedrører karensperioden for optagelse i A-kasse, idet han netop havde afsluttet sin uddannelse. Indkomstgrundlaget var derfor dimittendsatsen/dagpenge for nyuddannede. Han havde ingen forventning om umiddelbart at komme i beskæftigelse.

Indklagedes afvisning af hans tilbud om en akkord på 164.000 kr. svarende til 25 % af gælden medførte en yderligere forværring af hans situation, idet muligheden for at opnå et frivilligt forlig med samtlige hans kreditorer blev forpasset.

Indklagede har anført, at engagementet blev etableret efter anmodning fra klageren, der virkede overbevisende kyndig med hensyn til investeringer og fuldt bekendt med risikoen ved gearing. Klageren havde på daværende tidspunkt allerede investeret 300.000 kr., og der var god overdækning på engagementet.

Det erindres ikke, at klageren forespurgte om investeringsrådgivning. Klageren blev hverken rådgivet eller indgik aftaler om rådgivning og må netop derfor have været fuld klar over, at engagementet ikke blev overvåget, herunder bl.a. med henblik på at undgå tab, og at han således selv styrede engagementet.

Stop-loss aftalen gav en mulighed for, men ikke en pligt til at opsige engagementet. Klageren kunne når som helst selv have stoppet engagementet med et mindre tab til følge.

Stop-loss aftalen blev aktiveret i efteråret 2001, hvor klagerens tab for alvor accelererede. Klageren var da stadig meget risikovillig og ønskede at udvide engagementet med yderligere forretninger, hvilket blev afslået, idet klageren ikke kunne stille den nødvendige supplerende overdækning, og da man ikke ønskede at løbe en yderligere risiko.

Klagerens tab skyldes primært det generelle fald på aktiemarkedet. Indklagede havde lige så lidt som klageren noget ønske om at pådrage sig et tab på engagementet.

Da klageren ikke havde mulighed for at indfri gælden på engagementet, og da man opfattede klagerens skrivelse af 20. november 2001 således, at han forventede et job inden for fem uger, blev kassekreditten etableret uden afvikling, indtil der forelå vished om klagerens økonomiske formåen.

Spørgsmålet om en akkord ligger uden for Ankenævnets kompetenceområde.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det omhandlede investeringsengagement blev etableret på klagerens eget initiativ, og klageren traf selv beslutning om de investeringer, der blev foretaget med dels de indskudte midler, dels midlerne vedrørende lånene i USD. Klageren måtte indse, at der bestod en væsentlig risiko for tab, og at denne risiko som følge af gearingen ikke var begrænset til indskuddet på 300.000 kr. Det fremgår klart, at stop-loss aftalen blev indgået med henblik på at give P mulighed for at sikre sit tilgodehavende, og at P alene havde ret, men ikke pligt til at benytte sig heraf. Klageren havde også selv mulighed for at lukke engagementet med henblik på at begrænse sit tab.

Ankenævnet finder, at det ikke kan bebrejdes indklagede, at engagementet ikke blev lukket i slutningen af 2000 eller i øvrigt før september 2001, hvor der efter begivenheden i USA den 11. september 2001 indtraf et væsentligt kursfald. Indklagede var ikke forpligtet til at medvirke til klagerens forsøg på at genvinde tabet.

Efter det anførte finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig. Dette gælder, selvom det måtte kunne bebrejdes indklagede, at denne ikke i 1999 afslog at medvirke til det risikofyldte investeringsarrangement, jf. pkt. 10 i Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, nu § 13 i bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 om god skik for finansielle virksomheder.

Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at acceptere en akkord eller en bestemt afviklingsordning. Det bemærkes, at indklagede under sagen har vedstået sit tilbud om saldokvittering mod betaling af 300.000 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.